Information: To år med pandemi og hårdt arbejde har ikke gjort noget godt for Ursula Reuters sortsyn

Scroll down to content

Information tog til Møn for at tale om kunst og feminisme med den 79-årige kunstner og feministiske pioner Ursula Reuter Christiansen. Men kunstneren foretrak at tale om sine pelse. Og lidt om kunst og feminisme. Og om døden. Et par års kunstnerisk kraftanstrengelse kombineret med en pandemi har efterladt hende »udkokset og flad«. Så nu sidder hun i sit atelier og stirrer på et kulsort lærred og planlægger sin begravelse.

af Rasmus Elmelund

28. december 2021

Alt sammen er helt sort, siger Ursula Reuter Christiansen og ser på os. »Totalt udkokset.«

For to uger siden satte varmefyret ud på den gård, som hun bor og arbejder på, og siden har hun gået og frosset. Heldigvis er der brændeovn i biblioteket, som hun kalder det rum, hvor hendes utrolig mange bøger står opbevaret på reoler, og hun har fået anskaffet sig en masse varmeblæsere.

Hendes søn havde tilbudt hende at komme og bo hos ham i København, men nok engang kom corona i vejen: Der var smitteudbrud i børnehaven hos hans femårige pige, og så endte Ursula Reuter Christiansen med at blive hjemme.

Der skulle også have været en reception på Thorvaldsen Museum om kærlighed, hvor hun som eneste anden kunstner deltog med maleriet »Gratierne prøver Amors …«, men hun måtte erkende, at hun ikke orkede. Hun var så snothamrende forkølet. Og i sort humør.

En kort opblomstring kom kort efter med reception hos Faurschou Foundation for bogen Poppies Mutate into Bats om hendes 60-årige virke som malerinde, som udkom i efteråret – det blev en reception med »alt jeg elsker, østers, kaviar, champagne i lange baner«. Men da hun kom hjem til kulden på gården, blev det sorte igen dominerende.

»Jeg har haft sindssygt travlt de seneste to år. Nu bliver jeg 79 til februar, og jeg er bare sådan totalt flad. Udkokset,« siger hun med sin stødvise dansk-tyske diktion.

Så ler hun.

»Men det er jo ikke en måde at starte et interview på.«

– Er det blevet bedre, efter varmen er kommet tilbage? Eller er du stadig i sort humør?

»TOTALT sort,« siger hun dramatisk.

Velkomsten
Det er sidste mandag før juleaften, årets næstkorteste dag. Det er koldt, og Ursula Reuter Christiansen har ikke sovet mere end tre timer i nat.

Jeg og avisens fotograf er kørt til Møn for at møde den bogaktuelle kunstner. I telefonen havde jeg skitseret, at vi gerne ville tale med hende om feminisme og mere bredt tiden, der går. Hun lo sin karakteristiske hvæsende latter i den anden ende af røret og sagde, at hendes syn på feminisme »selvfølgelig« havde ændret sig på 50 år, så det ville hun gerne.

Da vi ankommer til Ursula Reuter Christiansens firelængede gård, åbner hun døren og ønsker os varmt velkommen. Hun viser os ud i køkkenet, hvor hun laver stærk kaffe på en gammel mokkakande og koger mælk. Hun serverer også hjemmebagte julekager.

Jeg bliver 79 lige straks og føler, at tiden er ved at blive kort,
siger den feministiske pioner og kunstner Ursula Reuter Christiansen.

Så begynder hun at tale om det sorte. Balladen med varmefyret, som er ekstra kompliceret af en opstået tvist om garanti mellem VVS-manden og leverandøren af anlægget. Smitteudbruddet i børnehaven. Bøvl med den lokale kirke om begravelse. Og et sort lærred, hun ikke kan tage sig sammen til at få lagt farver på. Og så er hun generelt træt af interview. Jeg siger til hende, at vi jo i telefonen talte om feminisme, og hun siger:

»Hvorfor vil du tale med mig om feminisme? Ja, jeg er pioner og så videre, men kære ven, det er 50 år siden. Mit syn er et totalt andet i dag, end det var dengang.«

Hun siger, at hun har lavet utallige interview, og det »røvkeder« hende simpelthen at få de samme spørgsmål igen og igen. Hun er træt af konventionelle interview, er hun – og konventionelle fotos. Men i nat har hun fået en idé.

