Weekendavisen: Det andet køn

Af Anna Raaby Ravn
Syv kvindelige kunstnere arbejder i april 1970 i kælderen under Kunstakademiet i København på et kunstprojekt i døgndrift. Verden er i heftig forandring; autoriteter står for fald – det gør kunstscenen også. For kvinderne vil være med; mændenes kunstneriske monopol skal være fortid, og derfor skaber de syv kunstnere – Rikke Diemer, Kirsten Justesen, Jytte Rex, Marie Bille, Birgitte Skjold-Jensen, Jytte Keller og Kirsten Dufour – i fællesskab kunstaktionen Damebilleder. Den består af syv tableauer med overskrifter som »Opvasken«, »Luderen« og »Skønheden«, og de syv kunstnere flytter ind i dem, i tableauerne, med deres børn. Deres private liv bliver et offentligt anliggende – og et kunstværk, der råber vagt i gevær. For kvinderne kræver deres retmæssige plads i verden – som kvinder og som kunstnere.

Det gør de stadig. De kunst- og kønspolitiske kampe, der i 1970erne fandt sted i kælderrum og gader, rykkede ved status quo, lykkeligvis, og de kvindelige kunstnere er blevet flere og flere siden dengang. De er i dag i overtal på kunstakademierne, mens de stadig fylder forstyrrende lidt i salgsstatistikkerne på det globale kunstmarked: I 2019 solgte verdens kvindelige kunstnere for omtrent det samme som Picasso, knap 2 procent af markedet. Men holder man øje med museernes udstillingskataloger, så får man en fornemmelse af, at det er ved at ændre sig. For institutionerne er vågne, lader det til, de tilføjer flere og flere værker af kvindelige kunstnere til samlingerne, og de viser dem i gruppeudstilling efter gruppeudstilling.

Eksempelvis på SMK, Statens Museum for Kunst, der i sidste uge åbnede dørene til deres store efterårsudstilling: Efter stilheden – kunstens kvinder tager ordet, der præsenterer 18 kvindelige kunstnere fra de sidste hundrede år.

Eller på Louisiana i udstillinger som Fantastiske kvinder, MOR! og diverse monografiske præsentationer af kunstnere som Dea Trier Mørch, Nancy Spero eller Pia Arke. På Gl. Strand var Kvindernes surrealisme et hit, »kunsthistoriens B-sider« blev vist på udstillingen Avantgardens glemte kvinder på Gl. Holtegaard, mens KUNSTEN i Aalborg satte spot på kvindelige kunstnere fra egen samling i udstillingen Kvinder i kunsten. Og i næste uger åbner Cobra – de kvindelige kunstnere på Jorn-museet i Silkeborg.

Titlerne er søvndyssende, bevares, men størstedelen af udstillingerne har været store, kritikerroste begivenheder. Jeg har stiftet bekendtskab med flokke af fabelagtige kunstnere, jeg ikke kendte til før, men nu holder øje med og vender tilbage til, når lejligheden byder sig. Det er en fryd, et privilegie, absolut, og man kan ikke være andet end begejstret for den oprejsning og anerkendelse, flere kvindelige kunstnere i disse år endelig nyder godt af.

HVORFOR ER DER SÅ ALLIGEVEL noget, der skurrer, da jeg træder ind i SMKs Efter stilheden? Det er blevet efterår i Østre Anlæg i København, bladene falder på plænen foran SMKs vinduespartier, og det er, som om kvoten for anvendelsen af betegnelser som »kvindelig kunstner« eller »kunstens kvinder« er opbrugt hos mig. Jeg bliver ramt af en barnagtig trang til at strege den hyppigt anvendte betegnelse »kvindelig« ud i teksterne i udstillingskatalog såvel som udstillingsrum. Betegnelsen gør noget ved mit blik: Jeg bliver opmærksom på køn og forskellige former for kvindelighed i billederne. Jeg bliver også opmærksom på mit eget køn, ufrivilligt og irriterende, og jeg kan ikke lade være med at tælle antallet af mandlige museumsgæster, mens jeg bevæger mig gennem udstillingen. Otte styk, bliver det til. Der er mindst ti gange så mange kvinder.

Er det ikke snart på tide, at kvindelige kunstnere får lov at være … bare kunstnere? Er udstillingernes store fokus på deres køn, deres kvindelighed og mindre privilegerede position med til at holde dem fast i deres andethed? Med til at holde os fast; det evige andet køn? En klassisk catch-22? Jeg er oprigtigt talt i tvivl.

Det er udstillingens kurator, Birgitte Anderberg, naturligvis ikke.

»Der sker noget i disse år; kunstscenen bliver mere og mere mangfoldig, men der er stadig langt igen. Sammenlign antallet af Asger Jorn- og Per Kirkeby-udstillinger med antallet af gruppeudstillinger med kvindelige kunstnere, og du får fornemmelsen af skævhedens omfang. Siden renæssancen har mænd stået på skuldrene af hinanden: Claus Carstensen hylder Per Kirkeby, der læner sig op ad Asger Jorn eller Edvard Weie og så videre. Sådan har mænd sikret sig selv og hinanden en platform. Først i 1970erne begyndte kvindelige kunstnere at samarbejde og referere til hinanden – indtil da handlede det om at stå tæt på en mand, hvis du ville anerkendes som kunstner,« fortæller Birgitte Anderberg over telefonen fra sit kontor på SMK.

