Berlinske: 75! Hos hende går kunst og liv op i en højere enhed

Joseph Beuys var et fyrtårn i efterkrigstidens europæiske kunst, og hans ideer om, hvordan man kunne opfatte billedkunst, rakte også så langt som til Danmark, hvor lyset ikke mindst nåede til Eks-Skolen og kunstnere som – for nu at nævne to af de mest kendte – Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard.

Men også en af hans elever nåede til Danmark, til kredsen omkring Eks-Skolen, til den tidlige danske kvindebevægelse og til et ægteskab med den nu afdøde komponist og billedkunstner, Henning Christiansen, og til et liv tæt på naturen på Møn.

Hun hed Ursula Reuter, og udover årene hos professor Beuys i Düsseldorff havde Ursula Reuter studier i kunsthistorie og litteratur med i bagagen, da hun i 1969 definitivt flyttede til Danmark og hurtigt blev en del af tidens levende miljø – både kunstnerisk og feministisk – indtil kommissærerne tog magten fra fantasien i det mørke, munkemarxistiske årti, der ganske neutralt blev kaldt 1970erne.

Egentlig ville kommissærerne helst have haft, at kunstnerne stillede deres kreative evner i partiets tjeneste, men det er rigtige kunstnere selvfølgelig ikke meget for, med mindre de får noget for det. Der var på det tidspunkt også en forestilling om, at maleriet egentlig var dødt, men det var det selvfølgelig ikke. Det var der mange kunstnere, der vidste, og en af dem var Ursula Reuter Christiansen, der malede dengang og i årtierne efter, og stadig gør det den dag i dag. Hendes maleri er ekspressivt og farvestærkt og inddrager ofte historisk betydningsfulde skikkelser, figurer fra tyske eventyr og myter – ligesom billederne tematiserer kvindepolitiske emner. Hendes kunst er hende, og hun er sin kunst.

Kønspolitiske temaer er også til behandling i Ursula Reuters film. Alene eller sammen med andre har hun skabt pionerværker som »Den røde skov«, »Tre piger og en gris« samt »Skarpretteren«, der netop er emnet for en nyåbnet udstilling på Statens Museum for Kunst. Her kan man se selve filmen, dokumentationsmateriale om dens tilblivelse og så nogle af de billedkunstneriske refleksioner, som Ursula Reuter Christiansen har gjort sig om filmens billedsprog og tematik siden 1971, da filmen fik premiere.

Sammen med Henning Christiansen repræsenterede Ursula Reuter i 2001 Danmark ved biennalen i Venedig, og i Berlingskes anmeldelse hed det blandt andet, at »på venetianske afløbsrør, der må gøre det ud for sokler, står små ekspressionistiske figurer – og som maler har Ursula Reuter Christiansen næppe været bedre end her. Uden at forråde sit episke udgangspunkt – her fortælles stadig historier om kvindeliv – har hun opnået en større malerisk frihed, og der er en ny energi og velgørende tvetydig lethed over billederne.«

Udover udstillingen på Statens Museum for Kunst viser Ursula Reuter Christiansen fra 22. februar nye malerier i Galleri Sabsay i Store Strandstræde i København.