Hun vil gerne tale om sine pelse.

Det sorte lærred

Midt under krigen blev Ursula Reuter Christiansen født i 1943 i Tysklands ældste by, Trier. Trods krigens ødelæggelser var hendes barndom præget af de fortællinger og eventyr, som hun hørte i hjemmet – og Triers urgamle fortid gav næring til hendes fantasi. Som voksen blev hun elev på Kunstakademiet i Düsseldorf og flyttede til Danmark i 1969, hvor hun fik kontakt til den eksperimenterende kunstskole EKS-Skolen og den nye kvindebevægelse.

Hun har både været professor ved Kunstakademiet i Hamborg og i København, og fra 1968 og frem til hans død var hun gift med den danske kunstner og komponist Henning Christiansen.

De senere år har hun været aktuel på en række store museer og udstillingssteder, blandt andet med en stor soloudstilling på Statens Museum for Kunst, på MDBK i Leipzig og The Box Gallery i Los Angeles, og i sommer medvirkede hun i DR’s populære program Kunstnerkolonien. Og så er hun aktuel med mammutværket Poppies Mutate into Bats. Samtidig med alt dette har hun siddet her på Møn og skrevet på en autofiktiv kortroman om en borgfrue på en gammel rovridderborg ved navn Annabell von Finckenstein, som er klar til at blive trykt og allerede er udkommet som lydbog hos Museet for Samtidskunst.

Da vi besøger Ursula Reuter Christiansen, fortæller hun, at et syv meter højt juletræ er på vej. Det skal stå i gårdens centrale højloftede rum, der støder op til biblioteket, ligesom det plejer; juletræet er hendes store lidenskab, og familien har også arvet den.

»Vi pynter det, og alle kommer med nye ting hvert år, og hvert år går de bedste af de gamle ting i stykker.«

Efter en lille rundvisning i kunstnerhjemmet, hvor der i fem årtier er blevet skabt eksperimenterende og ekspressiv kunst, ender vi i hendes atelier.

Ursula Reuter Christiansen beder os tage plads på to stole, der flankerer et arbejdsbord midt i lokalet. Selv sætter hun sig på en tredje stol i midten med udsyn til lærredet. Hun beder os vende vores stole, så vi alle tre kigger mod lærredet, som om det var en scene.

Det er enormt stort, lærredet, og sort som døden.

»Bortset fra mine vidunderlige børnebørn, som er fantastiske, er det eneste, der giver mening til livet, at male,« fortæller Ursula Reuter Christiansen. SIGRID NYGAARD

Hun tænder en af de hvide Prince-cigaretter fra den åbne pakke, der ligger på bordet.

»I 2020, det coronaår, begyndte jeg på de her kæmpe malerier, der måler to gange fem meter. Jeg malede 11 af dem. Det sidste, jeg lavede, var på Bornholm på den kunstnerkoloni,« siger hun og henviser til DR’s program Kunstnerkolonien, hvor hun sammen med kunstnerkollegerne Michael Kvium, Kaspar Bonnén, Julie Nord, Kim Richard Adler Mejdahl og Sif Itona Westerberg i to uger boede og skabte kunst på Bornholm – med et filmhold på nakken.

»Det var sidste år. Der gik vi stadig rundt med masker. På det tidspunkt havde jeg malet ti af de kæmpe malerier og tænkte: Nu laver jeg det sidste. Derfor kaldte jeg det Rekonvalescens. Det betyder at komme sig efter en sygdom, som corona jo var. Det begyndte at lysne, så jeg malede det sidste billede.«

På værket havde hun malet Yggdrasil, urtræet fra den nordiske mytologi, hvis trærødder er selve livet. Bliver de revet op, dør verden, som Ursula Reuter Christiansen siger. Foran maleriet placerede hun en hospitalsseng, og hun tænkte: Okay, nu er vi i rekonvalescenstiden.

»Men,« siger hun så, »så begyndte det hele jo at blive sort igen. Derfor kom jeg frem til, at jeg ville male et billede, der skulle hedde It’s Time to Die. Samtidig havde jeg ikke lyst til at være undergangsprofet med dommedagsvisioner og den slags. Men det er jo time to die. Hvis vi ikke gør noget ved klimaet, må vi indstille os på, at vi skal dø. Og det er også min egen time to die, min tid rinder ud.«

Begravelsen

Senere fik hun en anden idé, fordi hun så et fotografi i en avis med røde valmuer på sort baggrund og tænkte: Wow. Hun viser avissiden frem. Det ville hun lade sig inspirere af og male sig selv – malerinden – i midten, der sad og iagttog verden og forsøgte at skildre, hvad der foregik.

»Men det har jeg ikke kunnet tage mig sammen til. Så lige nu har vi bare det her,« siger hun og slår venstre arm ud mod lærredet.

– Hvorfor er der ikke noget på det?

»Jeg kunne ikke tage mig sammen.«

– Er det karakteristisk for din arbejdsproces?

»Nogle gange går der lang tid. Jeg tøver.«

– Er det på grund af pandemien, tror du?

»Nej,« siger hun.

»Det er sådan almindelig depression om tiden, der går, og tiden, der nærmer sig. Jeg bliver 79 lidt straks og føler, at tiden er ved at blive kort. Og jeg taler kun om min begravelse. Jeg er jo opdraget som katolik. Da jeg blev gift i ’68, kunne jeg ikke beholde to statsborgerskaber, så jeg sagde farvel til Tyskland og blev automatisk medlem af den danske folkekirke. På et eller andet tidspunkt har jeg så meldt mig ud – jeg havde jo intet med den at gøre, og som gammel katolik har det nok hængt ved, at vi hadede protestanter og lutheranere.«

»Men når jeg nu snart skal begraves, har jeg et problem.«

– Ja?

»Ja, da min mand døde i 2008, fik han en kirkelig begravelse, men jeg spekulerer over, om jeg vil blive nægtet det, når jeg ikke er medlem af kirken. Jeg elsker vores lokale kirke, men nu har jeg taget kontakt til en god ven, der kender en ven, som han mener, at jeg skulle snakke med, om jeg ikke alligevel kan blive begravet.«

Hun skodder sin cigaret i askebægeret.

»Så jeg begynder at lave sådan nogle … foretagender. Og det er derfor, jeg siger, at det hele altså bliver mere og mere sort.«

Familien

Til gengæld – siger Ursula Reuter Christiansen – er hun heldig at have en fantastisk familie. Tre utrolig engagerede børn, der hjælper med, hvad de kan, og en svigersøn, der ordner hendes regnskab.

»Hvad alt det angår, har jeg det supergodt.«

– Hvad siger dine børn, når du taler om alt det sorte?

»Jeg må ikke! Min ældste søn siger, at han ikke gider høre på mig, når jeg begynder med den snak. ’Du skal bare male, du har en masse potentiale, du har travlt. Jeg gider ikke høre på det’.«

Hun griner lidt.

»Men hvem fanden skal jeg ellers snakke med? Jeg har en massør, som også er psyko…analytiker eller -terapeut, som jeg kan snakke lidt med. Men alt det sortsnak, det ødelægger deres humør. Så det må jeg ikke.«

Jeg spørger, om hun kan forstå dem, og hun svarer ja, for hun husker sin mands mor, som ringede hver morgen, efter hun blev enke. »Jeg har det så dårligt,« parodierer Ursula Reuter Christiansen sin svigermor. »Jeg har det så dårligt.«

»Jeg tænkte: Sådan skal jeg ALDRIG blive over for mine børn. Men hvad skal man gøre? Man skal da have nogle at sige til, at man har det dårligt, at man har dårlige drømme, at det hele er sort. Hvad skal man ellers gøre? Betale en eller anden 700 kroner for at lytte på ens sortsyn? Nej.«

Når Ursula Reuter Christiansen er i gang med en kunstnerisk proces, er hun i sit eget univers. SIGRID NYGAARD

Jeg er jo hverken terapeut eller psykoanalytiker, men jeg tænker, at der godt kunne være en sammenhæng mellem pandemien, der bare bliver ved og ved, selv om vi troede, den var på retræte, og dit sortsyn?

