Politiken: Interview »Jeg får spat…”

Scroll down to content

»Jeg får spat af at alle de her tossede bedsteforældre skal have sex«

Som en vandrende, sortklædt søjle med let krumning i ryggen går hun frem og tilbage langs sit gigantiske maleri af helt ranke, sorte søjler på en hvid baggrund. Indimellem kaster hun et inspicerende sideblik på værket. Som for at få bekræftet, at de hvide og gule pletter på lærredet virkelig er æg, og at de stadig sidder godt fast. Så vender Ursula Reuter Christiansen tilbage til bordet i sit atelier.

»Da billedet var færdigt, kastede jeg 70 æg på lærredet sammen med en veninde. De gik i stykker, klistrede sig fast eller drev ned ad maleriet og ned på gulvet. Der var æggerester over alt. Det var ligesom en stor brækspand, kvalmende. ’Rotten Eggs Against Bombs’ hedder værket – hvis det ikke er politisk, ved jeg ikke, hvad det er«.

Maleren griner sin korte, karakteristiske latter, der lyder som tre korte trut i en trompet i skakten i en kulmine. Harh-Harh-HARH, lyder det og er på grænsen til hoste. Så fortsætter hun:

»Jeg har en god ven, som siger, at jeg er blevet elitær. Fordi jeg har et galleri nu, får nogle penge for mine ting og gerne vil slå igennem internationalt. Men jeg siger: »Hallo, jeg arbejder sgu da stadig politisk«. Kan godt være, at billederne ikke forestiller Lenin, Knud Jespersen og Rød Front, men det er fanme stadig politisk kunst. Sådan føler jeg det selv«.

Så er det sådan. Man diskuterer ikke med Ursula Reuter Christiansen, når man er på besøg på den gamle gård på Møn, som har været både hendes hjem og arbejdsplads i de seneste 50 år. De fleste af dem sammen med hendes nu afdøde mand, komponisten Henning Christiansen, som spillede violin til Bjørn Nørgaards berømte hesteslagtning.

På den gamle gård på Møn er der fremstillet ekspressiv og eksperimenterende kunst i fem årtier. Selv om Ursula Reuter, der er en del af Fluxus-generationen fra 1960’erne og var elev hos den berømte professor Joseph Beuys, nærmer sig de 80 år, har hun ikke sat tempoet ned. Tværtimod:

»Jeg får energi tilbage fra kunsten. Og jeg keder mig, hvis jeg ikke maler. Så det fortsætter jeg med«, siger hun.S

Siden en vis virus ramte Danmark i marts, har hun haft rigeligt at se til. Coronaen gav Ursula Reuter Christiansen ny inspiration, og lige nu tager den ene idé den næste, så stor er travlheden. Den sommerdag, da vi forstyrrede den tyskfødte kunstner på gården fra år 1695, havde hun også travlt. For travlt til at føle sig gammel. I hvert fald om dagen.

»Når jeg går i seng om aftenen, er det til gengæld noget andet. Dér dør jeg hver aften. Tror jeg i hvert fald. Jeg kan ikke sove. Slet ikke, hvis jeg har røget og drukket for meget vin«, siger hun.

Det er formiddag, vi er lige kommet og er allerede nærmest rundtossede af Ursula Reuters energi. Espressokogeren hvæser på komfuret under de fliser, hun har malet en rød fisk og forskellige frugter og grøntsager på over en blå baggrund. På samme måde er hele hjemmet præget af Ursula Reuters kunst og fotografier fra fortidige film, udstillinger og performances.

»Jeg har allerede drukket to kopper her til morgen. Hvis jeg tager en til, får jeg kvalme«, siger kunstneren.

Vi slår os ned i de patinerede stole og bænken omkring det rustikke bord i spisestuen. Uden for vinduet leverer buske, blomster og træer et bevægeligt bagtæppe for de børn, der leger derude.

Et andet barnebarn, en pige på 14 år, sover stadig i et værelse inde ved siden af sammen med en medbragt veninde til bedstemorens udtalte undren. På gulvet omkring ligger legetøj og minder os om gårsdagens aktiviteter i stuen.

»De elsker at være her, mine børnebørn. At have ild i pejsen og høre historier. Selv om de kun lige kan overkomme én, så skal de se på deres skærme igen«, siger hun og tilføjer hurtigt: »Hvor kom vi fra?«.

Der er nok at se til, når man i en alder af 77 stadig arbejder på et internationalt gennembrud, skriver på en roman om tjenestepigen Annabel, der slikker vin af væggene i en kælder, knokler på med flere udstillinger og så i øvrigt også lige passer børnebørn.

Siden Ursula Reuter kom ind hos galleristen Masha Sabsay, er opgaverne blevet flere, og drømmen om et gennembrud i udlandet lever. Men arbejdspresset er tilsvarende voldsomt.

»Der kører for mange spor i hovedet lige nu. Jeg er også i gang med en roman, jeg skal skrive. Og jeg får hele tiden nye ideer, så hvad skal jeg gøre? Men det er for meget. Det er derfor, jeg ikke kan sove«, siger værtinden, hvis læber til ære for fotografen er malet lige så røde som hendes plateausandaler.

MØN-Kunstneren Ursula Reuter.jpg

Kan du ikke bare sige nej til nogle af opgaverne?

»Næh … tilsyneladende ikke. Der er sgu så mange fortællinger, som jeg gerne vil ud med. Min kunst har altid baseret sig på historier. Og lige nu har jeg hele tiden ideer til det næste billede. Så går det nok. Min mand fik en hjerneblødning og sad og savlede til sidst. Det tænker jeg på hver aften, når jeg går i seng. Man ved ikke, hvornår det er slut med mig. Mit hjerte banker helt vildt. Jeg kaster mig fra side til side og bliver sindssyg af det. Når jeg endelig sover, kommer der nogle vilde drømme … Tjah, i nat har jeg sovet tre timer«.

Du kunne sætte tempoet ned og måske bare være bedstemor for dine børnebørn og male lidt indimellem?

»Jeg har ikke energi til at tage mig af dem. Børn i dag er sgu også så kedelige at passe. De vil bare sidde og glo på en skærm hele tiden. Så hellere male, det vil jeg gerne«, siger hun.

Ursula.png

Død, angst og ødelæggelse

Til trods for sin undren over sovende børnebørn og sin egen træthed sidder Ursula Reuter Christiansen klar til at fortælle om sit liv. Med armene i den sorte sweater hævet over bordet gør hun dog straks en enkelt præmis klar: »Jeg gider ikke tale om feminisme. Det har jeg gjort alt for meget«. Så er det klart.

Ursulas far kom ikke hjem til Trier efter krigen. I den sydtyske middelalderby ved floden Mosels bred havde den lille pige og hendes mor ventet forgæves på soldaten fra den tyske hær efter Nazitysklands nederlag i 1945.

»Jeg sagde ikke noget i de første tre år af mit liv, fordi jeg havde fået et eller andet chok over ting, der skete i beskyttelsesrummet nede i en bunker eller i ruinerne i byen. Jeg er født under krigen og kommer på en måde fra død, angst og ødelæggelse. Det er det, jeg er vokset op med. Alt, hvad jeg har lavet, er bundet ind i eksistentielle erfaringsrum. Jeg har nogle ret voldsomme traumer, men det gider jeg ikke rigtigt at tale om. Vi har jo overlevet. Men når jeg ser de katastrofer og på flygtningesituationen i dag … Det plager os alle. Hele den forfærdelige globale tilstand. Jeg gider ikke tale om feminisme, slet ikke i forhold til det, der foregår globalt af undertrykkelse og flugt. Det er forfærdeligt«, siger hun.

Stilheden sænker sig i et splitsekund ved spisebordet, hvor Ursula Reuter konstant foretager mentalt krævende badutspring fra de mørkeste kroge af sindet, hvor al ulykken er lagret, til de centre, hvor livskraften og humoren står klar til at sende hjælpetropperne ud. Dem har der været brug for mange gange i hendes liv.

Først i 1949 kom hendes far hjem. Og så var det hans tur til at være tavs om, hvad der var hændt ham både i krigen og i tiden efter.

»Han sagde aldrig noget om det, aldrig. Formentlig har han været i russisk fangenskab, og det har ikke været sjovt. Men sine traumer holdt han for sig selv og vendte bare tilbage til sit arbejde med at undervise som lektor«, siger hun, mens et trist drag glider hen over hendes ansigt. Som pludselig har den alder, hendes varme blik og kraftfulde mimik ellers sender langt væk.

Allerede i sin barndom tegnede og malede hun meget, inspireret af de gotiske omgivelser i hjembyen. Efter at have studeret kunsthistorie i et par år søgte hun midt i 1960’erne mod sin fars vilje ind på Kunstakademiet i Düsseldorf med fluxuskunstneren Joseph Beuys som lærer.

»Velhavende forældre betalte for deres børns uddannelse dengang, så han mente, at han skulle have indflydelse på mine valg. Det skrev jeg meget om i mine dagbøger dengang«, siger hun med et lille smil.

Ursula Reuter indrømmer gerne, at hun i mange år hadede sin far. Og farens forsøg på at gennemtvinge datterens uddannelse og livsforløb har påvirket hende i retning af feminismen og rødstrømpebevægelsen, som hun var en meget aktiv del af i begyndelsen af 1970’erne. Men det skulle vi jo ikke tale om. Kun lidt i hvert fald. Ud over Ursula Reuter var der kun et par andre piger på akademiet, og tonen var rå. Og så kommer vi alligevel til at strejfe feminismen.

»Når vi piger stod og arbejdede, kom Beuys bragende ind i lokalet, fulgt af en hale af drenge, der var helt hooked. Så råbte han: »Nå, her har vi noget frisches Fleisch« – nyt kød! Men det generede mig ikke, og jeg har aldrig følt nogen diskrimination. Man må bide fra sig og sige: »Skrid nu med dig«. Så bliver man accepteret. Men det er ikke sjovt at høre, hvad der er sket på skoler i kunstverdenen. Jeg fatter ikke, at professorer og rektorer ikke har taget det alvorligt. Selvfølgelig skal det undersøges – alt andet er forsømmelse. Men de unge piger i dag, som mit barnebarn Clara, der er 20 år, er meget selvbevidste og finder sig ikke i noget. Det er godt«, siger hun og tilføjer kort efter:

»Jeg har da også malet et billede, der hedder ’MeToo’. Det malede jeg med beskidte hænder på lærredet, da bevægelsen begyndte«, siger hun – fulgt af endnu en kort salve af en latter fra kulminens skakt.

I Düsseldorf mødte hun sin kommende mand, den danske musiker og komponist Henning Christiansen. Selv om hun allerede sidst i 1960’erne drog til Danmark med ham, minder en tung accent og indimellem en udansk ordstilling om Ursula Reuters hjemland. Et land, hun aldrig har haft lyst til at flytte tilbage til.

»Jeg hadede at leve i Tyskland. Den kolde krig og den store skam fra Anden Verdenskrig og nazismen fyldte alt for meget. Der er en stærk, kollektiv skyldfølelse, i hvert fald i min generation. Jeg ville væk fra den fortid. Da jeg for et par år siden endelig fik en udstilling i Tyskland – i Leipzig – kunne jeg selvfølgelig godt se den pris, jeg har betalt ved at bo i Danmark. Der er ingen, der kender mig i Tyskland. Men nu arbejder mit galleri på at få mig formidlet bedre der. Jeg håber for min forgængeligheds skyld, at der kommer noget mere international opmærksomhed. Det ville jeg være glad for«, erkender hun.

Valmuer muterede til flagermus

På spisebordet foran os ligger en lille kopi af et maleri. Sorte valmuer folder deres blomst ud, og tilsyneladende stiger flagermus op af blomsterkronen.

»Valmuerne er en gammel besættelse for mig. Jeg har hørt en historie om, at der voksede valmuer på de mange grave for faldne soldater i Første Verdenskrig. Jeg tænker altid i symboler, så for mig var valmuerne deres blod, der piblede op gennem jorden. Valmuen er en smuk blomst, som taber bladene, hvis vi rører ved den, og så er det en opiumblomst, hvis frø man brugte til at finde ro i antikken. Så den er også et billede på den evige søvn for mig. Nu er corona kommet, og mine valmuer er blevet sorte«, siger hun.

Hvorfor har de skiftet farve og form?

»De er muteret på grund af corona. Den er ikke noget ubestemt som et spøgelse, der sidder i et hjørne og skræmmer dig. Virus er usynlig, men fik et ansigt, da vi fik at vide, at det kommer fra flagermusen. Mange kunstnere begyndte at male flagermus. Jeg lavede den her mutation, hvor valmuen har fået vinger som en flagermus. På den måde har vi mennesker altid brugt vores forestillingsevne. Når mennesker i middelalderen malede billeder af helvede, var det noget med nogle djævle og alverdens pinsler i ild. Det skildrede de meget nøjagtigt, kan vi se på kalkmalerier og andet, der skulle skræmme dem, der sad i kirken«, siger hun.

Truslerne fra sygdom og mutationerne i alle former går igen på alle hendes nye billeder, malet i sorte og dystre kulører. På et maleri kæmper to mænd i en mørk, sumpet mose mod en flok fugle, der tilsyneladende vil angribe dem. På ’Apocalyptic Landscapes’ er det selve landskabet og jorden, der synes at mutere. På ’Die Malerin’ står en kvinde med pensler og bag en rude, som nogle sorte fugle prikker til, måske i et forsøg på at komme ind til hende.

Malerinden – er det dig, der kæmper mod en fare, som kommer udefra?

»Ja, det tror jeg nok, det er. Det er det altid«.

Ofte ledsager hun sine ord med ivrige fagter med armene. Næsten som ville hun pege en pensel i min retning for at understrege pointerne. Eller male dem på et imaginært lærred.

»Jeg har tænkt en del på Freuds begreb ’Das Unheimliche’, som ofte oversættes til dansk som ’det uhyggelige’. Men det er det ikke, og det kan ikke oversættes rigtigt. Det handler om, hvordan det velkendte, det fortrolige og det trygge pludselig forandres og bliver spejlvendt for dig. Du føler din usikkerhed og angst, og din personlighed spaltes. Det er jo sådan, det er at leve med en ukendt og potentielt farlig sygdom«, siger hun.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: