Kulturmagasinet Fine Spind: KVINDEN, DER LOD SIG OFRE

“Det næste store øjeblik i historien tilhører os!” Sådan lyder en slutning, som netop har fået en ny begyndelse.

Med kurator Birgitte Anderberg i spidsen har Statens Museum for Kunst netop åbnet dørene for udstillingen Skarpretteren, der tager afsæt i og udfolder den tysk-danske billedkunstner Ursula Reuter Christiansens film med samme titel – en film, som for første gang blev vist i 1971, og som nu næsten 50 år senere er blevet født igen.

”Den oprindelige film har sine egne metastaser – andre har taget filmen op, og processen med værket er ikke afsluttet. Det er det, vi viser med totalinstallationen her,” fortæller Ursula Reuter Christiansen til Kulturmagasinet Fine Spind, få dage før udstillingen officielt åbnes for presse og besøgende.

Ursulas stemme bølger varmt, i et dybt toneleje med en let ruflet overflade, der minder én om følelsen af, når nylon møder vejrbidt hud. På den anden side af væggen lyder hendes stemme også; en mørk men glat kvindestemme, hvis tydelige artikulation og let forfinede vokaler minder én om en anden tid.

Og det var det bestemt også, en anden tid, da Skarpretteren blev indspillet og vist for første gang.

ursula-reuter-christiansen-skarpretteren-statens-museum-for-kunst-feministisk-kunst-1

Valmuerne, der har en fremtrædende rolle i Skarpretteren, er en klar reference til Første Verdenskrig blodbad og en kommentar til det maskuline samfunds voldelige sider. Samtidig er blomsten et symbol på skønhed – og på forgængelighed.

ursula-reuter-christiansen-skarpretteren-statens-museum-for-kunst-feministisk-kunst-2

Skarpretten blev mødt med buhråb, da den første gang blev vist i 1971.

Kvindeofferet

Da Skarpretteren for første gang mødte publikum på en filmfestival i Berlin i start-halvfjerdserne, blev filmen med Ursulas egne ord ”buhet ud”.

“Jeg måtte bare se at komme i gang og lade være med at være så sentimental og melankolsk, sådan var holdningen. Da jeg senere blev professor i Hamburg – næsten 20 år efter – så viste jeg filmen igen, og der var der stor interesse for filmen. Og nu, det er jo en kendsgerning, så bliver den set som hovedstolen i dansk feministisk kunst fra 1970’erne,” fortæller Ursula Reuter Christiansen.

Spørgsmålet er, hvad 70ernes buldrende feminisme havde imod filmen, der siden er blevet noget nær kult.

“I en kampsituation er det ikke tilladt at vise tegn på svaghed, og det var det heller ikke dengang. Men nu – nu er det okay. Jeg oplever, at folk synes, det er modigt, at filmen er så sensibel, og at turde vise de konflikter og modsatrettede følelser, man kan have som kvinde,” lyder Ursulas egen forklaring.

Kvinden, publikum møder i Skarpretteren, har to klædedragter. Den lysklædte kvinde, der fletter blomsterkranse med sin søn ved sin side. Og den mørkklædte, indhyllet i sorg og med favnen fuld af blade fra valmueblomsten, der med en reference til Første Verdenskrigs slagmarker ikke blot er symbol på forgængelighed og skønhed, men også på døden. Døden er Ursulas egen; den er kvindens opofrelse af sig selv:

“Skarpretteren kan gøre med mig, som han har lyst til. Lykkes det mig eller en af de andre kvinder at gøre sig fri af ham, så er der altid de kære børn. De kære, søde børn, som man slæber rundt på hele dagen,” lyder kvindens stemme i filmens begyndelse.

Samtidig er ofringen af kvinden en symbolsk ofring – af netop kvinderollen, som historien har dikteret den. Som sådan giver Skarpretteren plads og stemme til de mange og ind imellem modsatrettede facetter af det at være kvinde, ikke blot gennem filmen men gennem dens rekvisitter og inspirationskilder, som Statens Museum for Kunst har erhvervet sig i forbindelse med udstillingen.

Fra et skød af valmuer

Skarpretteren blev indspillet kort tid efter, at Ursula Reuter Christiansen forlod Tyskland og flyttede til Møn med sin danske mand, Henning Christiansen. Det var et ægteskab, hvor hun nød stor opbakning til sin kunst, fortæller hun i et videoportræt, der tegnes som en del af udstillingen. Men også et ægteskab præget af de kampe, som følger, når man gifter sig med en mand, der aldrig har rørt en karklud.

Trods det tydelige afsæt i Ursula Reuter Christiansens egen oplevelse af at bryde med alt, hun kender, med at blive gift og blive mor understreger hun, at hun med Skarpretteren sætter ord på noget andet og mere end sin egen situation.

”Der er så mange programmer nu for tiden, hvor alle mulige folk taler ud om alt, men det jeg laver, er noget andet. Det er jo ikke en dagbog – jeg taler om noget, der går ud over mig selv, og sætter det ind i et andet sprog,” siger Ursula Reuter Christiansen.

Det sprog har andre taget op og taget videre. I 2016 blev Ursula Reuter Christiansen kontaktet af grafiker og bogdesigner Louise Hold Sidenius, som havde produceret en række store silketryk af stills fra Skarpretteren.

”Hun spurgte, om jeg ikke lige ville se på dem – og først ville jeg ikke rigtig, jeg tænkte, ’hvad nu med det’, men Louise insisterede. Men så så jeg de silketryk – og så, hvordan de åbner andre vinkler på noget, der er lavet for snart 50 år siden,” fortæller Ursula.

Silketrykkene inspirerede til et nyt samarbejde og en fælles udstilling på Kunsthal Charlottenborg i 2016 – en udstilling, der videre inspirerede kurator Birgitte Anderberg til udstillingen, der har ladet Skarpretteren genføde i et skød af nymalede valmuer på Statens Museum for Kunst.

Fakta:

Udstillingen Skarpretten kan ses på Staten Museum for Kunst frem til den 10. juni 2018

Ursula Reuter Christiansen er født i 1943 i Trier, Tyskland. Hun blev uddannet i 1969 fra Akademie der Künste i Düsseldorf, hvor hun var elev af professor Joseph Beuys. Hun var gift med den danske komponist Henning Christiansen (1932-2008), og sammen bosatte de sig i Askeby på Møn i 1969. Her bor og arbejder Ursula Reuter Christiansen stadig i dag.

Reuter Christiansen har været professor ved kunstakademiet i Hamburg (HfBK) fra 1992-97 og professor i malerkunst ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København fra 1997- 2006.

Derudover repræsenterede hun og Henning Christiansen Danmark på Venedig Biennalen i 2001. Reuter Christiansen har også udstillet på blandt andet Charlottenborg (2016), MOCA, Los Angeles (2007-08), Kunsthallen Brandts Klædefabrik (2000) m.fl.Udstillingen kan opleves frem til den 10. juni.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s