»Det er derfor, jeg siger, at jeg lavede det billede med rekonvalescens,« siger hun.

»Men jeg tror ikke så meget, det er det. Jeg tror i det hele taget – som jeg sagde – at det lakker ud. Erik Steffensen skrev for nylig i Weekendavisen, at Ursula Reuter ikke er til at styre på ti tønder land, men ak. Jeg danser ikke længere på bordene. Jeg ved, at jeg ikke har meget mere tid, så det er også en forberedelse.«

– Hvad mener du?

»Jeg glemmer aldrig min mormor, fra da vi boede i Trier. Hun bad altid med sin rosenkrans, når hun lå i sengen. En dag spurgte jeg hende: ’Mormor, er du ikke bange for at dø?’ ’Nej,’ sagde hun. ’Jeg kommer jo til Vorherre Gud.’ Jeg tænkte bare: Hold kæft, hvor må det være dejligt ikke at være bange.«

Hun slår en latter op og citerer Triers mest kendte bysbarn, Marx:

»Religion er opium for folket! Og i virkeligheden er det jo sådan, at man bare må have et eller andet at holde sig til. Jeg ved jo ikke, om det hele bare holder op. Om vi kun er materier, eller der er en sjæl? Er der noget? Det ved ingen af os jo.«

– Hun døde afklaret, din mormor?

»Absolut. Hun sagde bare: ’Jeg kommer op til Vorherre.’ Mange finder Gud som et holdepunkt på det sidste – som en planke at klamre sig til: Der MÅ være en mening med det hele. Men for mig er alle de spørgsmål ubesvarede. Er jeg bare et kadaver, der bliver ædt op af orme, eller er der noget andet?«

– Hvilken mening klamrer du dig til?

»Jeg har ikke nogen.«

– Hvad med kunsten?

»Kunsten?! Vi taler om døden, og så siger du hvad med kunsten? Bortset fra mine vidunderlige børnebørn, som er fantastiske, er det eneste, der giver mening til livet, at male. Og nu er der gået et halvt år, hvor jeg ikke har malet.«

Skabelsen

Når Ursula Reuter Christiansen er i gang med en kunstnerisk proces, er hun i sit eget univers. Det er frygtelig opslidende, siger hun, men når det lykkes, kommer der en følelse af triumf.

»En eufori … en…,« hun laver en dramatisk udånding, »en følelse af: Dér var den. Det er den største lykkefølelse. Men den har jeg altså ikke lige nu, og jeg kan ikke se, den kommer.«

Jeg spørger, om hun vil fortælle om den tilstand, hun kommer i, når hun maler, og hun siger, at hun forestiller sig, at det er som at være skizofren.

»Når jeg kommer derudefra,« siger hun og peger ud på gårdspladsen, »… og træder herind, tænder for Beethovens fjerde klaverkoncert på cd-afspilleren, så kommer jeg i en anden verden. En totalt anden verden.«

»Når jeg ser en pensel nu, kan jeg slet ikke forestille mig at male en eneste streg. Det er, som om jeg i mit liv ikke har lavet en eneste streg. Men når det så lykkes mig at komme i den verden … Jeg tror, det er en slags skizofreni. For mit liv derude har INTET med det her at gøre. Det er en helt anden tilværelse. Og jeg fatter det ikke. Jeg forstår ikke, hvordan jeg overhovedet kan male.«

Ursula Reuter Christiansen siger, at hun nogle gange drømmer om at kunne opnå amatørernes glæde.

