Petra Kleis har fotograferet 41 bemærkelsesværdige danske kvinder over 40 og fået deres livsråd, refleksioner og erfaringer med at blive ældre.
Fotograf Petra Kleis, stylist Vibe Dabelsteen, hair Ayoe Nissen og Ursula Reuter Christiansen på Møn
Ursula Reuter Christiansen dialog med Petra Kleis:
Hvad er dit forhold til alder?
Det er helt af helvede til. Jeg hader at tale om alderen.
Jeg bliver helt hysterisk, når vi taler om alder. Jeg havde aldrig forestillet mig, at det ville blive så galt. En proces hvor kroppen, sindet alt ældes, falder til jorden og bliver til jord. Hvorfor skal vi kunstigt holdes i live?
Hvilken “alder” var den bedste? (Hvorfor?)
Det var 40 år. Kære, kære Petra du er 40 år, —du tror du er allerede er gammel, du er som en lille bjergged, der kravler op og ned af væggene, på de der klatrevægge. Jeg er 82, du er 40. Du er ikke gammel, du er ung. 40 år var min bedste alder. Jeg har realiseret det liv, som jeg selv har valgt, det sted jeg gerne vil være, fået de børn jeg ville have. Jeg har fået alle de høns, de duer (nej, duer har jeg ikke haft), katte og rotter… Alle de dyr der findes i spektret. Vores børn er kommet i teenagealderen, de er store nok til at mor kan tage på arbejde. Første gang i hele min karriere, fik jeg et job i København, hvor jeg skulle tage afsted fra mine børn – og det var vidunderligt. Jeg tog afsted til Skolen for Brugskunst, og underviste to dage om ugen. I 40 års alderen har du realiseret alt det du har drømt om. Det har jeg i hvert fald.
Hvilken “alder” var den værste? (Hvorfor?)
Det er lige nu. Det er en forfærdelig alder.
Jeg besøgte engang sammen med min gode veninde Mai Dengsøe hendes forældre i deres hus i Sydsverige. Der findes et sted, Valhalla. Jeg sagde “Det er satans hvad er det, hvad betyder det?”. De fortalte mig, at det er en kæmpe dyb skrænt, der hedder Valhalla, hvor stammerne, slægterne – kommer af med deres gamle. De har et problem med deres gamle, de er til besvær. Lige som i dag —vi er ældrebyrden. Dengang havde de også en ældrebyrde. Mai’s far bar mig der ud på ryggen (nu digter jeg lidt). Hvor er Valhalla, den dybe skrænt i skoven? Dem der skulle dø tog de på hugge pack, hedder det på tysk, op på skulderen. Ned af kløften smider du det gamle menneske, din mor, din tante, din bedstefar, oldefar – ham eller hende smider du ned over skrænten. Det er Valhalla. De knuser vores hjerneskaller ned i bunden af kløften, men så kommer vi op til Valhalla og der drikker vi Mjød og har en vidunderlig alder.
Hvad har alderen taget fra dig?
Det er et mærkeligt spørgsmål. Den har taget min stolthed fra mig. Jeg er en ret flot kvinde, fik jeg altid at vide og følte det også selv. Med alderen er du paralyseret og ser i spejlet kun rynkerne og rynkerne, dårlige tænder og gule tænder. Det hele er af helvede til. Din stolthed bliver taget fra dig. Det har alderen gjort.
Hvad har alderen givet dig?
Den har ikke givet mig noget som helst. Jo, undskyld øjeblik, øjeblik. Det er helt i naturens orden, jeg har tre børn og de har fået børn — som er vidunderlige og min store glæde. Det har alderen givet mig — uden den alder jeg har, ville jeg ikke have oplevet de vidunderlige børn.
Er du bange for at blive ældre eller glæder du dig til det?
Jeg vil helst ikke blive ældre. Men jeg er tvunget. Jeg skal have en operation, piller, det hele er kun fordi man ikke smider os i Valhalla-kløften. Det går ikke etisk i vores velfærds Danmark. Vi skal holdes i live.
Hvad er det vigtigste råd, du vil give dine “medkvinder” om kærlighed?
At de skal få sig en elsker.
Hvad er det vigtigste råd, du vil give dine “medkvinder” om venskab?
Det er fint med venskaber. Jeg har aldrig selv haft brug for venskaber, pigemiddage, snak, snak, det har jeg ikke et forhold til. Jeg har dyrket venskaber i forhold til mit arbejde og mine udstillinger. De blusser op og falmer igen efter samarbejdet.
Hvilken personlig erfaring vil du give videre?
Ta´dig en elsker.
Hvis du kunne, er der så noget du ville gøre om i dine år efter 40?
Man kunne blive skilt. Men det vil ruske op i så mange menneskers liv og sammenhold. En drøm om at bryde ud og skabe et helt nyt liv, det er illusorisk. Det er nok påduttet. Hvorfor holder de ud i forhold til det, de ikke er tilfreds med? De ønsker sig noget andet. Og så må de konstatere, at selv hvis de valgte det, så har det så uoverskuelige konsekvenser, som vil gøre familien ked af det. Jeg har ikke nogen svar. Man må tage offerrollen på sig. Jeg vil hellere sige; “Sådan har jeg lagt, sådan har jeg bygget det op og jeg kan ikke pludselig sige svups – nu gør jeg noget helt nyt og helt enestående”. Det kan ikke lade sig gøre. Det er en erkendelse af, at man er bundet til det liv, du har bygget op i alle de år. Jeg forestiller mig et net, torve. Du kan ikke bare klippe dem over, så vil det falde ned i afgrunden. Det er måske en meget dramatisk udlægning. Men du kan ikke bare gøre alt, som om det ikke er hændt. Du er forbundet med det, du har skabt. Og det må du leve med.
Hvad er din personlige fun fact om at blive ældre?
Der er absolut ikke noget fun ved det.
Hvis ingen af ovenstående; hvad har du på hjerte?
Jeg prøver at ignorere smerterne og har nogle projekter. Ellers sidder jeg med tommelfingerne – og det er den rene død. Så længe vi lever, synes jeg det er vigtigt at have kontakter, projekter og fremtid. Ellers er det bare tavshed og tomhed.
URSULA REUTER CHRISTIANSEN 