»Og sådan er det på mange måder stadig. Tekstmaterialer til udstillinger om surrealismens kvindelige kunstnere kredser ikke om kvindernes relationer til hinanden, ofte fandtes de heller ikke, men om deres skæbnesvangre møder med André Breton; ham, der legitimerede dem som kunstnere. Efter stilheden – kunstens kvinder tager ordet vil fortælle en anden historie: Vi vil sætte de kvindelige kunstnere i relation til hinanden; vi vil fortælle om de samarbejder og fællesskaber, der for alvor rykkede ved sagerne – kunstnerisk såvel som socialt – med afsæt i 1970ernes kvindebevægelse. Og den historie er ikke overfortalt.«

TRÆSNITSERIEN KRIEG fra 1921 til 1922 af den tyske billedskaber Käthe Kollwitz er et tilløbsstykke. Jeg må stå i kø i det lidt for lille udstillingsrum på SMK for at få lov at komme helt tæt på de sort-hvide værker. Ved siden af mig står to ældre kvinder; de er åbenlyst berørt af billederne. De taler om Kollwitz’ teknik og baggrund, om sønnen, hun mistede ved den tyske front under Første Verdenskrig. De ved, hvad de taler om, og jeg lytter opmærksomt, mens jeg betragter klumpen af sørgende mødre i Kollwitz’ mørke og gribende træsnit. Mødrenes tomme blik sidder fast i mig resten af dagen. Også den svenskfødte Hannah Ryggens gigantiske og storpolitiske billedtæpper gør særligt indtryk – især Goebbels, Göring og Hitlers groteske ansigter i Drømmedød fra 1936. Jeg kender i forvejen flere af de 18 kvinder, der »skal frem i lyset« på SMK, de er store, anerkendte kunstnere. Og emnerne er politisk konflikt, sociale forhold, død og sorg. Det er, som om udstillingens rum og ramme virker lidt snærende, lidt for trang.

Jeg spørger Birgitte Anderberg, hvorfor de 18 kunstnere er sat sammen i kraft af deres kvindelighed og ikke blot i kraft af deres politiske engagement og kunstneriske virke.

»Fordi udstillingen – og det store fokus der er på kvindelige kunstnere for tiden – ikke bare handler om at promovere et køn og rette op på skæve statistikker og store huller i kunsthistorien. Det handler også om at give adgang til bestemte erfaringsrum, sensibiliteter og blik. Og den krop, man har som kunstner, præger naturligvis det blik, man har på verden. For mig er kønnet aldrig ikkeinteressant,« svarer Anderberg og tilføjer:

»Og så har jeg i de senere år set utrolig mange udstillinger af kvindelige kunstnere, der handler om krop og seksualitet. I udstillingen viser vi værker af kvindelige kunstnere, der ikke vender blikket indad, men udad. Værker, der forholder sig kritisk til deres omverden, til politiske og sociale forhold. Der er, mener jeg, brug for et opgør med den del af kunsthistorien, der opfatter feministisk kunst som indadvendt og navlepillende.«

– I forbindelse med Anna Ancher-udstillingen på SMK sidste år fortalte Peter Nørgaard Larsen, overinspektør hos SMK, at han ikke kunne finde på at bruge betegnelsen »kvindelig kunstner« om Anna Ancher. For ham er det en nedsættende betegnelse, så han kalder hende »den store kunstner«.

»Og det er vel kernen i problemet? At mange stadig opfatter kvindelig som et nedsættende epitet? Det viser splittelsen og kompleksiteten i diskussionen: Skal vi lade være med at omtale kunstnerens køn, eller skal vi tale om, at der har været andre muligheder for kvindelige kunstnere?«

TRE PORTRÆTTER AF Ursula Reuter Christiansen pryder væggene i udstillingens første rum. Værkernes mundrette titler lyder Kvinder frem! (1971), Det drejer sig om os (1972) og Ud i verden (1975), og her er kvinder i alle afskygninger, uniformer og udtryk. I dag er Ursula Reuter Christiansen en af giganterne på den danske kunstscene, og hun udstiller i skrivende stund ikke bare på SMK, men også i Den Frie og hos Faurschou Foundations kunsthal ved Nordhavn. Er hun stadig en kvindelig kunstner?

»Nej, for pokker!« udbryder hun i telefonen fra Møn.

»Det er der ikke nogen, der kalder mig mere. Og jeg ville heller ikke bryde mig om det. Men det var absolut nødvendigt i 1970erne, at vi allierede os. Som kvinde blev man totalt ignoreret; man fik simpelthen ikke lov til at trække vejret i kunstbranchen, hvis man ikke agerede mand. Så vi droppede mændene, vi besluttede os for at være skideligeglade med dem og bare gøre vores ting.«

– Men det har ændret sig?

»Det har ændret sig fuldstændig, absolut. Der er stadig kampe, der skal kæmpes, men helt ærligt: Det er mændene, der halter efter os nu, ikke? Og jeg tror, det er på tide, at vi holder op med at give kunstnerens køn så meget opmærksomhed. Pyt! Lad billederne tale for sig selv.«