»Når folk siger: ’Hvor er det dejligt at male’, siger jeg: ’Hold da kæft.’ Det er en pinsel.«

Hun har prøvet at opstille nogle staffelier og male blomster, men hun må erkende, at hun er så præget af sin opvækst og af hele sin historie, at der »ikke er noget at gøre«.

»Alt, hvad jeg laver, skaber jeg ud af mit eget liv. Mine erfaringer som kvinde. Jeg har ikke andre, jeg kender kun min egen tilværelse som kvinde. Så alt, hvad jeg laver, baserer jeg på min egen eksistens som kvinde. Og så kan vi godt komme ind på det, du spurgte om før,« siger hun og henviser til feminismen.

Feminismen

Studenteroprøret og rødstrømperne kalder hun en »revolution«, som totalt forandrede hendes og mange andres liv.

»Det var et oprør mod patriarkatet, mod forældregenerationen, mod autoriteterne. Og jeg må bare sige, at jeg skylder kvindebevægelsen alt. Hele mit liv som kunstner, som jeg efterhånden blev, var jo på grund af den utrolige entusiasme og fællesvilje til at kæmpe, som den bevægelse besad. Det var det vigtigste, der skete i mit liv.«

– Hvad tænker du om, at den revolution nu er 50 år gammel, og vi har haft #MeToo for fire år siden, og stadig går der fire år før der for eksempel kommer de her aktuelle sager fra TV 2. At der stadig er så meget ulighed, diskrimination og tavshed?

»Jeg tænker, at det er godt, at det hele bliver rusket lidt op,« siger hun og holder en sjælden pause i talestrømmen.

»Jeg har altid elsket pelse, men min optagethed af pelse er blevet superproblematisk, for jeg ejer en fantastisk minkpels,« fortæller Ursula Reuter Christiansen. SIGRID NYGAARD

»Selv om jeg ærligt må indrømme, at jeg ikke forstår det helt.«

– Forstår ikke hvad?

»Jeg forstår ikke, at kvinder kan komme med 20 år gamle sager. Jeg synes ikke, det er rimeligt, for de mænd har ingen rettigheder, og de bliver brændemærket.«

– Det er der også andre, der siger – de siger så typisk også, at feminismen og #MeToo er gået for vidt … 

»Jeg vil ikke formulere det sådan, at den er gået for vidt. For kvinderne har haft deres grunde, de var bange, de følte skam. Og vi ved fra medierne, hvordan de bliver truet og skældt ud, når de stiller sig frem. Men over for mændene er det ikke rimeligt. De kan være nok så store røvhuller, men man kan ikke komme 20 år efter og sige, at du dengang gjorde sådan og sådan. De har jo ingen bevismuligheder, de mænd. Der er ingen retsbasis at forsvare sig med.«

Jeg spørger hende, om det ikke er, fordi vi står midt i en ny revolution, og at en revolution altid kræver ofre.

Hun svarer, at hun lige har set sine børnebørn, der er 16 og 21.

»De har fået meget mere selvtillid. De vil ikke finde sig i mere. Engang var det kutyme, at man klaskede kvinder i røven og alt det der. Kvinder blev tvunget til sex og alt muligt, det er selvfølgelig helt uacceptabelt. Jeg tror, det er rigtigt, at den nye generation ikke på nogen måde længere vil finde sig i det. De har fået en styrke og selvbevidsthed. Og hvad det angår, synes jeg absolut, at #MeToo har opnået en stor succes. Men det har omkostninger.«

Pelsene

Jeg bemærker, at hun da alligevel havde noget at sige om feminisme, og hun svarer med en lyd, der enten er et hvæs eller et kort grin.

Så spørger jeg, om jeg ikke må høre om pelsene, og dét må jeg gerne.

