Information: Venskabsudstilling med Ursula Reuter Christiansen og Janaina Tschäpe er dragende

Scroll down to content

I Den Frie Udstillingsbygning har to stærke kunstnere fra hver sin generation, Ursula Reuter Christiansen og Janaina Tschäpe, sat hinanden stævne i en fabelagtig sommerudstilling, der i venskabets ånd flirter med det ukendte og det intime

Af Ida Marie Hede

Freud var heldig med opfindelsen af begrebet das Unheimliche – på engelsk the uncanny. For det elastiske begreb har fungeret som benzin for kunst og tænkning i over hundrede år.

Das Unheimliche betegner grænsen mellem det hjemlige og det ufamiliære: for eksempel det chok, den stemning eller det møde med dødens grænse, der opstår, når man ser en dukke blinke med øjnene eller et dødt landskab blive animeret og levende.

I begrebet lurer også det ubehagelige i det at have en dobbeltgænger: for eksempel at have taget det samme tøj på som sin kæreste; at begæret gør én til mere kopi end original. 

Netop dén prikken til idéen om originalitet er på færde i Das Unheimliche, som også er navnet på Den Frie Udstillingsbygnings nyåbnede og virkelig gode udstilling. Her mødes de to kunstnere og sværvægtere, tyskfødte, men danskboende Ursula Reuter Christiansen, som er tidligere professor på Hochschule für bildende Künste i Hamborg (og Kunstakademiet her i København), og tysk-brasilianske Jainana Tschäpe, som i mange år var Reuter Christiansens elev.

Det er et stærkt koncept for en udstilling – at invitere to etablerede kunstnere fra to forskellige generationer til at mødes ligeværdigt og udfolde deres praksis og gensidige tiltrækning baseret på et mangeårigt venskab, så beskueren selv kan opdage fællestræk.

Det mærker jeg allerede i det første rum, jeg træder ind i:

Tschäpes akvareller, en serie af selvportrætter, hænger i identiske formater i to rækker, papiret klæbet direkte op på rummets to vægge. Gentagelsen af motivet, et slags maskeansigt, er både komisk og manisk. Portrætterne er malet med flydende strøg, dekorativt tegnede detaljer ligger oven eller under akvarellens vandagtige farvelag.

Eventyrlige, men også animalske og drabelige, minder de mig om østrigske Miriam Cahns deadpan ansigter (Cahn, hvis soloshow i foråret hittede på Kunsthal Charlottenborg), omend Tschäpe i kraft af gentagelsen opløser idéen om et stabilt selv med større trang til symmetri og ynde.

På en snor gennem samme rum svæver en række smukke vintagekjoler i skrøbeligt stof. Teatralske, let fallerede. Kender man Reuter Christiansens praksis, vil man vide, at kjolerne er tilbagevendende personaer i hendes praksis – figurer, der har optrådt som dramatiske elementer i hendes film og performances fra 1960’erne til i dag.

Senere i udstillingen møder man den sorte kjole Berta klæbet op på et lærred og omringet af brune plamager. At kjolerne fornemmes levende, bærer så meget fortælling, vækker en ærefrygt i mig: Tænk, de kunne flænse så let.

Das Unheimliche er allerede slået an her: Det urovækkende i Tschäpes gentagelse af ansigterne, og kjolerne, der er efterladenskaber, hylstre for engang svedende kroppe.

En velfortjent renæssance

Herfra vokser udstillingen både i format og tyngde. Noget, begge kunstnere deler, er en evne til let at arbejde med flere medier. Tschäpe viser både maleri, foto, keramik, tegning og film, man fornemmer, at hun kunne kaste sig over et utal af formater og skalaer, og Reuter Christiansen viser maleri og installation. Grænserne mellem medier virker porøse.

Men inden jeg går videre, lidt kontekst:

Ursula Reuter Christiansen har inden for de seneste år fået en velfortjent renæssance med blandt andet en retrospektiv udstilling på SMK og en række galleriudstillinger. Hendes mangeårige praksis har været voldsomt betydningsfuld ikke mindst på grund af det frigørende stof – bedst kendt er den feministiske klassiker, filmen Skarpretteren. Reuter Christiansens arbejde spænder over alle medier og trækker tråde tilbage til blandt andet fluksus-kunstretningen, der fortryllede det flygtige og det hverdagslige.

Hendes værker rummer en særlig balance mellem politisk indignation, galgenhumor, feministisk urkraftopråb og intime, skrøbelige fortællinger spundet ind i historiens vingesus.

Det har været særligt interessant at følge Reuter Christiansens maleriske praksis de seneste år. Das Unheimliche viser et fantastisk udvalg af hendes malerier fra 80’erne og 00’erne, men byder også på dugfriske værker. Grundstemningen er burlesk, mytologisk og sårbar, i farvetoner med råb ud til den eksistentielle tyske ekspressionisme.

Og æstetikken bliver ved med at udvikle sig i nye retninger. Særligt to malerier, der er blevet til i coronaens klaustrofobiske år, punkterer det indimellem storladne og emmer af en overraskende, morsom desperation:

Det fabelagtige Two Men in the Moor er et dunkelt hedelandskab malet i negativ. Strittende hvide træstammer mod nattens sorte og en opløst horisont. I forgrunden to ormelignende kroppe, der slanger sig med sorte, spørgende ansigter.

Apocalyptic Landscape er en farvestrålende undergangsverden. I et surreelt landskab bugter sig en lang slange med et komisk fjæs. En fed mintgrøn nonchalant streg tegner en horisont op, som var hele billedet en krop.

Her er ingen angst for besynderlige detaljer, for brud i genre, for pludselig at male en lille figur i det abstrakte.

Slående er også installationen Svovl Kjole. Fra en sort kjole på en gine strækkes neongrønne stofstykker mod gulvet, hvor de fæstnes til neongrønne stofbolde, som var de bøjer. Er det en flamboyant spændetrøje eller heksens magiske forsvar? Det tynde stof virker både som en forlængelse af og en reaktion på det bombastiske malerstrøg. 

Serien Floating fra 00’erne, som består af tre malerier, minder om de kvindemotiver, Reuter Christiansen har malet de seneste par år. Her ser vi en flydende kvinde, en naivistisk Ofelia mellem frihed og død, i tre tindrende grønne versioner. En med romantiske åkander, én med slyngende vandplanter, den sidste som svævede kvinden i en sitrende green screen.

Stilfuld romantik

Side om side med Reuter Christiansen finder vi Janaina Tschäpe, som i mange år har udstillet internationalt. Tschäpe er en stilfuld, dygtig kunstner. Hendes malerier er store i skala, landskabsmotiverne, som er gennemgående, svajer mellem abstraktion og repræsentation.

Snow Day 2 er en flade af flimrende snirklede former, en vilter snestorm i bevægelse. Schmetterlinge im Bauch skildrer måske bogstaveligt en mavesæk, men er også et mentalt billede. Oven på og under sine malede, bløde, splintrede flader tegner Tschäpe sådan, at malerierne virker kalligrafiske, de har en krusedullet hvidhed. 

Andre malerier er mere tydelige landskabsscener, nattescener med stjerner. Altid forsvinder den tydelige krop eller det tydelige landskab i snurrende bevægelser og flader i lag.

Begge kunstnere synes at være romantikere; men hvor Reuter Christiansen er indigneret, patosfyldt og skælmsk, forvalter Tschäpe romantikken med ynde i en optimistisk flirt med nattens gru. Det cykliske, organiske og milde holder desperationen på afstand.

Her risikerer man ikke, at et spøjst væsen dukker op i en abstrakt flade, så æstetikken stritter. I sammenligning med Reuter Christiansen – det er uretfærdigt at sammenligne, men svært at lade være – kan Tschäpe ikke undgå at komme lidt til kort.

Især hendes malerier virker perfekte til en international kommerciel kunstscene, hvor man skal kunne producere til både bankfoyer og galleri. Men måske er det min fordom, at jeg ikke ser Reuter Christiansens iltre hvirvler kunne blive indkøbt til for eksempel EU-Parlamentets auditorium? 

Jeg kigger i en vitrine med et udvalg af Tschäpes fotos og tegninger. Skitseagtigt iscenesætter hun sin egen krops ikkemenneskelighed; spor fra Cindy Sherman, fotografen Francesca Woodman, den cubanske feministiske kunstner Ana Mendieta.

Her er de to kunstneres fælles inspiration mere tydelig: kroppen, i al sin flygtighed og dødelighed. Ambivalente tilstande, der både er uhyggelige og almindelige.

Det fanger Tschäpe især i sin lavmælte filminstallation Sala de Espera, hvor en kvinde opdager, at sære vinger vokser fra hendes skuldre.

Og også i den enkle video Lacrimacorpus, optaget på et slot i Weimar, der historisk grænsede op til koncentrationslejren Buchenwald. En kvindekrop cirkler i en aristokratisk kjole om sig selv indtil hun på komisk vis kollapser, mens en klynge af gennemsigtige balloner er fæstnet til hendes kyse. 

Her bliver jeg mindet om, at Das Unheimliche også er historiens gentagelse i nuet, traumet, der popper op igen og igen og farver landskabet. Reuter Christiansens installation Skovsøen, en dam med mørkt vand midt i udstillingsrummet, fortæller historien om et druknet familiemedlem. Og på den måde bliver der ved med at være relationer mellem de to kunstnere i denne absolut dragende udstilling. 

Janaina Tschäpe og Ursula Reuter Christiansen: Das Unheimliche. Den Frie Udstillingsbygning. Indtil den 5. september. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: