KUNSTANMELDELSER, MATHIAS KRYGER
»Den handler om kvindens fornedrelse og ophøjelse. Den er et opgør»
Filmen ’Skarpretteren’ af Ursula Reuter Christiansen er et smerteligt poetisk værk. Men udstillingen på Statens Museum for Kunst er slap i sit tag om kunsten og bakker den ikke op i tilstrækkelig grad.
Sådan klippes der mellem de to tableauer, og som jeg husker det, bevæger kameraet sig sejlende rundt om kvinden. Det er modsætningsfyldt, men det er mere end det. Livet i sekvensen med barnet er lige så meget døden, som døden er kraftfuld i sekvensen med den mørke symbolske figur med det hvide ansigt.
Bødlen frigør kvinden
I ’Skarpretteren’ er det ikke enten-eller. Den figur, filmen er opkaldt efter – klædt i rød kappe som en anden Dante – er bødlen, den, som henretter den dømte, men han er også den, som frigør kvinden.
De døde soldater i massegravene gøder den jord, hvori de mere røde end røde valmuer vokser. Det er ikke enten liv eller død. Men måske død for at give plads til liv.
Et andet skarpt billede: Kvinden ammer den sårede soldat, så klumpet yoghurt hænger ham i skægget.
Her vader vi ind i en af katolicismens helt tunge og ikonografiske urscener og i en af kunstens grundlæggende byggesten. Besøg hvilket som helst kunsthistorisk museum, og du drukner i mælken fra madonnaen og i Jesus-barnets grådige sutteri: den biologiske kvinde som malkemaskine, den hellige livgiver.
Det må være så vildt som kvinde at se sig selv indskrevet igen og igen som ånds- livs- og erotikmaskine på én og samme tid.
Frygteligt, men måske også ekstatisk. Ikke enten det ene eller det andet, men det hele på samme tid. Det er også det, ’Skarpretteren’ folder ud for os: Prøv lige at være alt det og kunstner samtidig! Forskellen er her, at det er kvinden selv, som fortæller sin historie. Det er kvinden selv, der lader sig henrette for at kunne genopstå som sig selv.
I en ufravigelig poetisk form, der sine steder er surrealistisk og andre steder svævende romantisk, optegner Ursula Reuter Christiansen en set fra nutidens perspektiv hyperærlig kunstfilm med undertitlen ’En musikalsk legende om kvindens fornedrelse og ophøjelse’.
Der er ingen distance til følelsen i værket, og det kræver tilvænning som nutidig lytter at nærme sig den poetiske alvorstone i filmens voice-over. Her er vi så langt fra den jazzy konceptuelt distancerede og croonende voice-over i for eksempel Jørgen Leths ’Det perfekte menneske’ fra 1967, som vi kan komme.
’Skarpretteren’ er ikke tongue-in-cheek-jazz, men proklamerende poesi og folkets romantiske melodier, folkemusikken og de populærsange, der synges over vaskefadet, i grovkøkkenet, i marken.
Og musikken er da også et af de helt bærende elementer i filmen, der i sin form både trækker på det kompositoriske i maleriet og på det kompositoriske i musikken: Det er en malerisk film bygget op omkring visuelle tableauer og en musikalsk film, der lader musikken guide klipningen og sekvensernes forløb.
Lovlig dunkel iscenesættelse
Statens Museum for Kunst har for nylig købt ’Skarpretteren’ og de malerier, kostumer og rekvisitter, der indgår i filmen.
Det er det meget diverse materiale, der nu vises som en samlet totalfremstilling garneret af en formidlende tidslinje med plastiklommer fyldt med dokumenter fra filmens tilblivelse og reception.
Her kan man besigtige budgetterne, læse korrespondancen mellem kunstneren og repræsentanten for det filminstitut, der bekostede filmproduktionen – førnævnte Jørgen Leth – og man kan læse pressens anmeldelser.
Det er blandt disse dokumenter, man får snerten af en museal og intellektuel bearbejdning af det historiske materiale i ’Skarpretteren’, og her, man kan sætte filmen i sporadisk relation til blandt andet filmhistorien og til en bredere europæisk kontekst.
’Skarpretteren’ kunne sagtens bære en udstilling med lidt mere museal vilje og med decideret forskningsmæssig dybde. Forstå mig ret, det er fantastisk, at nationalgalleriet indkøber og fremviser de feministiske hovedværker, der har manglet i samlingen.
Nu skal museet blot vise os, at man også er villig til at gribe om og understøtte dem og bære dem langt ind i kunsthistorien.
Foto: Sasha Carlson Billede fra ‘Skarpretteren’.
URSULA REUTER CHRISTIANSEN 