75I DAG. Det kan ikke siges tydeligt nok: Ursula Reuter Christiansen er en af de kunstnere, som har størst betydning for kunstfeltet herhjemme. Med sine værker rejser hun feministiske monumenter og udvider grænserne for, hvad et kunstværk kan være skabt af – både i værkets fysiske form og i dets filosofiske og intellektuelle vævning.
Ursula Reuter Chrisitansen blev født i 1943 i Tysklands ældste by, Trier, der er beliggende tæt på den franske grænse, der, hvor moselvinen flyder. Hun studerede i årene 1964-65 litteratur- og kunsthistorie på universitetet i Marburg og kom efterfølgende på Akademie der Künste, Düsseldorf, hvor hun studerede hos en af den nyere kunsthistories største skikkelser, Josef Beuys, på hans skole for ’Monumental Skulptur’. Beuys introducerer en lang række brud med den gængse forestilling om kunstens materialitet og et brud med en højborgerlig kunstopfattelse. Alle mennesker er kunstnere, og undervisningen var Beuys’ egentlige værk, har han udtalt. Særligt Fluxus-bevægelsen fik stor indflydelse på Ursula Reuter Christiansen og på den mand, hun mødte under sine studier, den danske kunstner og komponist Henning Christiansen, med hvem hun blev gift. Sammen flyttede de til Askeby på Møn i 1969. Samme år kom parrets første barn, Bjørnstjerne, til verden. To år senere kom Adda Maria og i 1974 Thorbjørn.
DET VAR I DISSE år, Ursula Reuter Christiansen skabte en række banebrydende filmværker, ’Skarpretteren’ (1971), ’Tre piger og en gris’ (1972), sidstnævnte i samarbejde med Lene Adler Petersen og Elisabeth Therkelsen. Filmene manifesterede sig som en del af et større, feministisk vendepunkt i kunsten. ’Skarpretteren’, der danner udgangspunkt for en netop åbnet separatudstilling med Ursula Reuter Christiansen på Statens Museum for Kunst, udspiller sig som en række symbolske tableauer som et opgør med patriarkalske strukturer for kvinders udfoldelsesmuligheder i verden og i samfundet. De gamle forestillinger om kvinden må dø.
Maleriet fra samme år, ’Kvinder frem’, portrætterer en række af kvinder, der netop træder frem – kunstneren har portrætteret sig selv iført blomstret ventekjole og militærkasket. Værket ’Ægteskab’ fra 1978 er i sin konkrete udformning en symbolsk gestus til frigørelsen af kvinden. Her har hun bemalet et almuelignende skab med brutale scener fra en kvindes virkelighed i et øjeblik, hvor alting er ved at sprænges. Ursula Reuter Christiansens malestil er ekspressionistisk og stærk og naivistisk følsom. Symbolikken på indersiden af skabet – motiverne dér – er anderledes harmoniske: kvindens eget liv uden samfundets kvælende kontrolmekanismer. Formelt bryder værket med kategorierne: ikke blot readymade, ikke blot maleri, ikke blot skulptur – men et brud med kunstens kategorier – dem, som kunsthistorien har manifesteret, men aldrig rigtig inviteret kvinderne med ind i. Derfor må også kunstens former brydes, for at man kan ankomme til en frigørelse. Performance blive et andet svar på den problemstilling.
HUN HAR BRUGT kunsten som sin kampplads og indledte i 1990’erne sin flotte karriere som kunstprofessor, først på akademiet i Hamburg, hvor hun underviste fra 1992 og fem år frem, og efterfølgende på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, hvor hun blev professor i 1997 som den kun anden kvinde nogensinde; den første var Vibeke Mencke Nielsen, der blev professor i 1989.
Af væsentlige udstillinger kunne man nævne ’Kvindeudstillingen’ på Charlottenborg i 1975, men naturligvis også Venedig Biennalen i 2001 i den danske pavillon med en fællesmanifestation med ægtemanden, Henning Christiansen. Her var der åbenhed, en væltet væg, improviseret Fluxus-performance på taget samt Ursula Reuter Christiansens keramikbro, der senere samme år kunne ses på Charlottenborg. Om broen og Venedig Biennalen udtalte hun til Jyllands Posten:
»Broen er en metafor, en passage fra det ene til det andet sted. Min kunst er helt personlig, men den er også for andre kvinder, som står over for en forandring i deres liv. Da jeg blev inviteret til at udstille her, skulle jeg være bedstemor. Pludselig ved man ikke, hvem man er. Man skal definere sin egen position igen. Nu er det dig, der er i næste geled«.
Med udstillingen om ’Skarpretteren’ på Statens Museum for Kunst inviteres vi alle sammen med i det næste geled. Som sidste sætning i filmen siger: »Det næste store øjeblik i historien tilhører os«. Måske man kunne sige: Det næste store øjeblik i kunsthistorien tilhører Ursula Reuther Christiansen. Sikkert er det, at uden Ursulas Reuter Christiansens ankomst til Danmark, havde dansk kunst set helt anderledes ud.
Mathias Kryger
URSULA REUTER CHRISTIANSEN 