Hendes mand rørte aldrig en støvsuger, og børnene var nogen, hun selv skulle tage sig af. Kunstneren Ursula Reuter Christiansen tog i 1971 et opgør med patriarkatet i form af kunstfilmen ’Skarpretteren’. Den får nyt liv fra på torsdag på en udstilling på Statens Museum for Kunst.
På træporten hænger hendes hoved med lange, mørke hårlokker. Kvinden, den opofrende, tugtede og drømmende, der aldrig havde en reel chance under patriarkatets åg. Det patriarkat, der også endte med at halshugge hende.
Der bliver ikke stukket noget under stolen i ’Skarpretteren’, som den dengang purunge og billedskønne kunstner Ursula Reuter Christiansen selv spillede hovedrollen i. I dag, 47 år senere, er hun en ældre kvinde, smukt klædt i en habitjakke med lyserøde roser.
Hun har sorte højhælede støvler på til ære for fotografen. En pine, hun ellers kun udholder til ferniseringer eller receptioner i København. Hjemme på Møn står den på træsko.
I dag har hun taget turen til Sølvgade for at tilse sin have. For lige til højre inden for hovedindgangen på SMK kan man fra 8. februar se en udstilling bygget op om filmen, der er optaget i hendes sommerhave på Møn, som den så ud i 1971.
»Den handler om kvindens fornedrelse og ophøjelse. Den er et opgør. Helt klart. Det var 1970’erne, og der var knald på«, siger kunstneren.
Et smil breder sig på Ursula Reuter Christiansens ansigt ved gensynet, for den gamle 16 mm-film er blevet restaureret, så lupinerne stråler i lilla mod kirsebærtræernes grønne blade, og bødlens skarlagensrøde kåbe er nærmest selvlysende.
Filmen er både et selvportræt og et almengyldigt portræt af kvindens vilkår, forklarer hun, da vi efter at have set filmen, sætter os i et mødelokale øverst i museet.
»Det er min historie, men det er også alle kvinders historie. Ellers ville det være uinteressant«.
Revidering af ståsteder
Læbestiften er knaldrød, håret sort som ibenholt. Hun har samme klare farver som de grimmske figurer i sin film. Der er ingen gråtoner.
Hun forklarer, hvordan filmen er født ud af en tid, hvor alle måtte revidere deres ståsteder.
»Vi ville blive til noget, og vi kom i karambolage med mændenes krav om at være dem, der forsørger, og være dem, der bestemmer og beskytter – ligesom min far, der gav min mor penge til husholdning. Det var et kæmpe opgør, der gik for sig under store kampe og skænderier«.
Alle Ursula Reuter Christiansens værker fra den periode skildrer det raseri. Og den ulmede, bragede og bruste i hende. Den tyskfødte kvinde kom fra et intellektuelt kunstnermiljø i Düsseldorf og flyttede til Danmark med sin forlovede, musiker og komponist Henning Christiansen. Sammen købte de en gammel landejendom på Møn, og fra at have været en del af et avantgardistisk kunstnermiljø sad hun nu isoleret som højgravid bondekone på en ø langt, langt væk fra alt det, hun kendte og identificerede sig med.
Hun oplevede omplantningen som en personlighedsspaltning og begyndte at skrive drømme og fiktioner i et eventyrligt, poetisk sprog, som blev til den lille bog ’Skarpretteren’. I den brugte hun de myter fra romantikken, som hun kendte fra sine studier af tysk litteratur med speciale i tidlig romantik, og koblede dem med den kvindekamp, hun selv var en aktiv del af.
»Og der udkrystalliserede sig efterhånden en figur, som dukkede op i de historier. En, jeg kalder skarpretteren. Og manden blev mere og mere den figur, som er totalt modsat mig. På den ene side er manden ikke ond i sig selv, men han er modsat mig og en fjende på mange måder. Det er altid en kamp at være ligestillet. Og det lykkes aldrig. Der er altid en, der må underkaste sig«.
Beskidt som det er
Også i hverdagen på Møn oplevede hun stor frustration som småbørnsmor med ambitioner om at skabe stor kunst. Alt det, hun talte om med ligesindede kvinder i basisgrupperne inde i København, måtte hun glemme. Ligestilling med den 11 år ældre ægtemand Henning Christiansen viste sig umulig i praksis.
»Der røg spåner! Han tog aldrig en støvsuger eller en klud i hånden, men der var ikke noget at gøre, opdagede jeg. Så for de første penge, jeg tjente, købte jeg en opvaskemaskine, for så var jeg fri for det skænderi«.
Henning Christiansen forsørgede til gengæld hele familien ved at komponere fra morgen til aften, mens Ursula Reuter Christiansen ikke havde nogen praksis endnu.
»Så jeg tænkte: Det må være, som det er, beskidt som det er. Men det var svært, når han kun kunne holde et barn en gang imellem, når jeg skulle på toilettet«.
»Men sådan var det hos os«, fastslår hun med sin stadig tydelige tyske accent.
I de år fik hun tre børn kort efter hinanden og hengav sig til at være mor på Møn. Et fuldtidsjob, der fyldte alle lyse timer. Men når børnene var lagt i seng, tog hun fat på sit andet job som billedkunstner.
»Jeg ville ikke give op. Som overlevelsesstrategi malede jeg hver dag«.
Hun malede alt det, der omgav hende: Sine børn i sandkassen, portrætter af børn og mand, af barnevognen i sneen. Hun var ’inden for tærsklen’. Et begreb, man dannede for at beskrive Fynbomalerne, hvor kvinderne var indenfor og malede potteplanter, mens mændene tog staffeliet på nakken og malede køer i det fri.
’Skarpretteren’ var ét af de værker, der blev født ud af den tid og den frustration, hun oplevede i årene med småbørn på Møn.
Min mand forstod mig ikke
Et symbolladet billedværk med gennemgående brug af den uskyldsrene, hvidklædte brud og mor, en sortklædt kvinde fanget i dyndet og skarpretteren i rødt.
»Efter kvinden har født, siger hun »Jeg er fri, jeg er fantastisk, jeg formår alt, jeg kan alt«, men det kan hun kun i mandens skygge. Jeg bilder mig ind, jeg kan alt, jeg drømmer, jeg laver billeder. Men jeg er ikke fri. Der kommer en hånd og maser hende igen«.
Det er voldsomt at give manden rollen som skarpretteren?
»Ja, det må man sige. Jeg synes, det var et meget passende billede«.
Forstod din mand det?
»Nej, for ham var det helt nyt og fascinerende. Men han blev betaget af billedrigdommen, eventyret og den underliggende symbolik«.
Og netop for at filmen skulle stå så markant som muligt, gik hun helt andre veje end samtidens filmskabere, der brugte 8-mm, overblændinger, vilde panoreringer og dyrkede psykedeliske udtryk.
»Sådan en film ville jeg ikke lave. Jeg ville lave et billedværk. Jeg er billedkunstner, maler og billedhugger. Jeg ville have præcise billeder, stærke billeder. Jeg har en meget teatralsk åre, så det skulle iscenesættes og dramatiseres. Det skulle være et statement«.
»For helvede, kvinde!«
Men det statement blev ikke godt modtaget, da hun præsenterede den færdige film for en sal fyldt med kun kvinder på en kortfilmfestival i Berlin.
»De buhede den totalt ud«, husker Ursula Reuter Christiansen og ryster på hovedet.
»De buhede den totalt ud!«.
URSULA REUTER CHRISTIANSEN 