»Jeg har altid elsket pelse, men min optagethed af pelse er blevet superproblematisk, for jeg ejer en fantastisk minkpels. Jeg turde slet ikke gå rundt med den sidste år!«

Hun fortæller indlevende om tre pelse. Først en sølvræv, som hun købte i 1986, mens hun boede i Berlin. Hun hængte den i skabet dengang, for ingen måtte se den – og slet ikke høre, hvad den havde kostet. Det er en drømmepels, en »rigtig Snehvide-pels«, siger hun, og hun har besluttet, at hun skal begraves i den.

Dernæst fortæller hun om en sort vidunderlig pelsfrakke, som hendes onkel en skønne dag under krigen kom hjem til familien med. Dengang fik hun at vide, at hendes morfar havde købt den til mormor i Paris, men senere fandt hun ud af, at onklen, der var officer, havde stjålet den, for det var, hvad de tyske soldater gjorde, da de indtog Frankrig. Det var en fantastisk pels, men den var også tyvegods. 

Hun forlader atelieret og kommer tilbage med en smuk farverig pels, som hun købte, da hun var professor på Kunstakademiet i København og ofte gik ture omkring Kongens Nytorv. Hos Birger Christensen på Strøget så hun den en dag, men hun fandt ud af, at den kostede 135.000 kroner. Den var dog nedsat til 65.000 kroner, og hun fik lov til at købe den på afdrag med 10.000 i udbetaling. Det vigtigste, sagde hun til ekspedienten, var, at regningen ikke blev sendt hjem til hende, men til akademiet på Kongens Nytorv 1, for hendes familie ville »stejle totalt«, hvis de erfarede, at hun havde købt så dyr en pels.

»Engang, hvor jeg havde drukket for meget, kom jeg til at røbe det, og min yngste søn, der også er uddannet kunstner og på det tidspunkt boede i Berlin og rensede lokummer, sagde: ’Altså, mor, du er en ravnemor. Vi sulter, og du køber de dyreste pelse.’«

Lyset

Da interviewet er slut, og fotografen er begyndt at tage billeder af kunstneren iført sine pelse, taler hun igen om sin begravelse. Af sin massør, som kommer i det lokale menighedsråd, har Ursula Reuter Christiansen fået et telefonnummer på en anden præst på øen. Hende vil hun prøve at ringe til for at høre, om hun kan få lov til at blive begravet uden at være medlem.

Jeg spørger hende, hvorfor det egentlig vil være så slemt at melde sig ind i folkekirken. Hun ser uforstående på mig.

– Du siger jo, at du godt kan lide at komme i kirkerummet. Ville det så ikke være okay med et medlemskab? 

Hun smiler.

»Det kunne man også gøre.«

– Det ville måske gøre tingene lettere.

»Det ville gøre tingene lettere,« gentager hun tænksomt.

Så kommer hun i tanker om en god ven, Peter Bonde, der var hendes kollega på Det Danske Kunstakademi. Ifølge Ursula Reuter Christiansen plejer han at sige, at kirkeskatten jo går til den smukke renovering af kirkerne, og han er medlem af den grund.

Fordi man er med til at bevare.

»Jamen det kan være, du har ret. I stedet for alt det med en anden præst kan jeg simpelthen melde mig ind igen, så jeg kan blive begravet.«

Hun griner sin hæse latter og smiler.

Så fortæller hun om den lokale kirke, Fanefjord Kirke, som er meget smukt beliggende, og at Bjørn Nørgaard har lavet hendes mands grav, der ligger helt fantastisk ud til sundet.

»Henning sagde altid, at når han blev begravet, ville han op til de nordiske guder og drikke mjød med dem. Men du har ret. I stedet for alt det ballade så siger jeg da bare til folkeregisteret, at jeg melder mig ind i folkekirken igen.«

Det hvæsende, talende, skabende, helt igennem vidunderlige væsen, som Ursula Reuter Christiansen er, står i en stråle decemberlys på sit atelier og lyser.

Måske er det alligevel ikke alt sammen sort.

https://www.information.dk/kultur/2021/12/to-aar-pandemi-haardt-arbejde-gjort-godt-ursula-reuters-sortsyn

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: