INTERVIEW

Sidste år var Ursula Reuter Christiansen dybt deprimeret og brugte meget tid på at læse i sengen og planlægge sin egen begravelse. Nu fylder den tyskfødte billedkunstner 80 år og har besluttet sig for igen at fokusere på livets lysglimt. Et af dem er, at hun netop har opnået en anerkendelse, hun har drømt om hele sin karriere.

Marie Nørgaard Skadhauge

13. FEBRUAR 2023

Hvilken opgave har du været mest glad for i dit arbejdsliv?

»Den første udstilling, jeg virkelig var glad og stolt over, lavede jeg i 1988. Den hed ’Røde Drømme’. Her udfoldede jeg mig både gennem skulpturer, installationer og musik. Udstillingen blev først vist på Silkeborg Kunstmuseum, siden på Kastrupgårdsamlingen, Lolland-Falster Kunstmuseum og i Danmarkshuset i Paris. Jeg kan huske, at jeg tænkte: »Wauw, nu er jeg rigtig slået igennem«.

Hvad drømte du om at blive som barn?

»Gymnasielærer. Det var min far. Og en meget respekteret en af slagsen. Hans elever sloges om, hvem der måtte bære hans mappe efter skole. Min bedstefar var også lærer, så jeg følte, at det var der, jeg hørte til. Den følelse varede ikke ved, og jeg begyndte at drømme om at gå på kunsthåndværkerskole. Dengang havde det været formasteligt at snakke om at blive kunstner som kvinde. Selv kunsthåndværkerskolen var for meget for min far. Da jeg som 14-årig truede ham med at droppe ud af skolen for at starte der, svarede han: »Ja værsgo, så kan du blive fabriksarbejderske«. Det ville jeg for enhver pris undgå. Så jeg måtte tage mig sammen og færdiggøre min studentereksamen«.

Hvordan endte du så med at komme på kunstakademiet i Düsseldorf?

»Jeg fik ikke lov af min far. Det var jeg ellers nødt til, for dengang skulle forældrene betale ens uddannelse, hvis de selv havde en god indkomst. Så jeg begyndte at læse til gymnasielærer med hovedfag i tysk og bifag i kunst. Mit bifag kunne jeg tage på akademiet, hvor jeg kom ind efter fire dages hårde optagelsesprøver. Fordi jeg skulle være lærer, skulle jeg læse en masse kunstpædagogiske kurser. Og det gad jeg ikke. Jeg ville bare over i den frie afdeling, som det hed, og lave min egen kunst«.

»På akademiet mødte jeg min mand, Henning Christiansen. Han arbejdede sammen med min professor, Joseph Beuys. De kendte selvfølgelig til mine drømme om at blive kunstner. Det endte med, at Joseph Beuys skrev et brev til min far. I det stod der, at jeg var meget begavet, og at han ville kunne indestå for, at jeg ville blive en rigtig god kunstner. Langt om længe overgav min far sig, fordi jeg nu var forlovet og havde en mand, der kunne forsørge mig fremadrettet«.

Hvad er den bedste beslutning, du har taget?

»Jamen, det var netop at insistere på at blive kunstner. Det blev så afgørende for mig at gå på kunstakademiet og blive undervist af Joseph Beuys, som efter min mening var efterkrigstidens største billedhugger. Han stillede spørgsmål til alt og insisterede på at definere alt på ny. Hvad betyder det at tænke? Hvad er et samfund? Det var en undervisning, som omstyrtede alt det autoritære og det på forhånd vedtagne«.

Hvad er den dårligste beslutning, du har taget?

»Det er lidt svært, for jeg synes, at jeg har taget de rigtige beslutninger. Det havde været en dårlig beslutning, hvis jeg havde føjet mig og sagt: Nå okay, så gør jeg, som min far vil. Men jeg har altid gjort oprør«.

Du tænker slet ikke, at du har truffet nogen dårlige beslutninger i dit liv?

»Nej«.

Nævn en afgørende episode fra din barndom eller ungdom.

»Jeg er vokset op i Tyskland under Anden Verdenskrig. Som alle andre unge, tyske mænd skulle min far deltage i krigen. Jeg så ham derfor ikke de første år af mit liv. Da krigen sluttede, vidste min mor ikke, om han levede eller ej. Først efter et par år kom en af hans soldaterkammerater hjem og fortalte, at min far var i live og sad i russisk fangenskab. Han kom hjem med en af de allersidste transporter, da jeg var syv år gammel. Jeg kan huske, vi pludselig blev hentet ud af skolen, og så fik vi udpeget den der fremmede mand. »Det er jeres far«, sagde min mor. Det var en vanvittig stor oplevelse«.

»Tiden derefter var desværre meget dramatisk. Min far var meget skadet af krigen, og vi måtte flytte på grund af hans arbejde. Samtidig fødte min mor et dødfødt barn og var tæt på selv at dø«.

Hvordan endte relationen mellem dig og din far med at blive?

»På mange måde forblev han lidt en fremmed i familien. Han var slet ikke som de fædre, jeg ser i dag, der bruger enormt meget tid med deres børn. Han var en autoritet, der forsørgede familien. Men han var også meget godmodig. Han gjorde ikke nogen fortræd. Eller … En enkelt gang fik jeg en lussing, fordi jeg var så sindssygt dårlig til matematik, at jeg var dumpet. Han arbejdede som matematik- og fysiklærer, så det var for meget for ham. Han blev så rasende, at han knaldede mig en, så jeg fik næseblod. Det er dog aldrig sket før eller siden«.

Det har været svært at se i øjnene, at jeg nu er 80 år og ikke længere kan danse på bordene. Hele kroppen gør ondt

Hvad er du god til?

»Arh, det må du da kunne gætte dig til, haha. Lige fra børnehaven har jeg jo tegnet og elsket det. I gymnasiet var jeg den bedste. Det var også det, der hjalp mig igennem skolens terperi. Jeg havde en billedkunstlærer, som roste mig til skyerne og hjalp mig med at dyrke den interesse«.

Hvad er du dårlig til?

»Jeg er dårlig til at passe på mig selv. Det har været svært at se i øjnene, at jeg nu er 80 år og ikke længere kan danse på bordene. Hele kroppen gør ondt. Så jeg er nødt til at tage små skridt. Jeg kan allerede nu se, at det ikke varer længe, før jeg går med rollator. Jeg er både startet til massage og pilates. Men jeg er ekstremt dårlig til at få lavet de øvelser, jeg får pålagt«.

Har du nogle fobier?

»Jeg har en kæmpe rottefobi. Desværre kommer der jo gerne rotter på sådan en gammel gård fra 1694, som jeg bor på. Det er en stor udfordring, men jeg har heldigvis mine børn og rottefængeren til at hjælpe mig«.

Hvilket fag havde du valgt, hvis du ikke var blevet kunstner?

»Så ville jeg være forfatter, fordi jeg er totalt vild med litteratur. Lige så vild som med maleri og musik. Og jeg skriver meget. For mig går maleriet og litteraturen hånd i hånd – begge dele handler om billeder og fortællinger. Så når jeg maler og skriver, er det sådan set det samme«.

Hvad læser du?

»Jeg læser sindssygt mange bøger. Lige nu er jeg ved at blive færdig med en fremragende bog om kunstneren Sonja Ferlov Mancoba, som jeg fik af mit barnebarn i julegave. Jeg køber tit Weekendavisen og pløjer deres anmeldelser igennem. Når en bog har fået gode anmeldelser, ringer jeg straks til min lokale boghandel og bestiller den. Desværre bliver jeg ofte dybt skuffet, fordi jeg ikke synes, at bøgerne lever op til de gode anmeldelser. Nogle gange bliver jeg simpelthen så rasende på nutidslitteraturen, at jeg må have en pause. Så går jeg ind i mit bibliotek og finder Dostojevskij, Ingeborg Bachmann eller Sylvia Plath frem igen«.

Hvordan skal du fejre din fødselsdag?

»Jeg har inviteret min familie på snorkelferie til Det Røde Hav. Vi er alle ellevilde med at snorkle, og vi trænger til det efter et ganske forfærdeligt år«.

Jeg blev dybt deprimeret og kunne hverken arbejde eller fokusere. Jeg lå bare i min seng og læste og begyndte at planlægge min egen begravelse

Hvorfor har det været et forfærdeligt år?

»Da krigen brød ud i Ukraine, rippede det op i nogle af mine svære barndomstraumer fra Anden Verdenskrig. Jeg blev dybt deprimeret og kunne hverken arbejde eller fokusere. Jeg lå bare i min seng og læste og begyndte at planlægge min egen begravelse. Jeg ved nu, at jeg skal bisættes i Fanefjord Kirke iført en gammel pels af sølvræv, som jeg købte i Berlin for 40 år siden. Michala Petri skal komme og spille«.

»Her til min 80-års fødselsdag har jeg dog besluttet mig for, at jeg nu vil fokusere på lysglimtene i stedet. Dem er der heldigvis også mange af. Jeg har eksempelvis netop fået en aftale med det store schweiziske galleri Von Bartha. De vil lave en stor udstilling med mig, præsentere mig på Basel Art Fair og ikke mindst sælge mine værker internationalt. Det er noget, jeg altid har drømt om, men som altså først sker nu«.

»De ringede allerede i sidste uge og fortalte, at de havde solgt et af mine værker til en kunstmesse i Genevé til en virkelig god pris. Det er et værk, jeg lavede i 1980’erne, og som jeg har haft til utallige udstillinger uden at få solgt. Og vups! Så viser en dygtig gallerist det frem, og så bliver det købt. Det er ufatteligt, hvor meget den her verden handler om, at man skal opdages. Det er da for vildt, at der pludselig kommer nogen og siger: »Gud, du er 80 år, men vi har aldrig hørt om dig før. Vi skal da samarbejde«. Det er en stor tilfredsstillelse, og jeg kan kun glæde mig over, at jeg ikke døde, før det skete«.

Hvad blev helt anderledes, end du havde forestillet dig?

»Jamen, det blev det at få den her fantastiske succes nu. Jeg havde opgivet det. Da jeg blev færdig på kunstakademiet, blev mange af mine medstuderende hurtigt verdensberømte, alt imens jeg flyttede med min mand til en gård på Møn. I dag har jeg ingen kontakt med mit tidligere miljø. Det har jeg så tit fortrudt. Jeg har følt, at jeg var den, der blev glemt. At jeg blev udraderet på klassefotoet. Men på den anden side har jeg også haft et fantastisk liv her på øen med en masse børn og dyr. Og det andet blev der jo så alligevel rådet bod på til sidst«.