Af PERNILLE ALBRETHSEN
Courage. Ursula Reuter Christiansens autoritet som kunstner handler ikke om den pelskåbe af myte og eventyr, hun svøber sig i. Det kommer fra værkerne. Det viser hendes modige udstilling på Arken.
I en rundkreds, omkring en gammel slidt kane, står en stor samling malerier. De er vidnesbyrd om Ursula Reuter Christiansens virke gennem de sidste 40 år. Alle lærreder har fronten vendt mod centrum, klar til at bevidne ritualet, indkaldt af en udstoppet, sølvsprayet ørn, der agerer ypperstepræst og kusk. Og hvis drabelige kløer har godt fat om styrepinden på det gamle fartøj, som kunstneren fandt i 1969 på loftet af den gård, hun flyttede ind i, da hun forlod Düsseldorf for at bosætte sig i Askeby på Møn.
Opbrud til landet som ikke er (2024) hedder skulpturen med kane og ørn. Det er en dramatisk ouverture, men det er også et rekviem. Samplingen af ægtefællen Henning Christiansens orgelkomposition fra 1970 graver et stemningsfuldt lydspor i det mørklagte rum. Og så er vi allerede dybt nede i en fortælling om kunst og liv, der er filtret ind i hinanden på en måde, som efterfølgende generationer aldrig kan gentage.
Kanen er blevet fikset og nymalet og medbringer en enkelt passager, en slidt, hvidgrå pelskåbe, opretstående, men tom. Men vi ved godt, hvem den tilhører. Det er den, hun vil begraves i. Historierne om Christiansens pelse er fortalt mange gange, for eksempel den om den pivdyre kåbe, hun købte – på afbetaling og i hemmelighed for familien – da hun i 00erne var professor på Kunstakademiet i København. Det er også en god historie, og særligt det sidste årti har samtiden mere end gerne lyttet, når det pelsklædte orakel fra Møn fortalte om barndommen i et krigshærget Tyskland. Eller når det feministiske malerikon leverede skarpe replikker til samtidens kønskampe, og en no filter-hungrende yngre scene labbede det i sig. Det samme gjorde tv-seerne, da Reuter Christiansen i 2021 gav den for fuld kunstnermyte i DRs Kunstnerkolonien. Ingen af disse vil blive skuffede ved mødet med hendes udstilling på Arken.
Jeg er ild og vand er udstillingens titel. Det er en proklamation. Man kan nærmest høre Reuter Christiansen råbe det med sin dybe, hæse stemme, mens hun slår i bordet. Det er ikke mange udstillingstitler, der rummer et »jeg«, og få, hvor man kan tro på det. Men hele udstillingen er en manifestation af brudflader; mellem at bygge op og rive ned, mellem liv og død, mellem krig og fred, mellem kvinde og mand. Indimellem er det ikke bare tæt på at kamme over, det kammer fuldstændig over. Som i malerierne Rådne æg mod bomber I og II (2020), hvor kunstneren har kastet æg på to store malerier af en række sorte bomber, så rester af løbende æggemasse ses indtørret på lærredet.
Men ok, hvis der er noget, som fremkalder 100 procent afmægtighed, så må det være – som krigsbarnet Reuter Christiansen har mange gange – at være vidne til krig. Ikke mindst til at verden igen og igen gentager konceptet, som efter enhver målestok er banalt åndssvagt. Og fordi Reuter Christiansen flere steder i udstillingen viser, hvor overlegen en maler hun også er, bliver det skramlede, rasende maleri en pointe i sig selv.
»Den rejse, jeg er på, er en rejse på knivsæggen,« skriver hun i katalogets essay. Et eksistentielt udsagn, som handler mest om den store livsrejse og -kamp, men også kan også overføres til hendes måde at navigere i eget værk på, når hun veksler mellem penselstrøg påsat i vrede og dem, der er påsat som led i en præcis og virtuos undersøgelse af tilværelsens og kunstens forunderlighed.
REJSEMETAFOREN ER også udstillingens strukturerende princip. Kunstneren har rodet godt rundt i ursuppen og arrangeret seks årtiers værker i otte installatoriske grupper, som vel at mærke danner nye fortællinger. Derfor er der heller ikke den mausoleumfølelse, som ofte præger retrospektive udstillinger, hvor ouevret fremvises, især for netop at vise, at det kunne holde hele vejen hjem. Den slags lader ikke til at optage Reuter Christiansen. Måske derfor er udstillingen en af de friskeste retrospektive udstillinger, jeg nogensinde har set. Tilsyneladende har hun ikke sat farten ned. Udstillingen rummer flere nye værker, ligesom størrelsen på malerierne kun er taget til det sidste årti, og det samme gælder kampgejsten. »COURAGE!!!!« (jeps, fire udråbstegn) står der med rød løbende maling hen over sort baggrund i et maleri fra 2003.
På siden af den gamle kane har Reuter Christiansen malet navne på de forfattere, kunstnere og komponister, som hun har talt med – faktisk og i ånden – igennem et langt livs virke. De skal med på rejsen til landet, som ikke er: Louise Bourgeois, Joseph Beuys, Novalis, Henning, Edith Södergran, Eks-skolen, Marina Ivanovna Tsvetajeva, men også romankarakterer som Marie Grubbe og Faust. Tolker man remsen som tegn på en verdensfjern kunstner, som roder rundt i egne mytologier og besættelser, går man fejl. Jeg er ild og vand giver på mange måder en mere nærværende, og også mere vital, oplevelse, end mange af hendes yngre kunstnerkolleger ville kunne mønstre.
Med en god portion feministisk husmorhumor indhentet fra 1970erne slår Reuter Christiansen kors for sig.
Reuter Christiansen bruger sine kunstnerånder, men hun smykker sig ikke med dem. Jaja, hun studerede hos Joseph Beuys og var dybt involveret i det radikale nybrud, som fandt sted i tysk og europæisk kunst i 1960-70erne etc. Det er fakta, men det handler ikke om det. Og til forskel fra meget af samtidens postkonceptuelle kunst – som opererer med en bunke referencer, som beskueren forventes at hoppe rundt imellem og sætte sammen til et udsagn – har Ursula Reuter Christiansen kosten i egen hånd. Hun taler ud fra en kerne, som er lige dele hendes liv og hendes værk. Man får nemt adgang, ingen staffage. På den måde er det også gammeldags.
»Hun er fra den sidste kunstnergeneration, hvor man arbejder indefra og ud«, som en yngre kunstnerkollega, FOS, bemærkede forleden – og som interessant nok også nævnte Bjørn Nørgaard som eksempel. Men, vil jeg hævde, til forskel fra Nørgaard, som også jonglerer med mytologier og historisk vingesus, er Reuter Christiansen ikke bange for at blande sig i det, som er lige foran hende, stort og småt. Måden, hvorpå hun forholder sig til museets aktuelle blockbusterudstilling med Anish Kapoor, er et godt eksempel.
Begge indgange til udstillingen er blokeret af et par store koste med krydsede skafter. Beschwörung (2024) hedder de store kryds. Står man i Reuter Christiansens udstilling og kigger ud, markerer de et »hertil og ikke længere« for den mandlige entreprenørkunst i de tilstødende rum. Med en god portion feministisk husmorhumor indhentet fra 1970erne slår Reuter Christiansen kors for sig. Det er sådan noget, få ville turde. Hun er ikke bange for at punktere sin egen kunstnerpersona. Det ligger i værkets dna, den evige opbygning og nedbrydning. Og viser med eftertryk – så tydeligt som et dumt kryds i luften – at autoriteten ikke kommer fra den kåbe af myte og eventyr, hun svøber sig i. Den kommer fra værkerne. Det er dét, som er optur.
Ursula Reuter Christiansen: Jeg er ild og vand. Arken Museum for Samtidskunst. Til 5. januar 2025.
URSULA REUTER CHRISTIANSEN 