Information, Maj 2016
»Jeg syntes jo selv, at det der med at hugge hovedet af, blot symboliserede en form for genfødsel, ligesom det ofte gør i klassisk kunst.«
Kunstneren Ursula Reuter Christiansen står og forklarer store silketryk på væggen, med store armbevægelser. Halshugningen er det sidste billede af en serie, der i anledning af Thousand books hænger på Charlottenborg. Det er bearbejdede filmstills, taget af Freddy Tornberg, fra kortfilmen Skarpretteren, som Reuter Christiansen skabte i 1972, og som hun siden flere gange er vendt tilbage til.
Den nu 73-årige kunstner stammer fra Tyskland og gik på kunstakademiet i Düsseldorf. Foran de store silketryk med de fortsat så foruroligende billeder mindes hun, hvordan Skarpretterenganske enkelt ikke blev forstået af de andre kvinder, da den blev vist på Berlinerfilmfestival.
Nu griner hun ad det. »Den blev buhet ud. Simpelthen. De forstod ikke mit ekspressive udtryk, at det var kvindens underkastelse gennem tiden. Den slutter jo ellers med sætningen »Det næste store øjeblik i historien tilhører os.«
På det første silketryk ser man en ung Ursula Reuter Christiansen klædt i hvid blondekjole, som også virkelig hænger dér på væggen. Ursula Reuter Christiansen forklarer, at det var hendes bedstemors brudekjole.
Så er der billederne, hvor kvinden farer vild i en skov nærmest som en rødhætte. Billeder, hvor det blod, hun har på kjolen og i skødet, er malet skarpt rødt på det sort-hvide tryk. Et madonnalignende billede, hvor hun ammer en mand. På det sidste silketryk hænger kvindens afskårne hoved på døren til et hus.
Samtlige billeder kan nu genfindes i en stor drømmeagtig kunstbog fra kunstnerkollektivet og forlaget ’Officin’. Her er billederne grovkornede næsten som erindringsbilleder, der er ved at forsvinde. Selve motiverne virker forbavsende nutidige.
Det er en bearbejdelse af Ursula Reuter Christiansens egen bearbejdelse af Skarpretteren i en lille bog fra 1986, hvor man også finder en række af de tekster, hun dengang lavede filmen ud fra. »Børnene var blevet store og snyltede ikke mere på hende«, kan man læse blandt de mange meget billedstærke, nærmest surrealistiske tekster og drejebogen til filmen.
»Vi troede jo virkelig, at forandringen ville ske meget hurtigere,« siger Reuter Christiansen: »Det er måske derfor, det stadig virker stærkt. For det gjorde det jo ikke. Denne her cyklus, det var jo slet ikke overstået. Det bliver ved.«
Vi sætter os ned i foyeren på Charlottenborg. I forhuset ligger kunstakademiet, hvor Ursula Reuter Christiansen i næsten ti år var professor. Faktisk den første kvindelige professor på malerskolen, fortæller hun med lidt fryd i sin ru stemme, der aldrig helt er sluppet af med den tyske accent. Reuter Christiansen er hård ved sig selv, når hun fortæller om årene som professor.
»Jeg elskede det jo, det er ikke det. Men jeg begik virkelig en fadæse, da jeg begyndte. Jeg tror, at mange af de kvindelige elever havde peget på mig, fordi de håbede at få en rigtig feminist som professor. Men jeg kom fra Hamborg, hvor jeg havde undervist i flere år, og der havde vi haft en meget stærk rektor, feminist og lesbisk og meget stærk. Men hun pålagde os at lave en bestemt for kunst, udfylde en bestemt rolle.«
Orkede ikke feministisk kamp
Så da Ursula Reuter Christiansen vendte tilbage til Danmark for at blive professor i slutningen af halvfemserne, orkede hun ikke den feministiske kamp længere.
»Det første jeg sagde, var: Nej, jeg gider ikke, I må selv finde ud af det, selv gøre det. Den anden fadæse var, at jeg sagde, at min skole altså ikke var en malerskole. Det var blot et sted, hvor vi talte om kunst. Ligesom hos Joseph Beuys. O.k., hos ham var maleriet jo direkte bandlyst. Så udvandrede de unge kvinder til de andre skoler. Jeg havde mest mænd, som ikke befandt sig så godt med de meget ’mandlige’ professorer. Jeg har fortrudt det virkelig meget. Jeg skældte de unge kvindelige malere ud og spurgte, hvad det dog var for noget at sy med perler. Jeg regnede det ikke for en skid, alt det nyfeministiske. Det har jeg virkelig fortrudt. Det var jo skidedygtige piger, som har profileret sig, og jeg måtte indse, at det ikke længere var halvfjerdserne, det var halvfemserne. At vi var et andet sted henne, men at kampen slet ikke var færdig.«
Der er noget med selve håndværket som kunstner, Ursula Reuter Christiansen er stolt over og som også adskilte hende fra visse rødstrømper. For hende var der nødt til at være en kunstnerisk kvalitet i det man laver, hun kunne ikke helt forlige sig med de feminister, som bare synes man skulle udtrykke sig »og male sig selv på en cykel forfra og bagfra«.
Hun forklarer, hvor minutiøst Skarpretteren blev planlagt, hvordan hvert eneste billede og bevægelse var udtænkt. Hendes mand Henning Christiansen, der var komponist, havde lavet musikken, inden filmen blev drejet, og så blev der filmet nærmest på sekundet. Der gik nærmest ikke en meter film til spilde, forklarer hun stolt.
Billedverdenen er dybt inspireret af Luis Buñuel og Sergej Eisenstein, indholdet præget af Ursula Reuter Christiansens livslange interesse for eventyr, tyske folkeeventyr og de store tragedier. Det er jo dér, de afhuggede hoveder betyder noget.
»Det er jo også der, at der er det helt umulige forhold mellem kønnene. Det kan bare ikke lykkes. Der er alle disse misforståelser, det bliver til magtkampe selv i kærligheden. Hvem ejer hvem?«
– Så du har ikke en løsning at give mig?
»Nej,« griner hun »Det bliver bare ved og ved.«
Men selv om feministerne i Berlin ikke forstod Ursula Reuter Christiansens værk dengang, havde rødstrømpebevægelsen kæmpe betydning for hende.
»Jeg ankom jo til Danmark i 1967 og sendte rapporter ned til Düsseldorf om, at der virkelig skete noget fantastisk i København. Der var kredsen omkring Eksskolen, Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Lene Adler. Vi kvinder lavede basisgrupper, det var fantastisk. Jeg tror ikke, man aner, hvor lidt vi dengang vidste om kvindelige kunstnere. De var der jo bare ikke. Jo, i Tyskland var der Paula Modersohn Becker, jeg havde købt en bog om hende, men det var nærmest den eneste. Vi havde simpelthen ingen bevidsthed om, at kvinderne ikke var skrevet ind i kunsthistorien, også selv de havde været der.«
– Men i kredsen omkring Beuys var der da også kvinder?
»Ja, men de var få, og det var mændene, der dominerede. Da jeg kom tilbage på besøg og var gravid, og det bekymrede mig, hvad der skulle ske med min kunst, ved du så, hvad Beuys sagde til mig? Han sagde ’Pyt med det, der er så mange kunstnere. Det er meget vigtigere at være en god mor’. Hun slår over i tysk eine Gute Mutter das ist wichtig. Så blev jeg altså gal, men der havde jeg jo også været sammen med rødstrømperne i flere år.«
Firserne var en attitude
Ursula Reuter Christiansen har altid haft en ekspressiv billedverden, og på mange måder var hun forud for sin tid. Hun har ikke meget tilovers for ’De unge vilde’, da de skabte lignende malerier i starten af firserne, hvor et nyt maleri brød frem med udstillingen ’Kniven på hovedet’.
»Jeg var jo ærkeekspressionist og så kom de pludselig, og så tænkte jeg: ’Jeg har for længst været der’. Men når jeg nu tænker på de folk, Claus Carstensen, Peter Bonde og alle de andre, så har de jo håndteret det helt anderledes. Der er mange, der har givet mig en cadeau og anerkender, at jeg malede sådan længe før. Men jeg har hele tiden bundet det op på noget andet.«
Hun tøver lidt: »Det ekspressive er jo en form for skrig. Jeg havde et eksistentielt behov for at udstøde de skrig. For dem var det en attitude. Der var al den konceptuelle kunst, og så var deres oprør en form for fadermord. Ja, nu skulle der være gang i gryderne og balder og brag. Men for alle de tyske ekspressionister handler det om sjælens kvaler. Det er bundet op i vores egen historie. Jeg blev jo født under krigen, for os handler det også om anger. Det der i firserne var en attitude. Tomme tønder buldrer mest, er det ikke sådan man siger? For mig skal der være en mening med det. En nødvendighed.«
Ursula Reuter Christiansen glatter lidt ud og fortæller, at det jo er fine venner, de der var professorer samtidig med hende. Men at det var noget, de diskuterede med fynd og klem.
»De grinede lidt ad mig og havde vel nærmest lidt medlidenhed med mig og sagde ’Jamen, Ursula, hvis du finder et stykke smukt papir på gaden, så bruger du bare det, du kan lave kunst af alting’. Jeg ville have et budskab i det. For mig har der været kvindekampen, men også arbejderkampen. Sådan har jeg det stadig, og det skyldes jo også Beuys, min store mester. Det er stadig min trosbekendelse.«
– Er det derfor der nu igen er nogle unge kunstnere, der har brug for dig? Når Officin bearbejder både din film og din bog på ny?
»Jeg er i hvert fald utrolig glad for det. Der er en form for cyklus i det. Som om hele filmen dengang var en skitse til alt det, som kom til at ske. Jeg har jo haft rig lejlighed til at studere det også i min egen levetid. Mandlige kunstnere kan være totalt hensynsløse. Jeg har opdraget fire børn, og sådan har jeg bare aldrig kunnet være. Ofte har de kvinder, som er blevet store kunstnere, som Marina Abramovic for eksempel slet ikke børn. Mændene har nogen til at tage sig af børnene. Så enkelt er det.«
– Er det så noget med tiden, du skal arbejde med nu?
Ursula Reuter Christiansen griner højlydt.
»Sidste gang jeg var på Biennalen for et par år siden – og jeg udstillede jo der sammen med Henning i 2001 – tænkte jeg, at man jo stadig opdager alle disse fantastiske kvindelige kunstnere og pludselig ser, at der er et helt værk. Jeg er i gang med at prøve at lave en bog om mit værk, alle de tegninger og tekster, jeg har liggende i kasser. Jeg vil sgu da gerne opdages.«
»Men så vil jeg videre. Jeg er endelig i en situation, hvor jeg kan lave lige, hvad fanden jeg vil. Måske noget med tiden, ja. Noget med at nærme sig døden. Men ikke på en deprimerende måde, det gider jeg ikke længere.«
https://www.information.dk/kultur/2016/05/tilbage-kvindens-afhuggede-hoved-tegn-paa-nyt-liv
URSULA REUTER CHRISTIANSEN 