Weekendavisen: Mesteren og mønstereleven

Scroll down to content

Af Stine Nørgaard Lykkebo

Ursula Reuter Christiansen og Janaina Tschäpe: Das Unheimliche. Den Frie Udstillingsbygning, frem til 5. september.

Efter Ursula Reuter Christiansen og Janaina Tschäpes udstilling på Den Frie drømmer jeg ikke længere om immunitet, men om dødelighed; mørkt alvor, flammende Leidenschaft og vægten af århundreders kulturhistorie. Das Unheimliche, som udstillingen på Den Frie så selvfølgeligt, men utynget hedder, har det hele. To tyskfødte kunstneres heftige værker i en genstridig, men gensidig udveksling af skummelhed. Både helt nye og 1990er-gamle værker er med. Tilbage fra den tid, hvor Ursula Reuter Christiansen (f. 1943) var professor på Hochschüle für bildende Künste i Hamborg, og Janaina Tschäpe (f. 1973) var hendes elev. Det er første gang siden lærer-elev-tiden, at de to kunstnere mødes og krydser kunst. Sidenhen er Tschäpe blevet voksen og en internationalt anerkendt kunstner, Reuter Christiansen 78 år og stadig suverænt stormalende.

Rundtom i Willumsens sommerlumre trærum gnistrer begges malerier fra væggene. Reuter Christiansen, som har gennemlevet en tungere del af Tysklands historie end Tschäpe, skumler mest – i dybere og drabelige farver og med et figurativt undersprog og angstfulde ord, skrevet direkte på billederne, som man ser det hos Anselm Kiefer. Tschäpe maler abstrakt, filtret og langt lysere, men med en vis systematik og grafisk stringens i virvaret af krøllede strøg, streger og felter. Forbindelsespunkter mellem de to er der dog masser af. Tøj, performativitet og tysk arvegods ulmer hos begge. Reuter Christiansen med sine lange gevandter på tørresnor under titlen My clothes are my different identities (2021) og Tschäpe med dagbogsgouacherne Self Portrait (2018-21) af ansigtssilhuetter; dybe øjenhuller, suggestive munde og udtværede træk.

Også i video og foto er Tschäpe sugende god. I serien Lacrimacorpus snurrer en kvinde i korset og kyse rundt i fornemme gemakker på Ettersburg Slot med Buchenwald truende bag det grønne skel i parken udenfor. Til insisterende klaverspil og med oppustede kondomer i en krans om halsen spinder hun som i en spilledåse, indtil hun falder om, tynget af de kvælende attributter.

Inde ved siden af høres Reuter Christiansens ru stemme og stemte s’er. Hun læser højt af teksten Skovsø, mens plumret vand illuderer skovsø i installationen af samme navn. En mørnet bænk er ved at drukne sammen med et (virkeligt!) daguerreotypi af kunstnerens egen oldefar. På væggene flyder kvinder i grønne søer og mænd i moser ved birketræer. Hvis her lugtede af noget, ville det være af skumring og urgammel skov. Åh, hvis bare Pfizer gad blande tysk dramasind i min vaccine. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: