kunsten.nu: To the Blue Hell i kældergalleriet Bizarro

Scroll down to content

Lisbet Bonde i kunsten.nu

Maleren Ursula Reuter Christiansen (f. 1943) er i en sen alder blevet hot. Det er sket i kraft de mange udstillinger i de senere år, hvor hendes hudløst ærlige, selvbiografiske oeuvre er blevet foldet ud og brænder igennem til nye generationer. Reuters kunst interagerer med hendes liv som to uadskillelige sider af samme sag.

Hendes nye udstilling huses i Gallery Bizarros kælder, og man føler, at man bevæger sig ned i Helvede. Det ydmyge lokale er til lejligheden malet hidsigt cyanblåt. Totalinstallationen er centreret omkring et middelalderligt eventyr om den adelige frøken Annabell von Finckenstein, som i en tidlig alder slikker vin fra væggene i hendes forældres vinkælder for at slukke sin ubændige trang til alkohol. Hun drikker også sjatterne, når hun hjælper kokkepigen med at bære glassene ud.

Fortællingen, som står at læse på væggene på tysk, handler dog ikke kun om alkoholafhængighed, men også om alderens svøbe og det kropslige forfald. Om det at være indespærret i gamle, snærende kvinderoller og have en hud, der ligner en træt gammel kos.

Kunstneren har taget sine skabende åndsfæller med som følgesvende og medvidere: amerikanske Sylvia Plath, franske Marguerite Duras og østrigske Ingeborg Bachmann. Ursula Reuter Christiansens indtager også gulvet med en række sølvbemalede, keramiske figurer.
I øvrigt svøbes udstillingen i tonerne fra kunstnerens afdøde mand, fluxuskomponisten Henning Christiansens (1932-2008) dramatisk-dystre ”underlægningsmusik”.

I to malerier eller ”sømbrætter” har Ursula RC har hamret sin vrede og frustration ind i motiverne – henholdsvis et kvindeportræt og en muteret valmue, der begge er oversået med søm.

Udstillingen er en stærk, personlig og krasbørstig elegi, leveret af en aldrende kunstner, som paradoksalt nok ytrer sig med en kraft og vildskab, som var hun stadig en ung og spændstig kvinde.

Ursula Reuter Christiansen: To the Blue Hell. Bizarro. Gl. Mønt 12, kælderen. Til 14. september. Adgang efter aftale: gallery@bizzaro.dk

Foto: Ursula Reuter Christiansen: To the Blue Hell i kældergalleriet Bizarro. Foto: Bizarro.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: