Weekendavisen
Kunstrevy
Ursula Reuter Christiansen
Kunsthal 44Møen
Mens museer og institutioner har ligget i coronadvale, har kunstnerne omkring i landet – og i hele verden – fortsat skabt deres værker i den isolation, der måske for nogens vedkommende ligner hverdagen i atelieret.
På Kunsthal 44Møen vises en slags pop-up-udstilling med resultatet af det eftertankens rum, vi alle har oplevet i dette mærkelige år. Ursula Reuter Christiansen har malet fem meget store »apokalyptiske« malerier, og i tilgift viser hun et par serier af energifyldte akvareller, hvor flagermusen spænder sit vingefang ud som et ikonisk bat-tegn mod beskueren. Det er pågående kunst og nødvendig eksistentiel bearbejdning.
En lille håndfuld collager er dedikeret til berømte kvindelige forfattere, der skrev under alkoholismens tabuiserede åg, og i det hele taget citerer Ursula Reuter Christiansen direkte sine forbilleder fra penselspidsen, når hun skriver, tegner og maler på sine værker. Hun er i sit arbejde ikke bange for at være det medium, alting løber igennem.
Således fornemmer man både Sylvia Plaths og Asger Jorns tilstedeværelse i hendes værk. Om nogen var Jorn den, der tydeligst markerede, hvad krigsvisioner var, med sit 1950er-værk, og Ursula Reuter Christiansen kan på samme måde vise os, hvad krisevisioner er i 2020erne for en kunstner, der er født i år 1943. Hun viser os tiden set gennem et særligt temperament, insisterende, mørkt, tegnfyldt og voldsomt, og befinder sig ikke langt fra sin jævnaldrende kollega Anselm Kiefer, der også bearbejder traumer såvel nationale som de personlige katastrofer, der udløses, og begge gør det i et malerisk sprog, der er hentet lige ud af sjælens flammehav.
Kunsthal 44Møen ligger i Askeby nær ved Fanefjord Kirke, der er kendt for sine drabeligt skønne kalkmalerier. Ursula Reuter Christiansens tegnede og malede apokalypser kan ses frem til 21. juni mellem 14-16
I begyndelsen af juli vises udstillingen Friheden er udenfor huden. Men udflugten til de sorte valmuer eller Die Malerin, som et af de 220×470 centimeter store billeder hedder, er angstfuld og livgivende verdenskunst!