af Bodil Skovgaard Nielsen
Der er få steder, der er så affortryllede som kunstmuseet Arken i Ishøj. Eller også er et kunstnerskab som Ursula Reuter Christiansens bare for grænseløst til at blive hængt i glas og ramme
Måske skal vi begynde med valmuerne. Disse vejkantsroser, skrøbelige siv, det aldrig er lykkedes nogen at plukke en buket af, for bladene vil ikke hænge ved. Valmuer, der lægger sig over markerne som røde knopper på kinderne, valmuer med sorte støvdragere og pelsede stængler. Røde som læbestiftkys, som kønslæber, som pulserende sår, som granatnedslag.
Hos Ursula Reuter Christiansen er der valmuer, det har der altid været, lige siden Skarpretteren, den ikoniske kortfilm fra 1971, hvor kunstneren som vordende brud og moder følges gennem drømmende tableauer af sin henretter, som var han hendes gom. Skarpretteren står endda selv på et tidspunkt i sin røde kappe og dasker til valmuerne, slår dem ned.
Og sådan er det med Reuter Christiansen, hun er ikke en sædvanlig blomstermaler, hendes valmuer er ikke mimoser, men morderisk fyrværkeri, rødvinspletter, flagermus og viruspartikler. De er opium, rusen og romantik. Og dér er de igen, på Arken, hvor soloudstillingen Jeg er ild og vand viser værker fra hele den store kunstners virke.
Ja, her er faktisk alt det, der altid har været hos hende: de dybe skoves mørke, traumerne, kvindekraften. Tænk Grimm-brødrene, før nogle fandt på at lave mindre uhyggelige versioner af deres eventyr. Men det er ikke bare gotik som æstetik – det er også bombede børnehjem og overvågningssamfund. Fortrængte traumer og åbenlyse forbrydelser. Det er politisk.
Eller det kunne det være, hvis vi ikke var på Arken – måske det sted, der med al sin kommunale beton er det længste, man kan komme fra det dugvåde leje af mos, man egentlig burde ære Ursula Reuters værker med?
Fejekosten er min pensel
Man træder ind gennem sortsmudsede skydedøre og mødes af en besværgelse: To hængende fejekoste, en rød og en sort, hænger i et kryds. Nu er vi i heksenes domæne, og også hekse kan have brug for at holde onde ånder fra døren. Indenfor er rummet omdannet til et kombineret vaskeri og mørkekammer. Et rektangel på gulvet er skrubbet med kraftrød maling, skuresvamp og balje står der stadig – på en tørresnor hænger hvide viskestykker med mareridtsmotiver malet med, hvad der ligner fortyndet blod. Er billederne af grædende kvinder og hængte hoveder forsøgt gnedet af – eller er de netop frembragt af hænder rynket af vand?
Sådan her kan man også skrive feministiske skabelsesfortællinger. Reuter Christiansen udpeger drillende ligheden mellem malerpensel og skrubbebørste, mellem grumset vand og fremkaldervæske, hun siger: At vaske er ikke kun at fjerne, det er også at skabe. Det er rengøringsmidler som alkymi. Et lydspor skabt af kunstnerens afdøde ægtefælle, lydkunstneren Henning Christiansen sender skvulpen og skrubben ud i rummet, lyde, der til forveksling kunne være fra skovens dybe stille ro, klukkende vand, susende vind. Og så burde uhyggen ellers være i gang.
Tilbage i lejrene
Det er den for så vidt også, men den største styrke ved den her præsentation af Ursula Reuter Christiansen – både installation, lyd, video, skulptur og i særdeleshed maleri er med – er nok, at den fremhæver værkernes politiske nerve. Ikke bare politik som en opvurdering af kvindens huslige arbejde eller politik som saneret modedyrkelse af hekseri og naturfarve. Nej, Ronja Røverdatter er blevet voksen og har fået eksistentielle kvaler, den virkelige verden er sgu rå nok.
For eksempel er der et rum, hvor tykke træstammer ligger fældet, kastreret, og har skrøbelige glasfader balancerende på sig. Det hele bare emmer af klodens undergang. Men især er der holocaustbearbejdningen, eller, det kan jeg i hvert fald ikke lade være med at tænke på det som, når jeg ser de sorte vagttårne, der står spredt rundt i udstillingen. I vasketøjsrummet står en buste af en kappeklædt bøddel på et tårn og holder øje, på et andet vagttårn er der en fjernsynsskærm med ét enkelt stirrende øje, på et tredje står en androgyn gipsfigur blot kaldet »Vidnet« med øjenlågene sænket – og har måske set for meget til at orke mere modstand.
Det helt geniale er imidlertid, at Ursula Reuter Christiansen ikke lader lejrallusionerne blive i fortiden, hendes værker taler om krig, bombardementer, grænsedragninger. For eksempel i Flygt, flyv, undvig, som er en bemalet skillevæg med gennemsigtige akrylplader og dog stadig en grænse. Og man får tanken: Har der været en henrettelsespeloton op ad denne væg? For akrylen er igen prydet af sorte og røde valmuer, malingen løber ned ad plastikken, det kunne være skudhuller.
Jeg får faktisk kvalme i det her rum. Fra højttalerne lyder det, som om nogen tramper rytmisk rundt i noget vådt med store støvler på. På den ene væg hænger et tekstilværk, hvor et ansigt spyer rød pigtråd ud af munden, mens glimtende knive falder ned fra himlen. På den anden væg et oliemaleri af en kvinde med gylden hud, der sidder i Den lille havfrue-positur og betragter et vandfald af rød væske, hvor det syder og bobler med røde klumper. Kødblomster, kødboller? På gulvet står, hvad der kunne være en forstørret kødhakker i jern og hedder blot »Menneskekværn«. Det er akkurat ikke splatterfilm, det er større end chokeffekten, hele tiden er der blikket for det industrielle: støbejernet, den masseproducerede plastik, gentagelsen på tværs af tid. Jeg tænker på massakrer og jagerfly.
Ingen kan redde dit skind
Det er værd at hæfte sig ved materialerne: fjer, pels, forkullet træ, glas, bejdset jern, iturevet lærred.
Ursula Reuter Christiansen har så konsekvent et materialesprog og har haft det gennem hele karrieren. Når man får øje på et værk, der ligner en dør i hobbitstørrelse beklædt med fuglefjer, er det svært ikke straks at forbinde fjerene til den udstoppede ørn, der sidder bag på en antik kane i midten af samme rum. Nogen må lade livet, for at et nyt kan opstå.
På kanen er der flere dyreskind: En pelskåbe står oprejst som en færgemand parat til at sejle de døde over Styx. Og søreme om ikke kunstneren selv (eller en dobbeltgænger?) har selvsamme pels på i et helt nyt videoværk, der vises i et andet rum, hvor hun bevæger sig gennem en diset vinterdag, mens en stemme hvisker på tysk: »Er det for sent? Det er for sent.« Der er spejle og spøgelser, jægere og byttedyr. Intet sted at redde skindet her.
Æggebombardementer
Fuglene – de er der igen i form af forspildte fugle, det vil sige rådne æg, som kunstneren har tyret mod abstrakte repræsentationer af bomber i to aktionsmalerier i et andet rum. Og foran disse æggemalerier, med deres spirituelle referencer til renæssanceklostres temperamaling, står endnu flere æggeformer: glasbomber med skældsord i bronze indeni, bomber, der vil splintre, hvis de forsøges affyret. Det er antikrigskunst i Käthe Kollwitz-ånd, det er surrealisme a la æggeelskeren Leonora Carrington, det er kastration af krigsindustrien.
Og sådan kunne man blive ved, især med de oliemalerier der står som en menighed i en halvcirkel omkring pelsen i kanen. Men måske er det hele der faktisk i hovedværket Die Malerin i et andet rum. Et maleri, hvor en silhuet af en kunstnerinde står klar med palet i hånden, men med øjnene rettet stirrende mod dig, igennem dig. På det sorte lærred omkring hende kravler en Rykvogel, en rygfugl, som et menneske på alle fire med fem svanehalse stikkende op af skjoldet på ryggen hedder. »Ich habe angst,« står der med rødt. Hun ser rædslerne, og hun maler dem.
Skoleklassemuseet
Jeg håber, at man kan fornemme, at jeg tror på Ursula Reuter Christiansens værker, at jeg vil deres mørke og muld. Men der er noget med den måde, som de er sat op på Arken, som bare ikke lykkes. Den her udstilling skulle jo være det store scoop, det skulle ikke ’bare’ være en retrospektiv som den 2018-udstilling, hun havde på Statens Museum for Kunst, det skulle heller ikke ’bare’ være et samarbejde, som den i øvrigt fremragende udstilling Das unheimliche på Den Frie i 2021 med tyskeren Janaina Tschäpe var.
Men først og fremmest skal man lede lidt efter udstillingen, der er sært klemt inde i et par rum midt mellem Anish Kapoors Experimentarium for voksne-kunst. Huhej, så skal man lige forbi et kropsforvrængende spejl, se nu der, et gurglende sort hul.
Kapoors kunst er selvhøjtidelig og stor, og det stemmer ligesom sindet utilsigtet fjollet til Jeg er ild og vand. Samtidig er det, som om Arken har været lidt skræmte af det sceniske i det ursulareuterchristiansenske temperament. Værkerne er installeret som perler på snor på grå vægge, betongulvet er blottet og hårdt, som det plejer – og lyssætningen? Der er simpelthen alt for mange spots og loftslys tændt.
Det minder mig om at se Jessie Kleemans soloudstilling på SMK sidste år, hvor en koloenorm hundeslæde kom til at se meget lille ud, alene fordi værket var blevet anbragt i et alt for stort rum. Ursulas værker fortjener på lignende vis ikke disse så gennemført institutionelle rum, de hører til i hjemsøgte huse, de bør hænge i gyder med spindelvæv og være visuelle bagholdsangreb. Rummene her virker for nye, for historieløse, glat indrettet til skoleklasser med madpakker, mindre til forbandelser og urskrig. Måske noget kunst bare ikke egner sig til museer, simpelthen.
Af grunde, der vist mest har at gøre med for stærke watt og for små armbevægelser, føles det, som om Ursula Reuter Christiansen egentlig er for fantastisk til stedet her. Hun skal ikke tæmmes, hun skal være blandt andre vilddyr.
Ursula Reuter Christiansen: ’Jeg er ild og vand’. Arken, indtil den 5. januar 2025.
URSULA REUTER CHRISTIANSEN 