Muterende følelser, et apokalyptisk landskab

Ursula er materialefikseret, hun er beskidt, smurt ind i de farverpigmenter hun arbejder med og som hun blander selv. Atelieret stinker af terpentin. I favnen har hun en bunke af salt og silica. Hun rører ved alt som et barn, der samler sten op fra stranden. Slikker sandet af. Den sten har fået sin form fra det store hav. Det er ikke så meget geologien, men dramaet som optager hende.

Om det er fantasi eller realitetssans der sætter ind, når hun efter uger i isolation forvandler Kunsthallens store rum til et muterende apokalyptisk helvedes scenarie, er svært at afgøre. Måske placerer billederne sig lige akkurat derimellem.

Rygende landskab, et brændende hav. Krater og eksplosioner, fremmedartede gevækster. Fuldstændig magnetisk tiltrukket af det metaforiske potentiale. Men aldrig uden en sanselig krop som indånder den svovl, hun ser ryge i horisonten. Et træskomærke i billedet ”Furious Waves” afslører, at de værker, som nu hænger på væggen, ikke blot er malerier, men konkrete landskaber, som hun i den sidste tid har vandret rundt i.

Ursula kaster og kradser. Hun kradser malingen på lærredet og ind under neglene. Hun kaster sig selv ind i billederne, hun kradser i den løse jord, sår de frø hun ønsker skal blomstre i haven, sorte valmuer og flagermus, hun kaster sig i bølgerne, selv når de er høje. Og når hun kommer op fra det kolde hav, er det med en følelse af at være født på ny.

Men i al deres voldsomme kraft virker billederne underligt rolige. Som en slags sidste udånding. Efter kraftanstrengelsen kommer forpustelsen.

Vigtigst er måske at forstå, at Ursula Reuter Christiansen ikke er bange for fremtiden. Hvis solen brænder jorden op, står hun på en tømmerflåde og maler et selvportræt i flammehav.

Og når kasteriet bliver til udmattelse, står malerinden midt i orkanens øje, lige akkurat dér, hvor der er aller mest stille, som i en glasklokken, og skildrer det ragnarok der finder sted omkring hende.

I de uhyggelige og eksplosivt dystre optegnelser, er billedernes største styrke genklangen fra dens afsender:

Jeg maler, altså er jeg – i betydningen i live. Ellers var jeg død.

En uforfalsket drama queen, en overfølsom sjæl med tilbøjelighed til ekstreme sindsbevægelser, kan malerinden skrue op for en angststemning uden skygge af trang til at afvikle den. Faktisk lige modsat. Den selvlysende gule fosfor ekkoer en latent trang til antænding. Der er stilhed før storm. Let it burn!

Mai Dengsøe, 2020

Die Malerin, 2020