af Erik Steffensen
ARKEN udfolder på fornemste vis billedkunstneren Ursula Reuter Christiansens værk med udstillingen ”Jeg er ild og vand”. Udstillingen er en tour de force gennem et langt livs optagethed af litteratur og kunst.
Det er en umådelig flot, vedkommende og insisterende udstilling, som kunstmuseet ARKEN i Ishøj sydvest for København præsenterer med den 81-årige Ursula Reuter Christiansens værker samlet i syv store installationer under titlen ”Jeg er ild og vand”.
Titlen er klar tale som maleriet og de skulpturelle udsagn, for Ursula Reuter Christiansen er en historiefortæller. Hendes værker er ofte og næsten altid dialoger med materiale eller figurer, der er hentet i litteraturen, i det politiske, ja i en høj klassisk udgave af kulturen, der favner det meste.
Hun er europæisk, tysk født, dansk bosiddende på Møn i en menneskealder og med en familie, der også giver basis og klangbund til det samlede oeuvre.
Modsat mange i sin generation er hun stadig aktuel og besat af verdensbegivenhederne uden at forfalde til pop og arrogance. Hendes værker handler for eksempel om, hvad individet skal stille op med den allestedsnærværende krig, måske med udgangspunkt i Ukraine, måske i lyset af hendes opvækst – hun er fra 1943 – måske set med fremtidsperspektivbrillen på i form af børn og børnebørn, der må kæmpe deres kamp for en fredeligere verden.
Æstetiske og eksistentielle erfaringer
Ursula Reuter Christiansen har malet to store hvide billeder med fem sorte menneskehøje ”bomber” på. Og så kastet et antal æg på lærredet, der sætter gullige spor på overfladen: ”Rotten Eggs Against Bombs” (rådne æg mod bomber). Malerierne er mere end to meter høje og næsten fem meter lange.
Et af billederne er forsynet med eksistentielle slagord som “SORROW” (sorg), “PAIN” (smerte), “TABOO” (tabu), “STIGMA” (stigma), “OUTCAST” (udskud), “SHAME” (skam). Som beskuer er man ikke i tvivl om fortvivlelsen og følelsernes ægthed i de skrevne ord. De vil sidde på lærredet i lyseblå håbefulde nuancer til al tid. Et kulturelt statement, som et maleri jo er, tvinger os til at se tingene i øjnene. I Ursula Reuter Christiansens verden konfronteres vi med hendes og vores fælles virkelighed. Og kunsten bliver stedet, hvor vi får en erfaring af både æstetisk og eksistentiel karakter. Kunstneren gør det ikke sværere, end det er: Hun maler og skriver, hvad hun mener og føler. Det er stærkt!
I salene hænger malerierne på væggene eller står monteret på gulvet, som var de deltagere i et virkelighedens teater. Malerier er en slags figurer og vice versa. Lyset dæmpes, og lyde kommer til os. I midten af et rum står en kane med en figur klædt i pels, og en udstoppet ørn sidder på kanens bageste kant.
Det er den sidste rejse gennem en verden af billeder. På kanens sider står heltenes navne; fra Beethoven over Novalis til Fridtjof Nansen og Frida Kahlo. Højkulturen fornægter sig ikke. I hjørnerne af rummet står vagttårne med skulpturer – en danserinde, fire børn og så videre. Som en personlig rejse gennem ild og vand, gennem krigszonen, gennem kulturlandskabet, gennem de museale polaregne mod døden.
Turen går til mørkets hjerte
Malerierne står som skilte og vidner om kunstnerens lange liv med voldsomme maleriske udladninger undervejs. Farven sprænges på lærrederne som vejsidebomber, turen går til mørkets hjerte, der er blodrøde, gule, hvide og sorte nætter, der er gennemlevet, kan man tydeligt fornemme.
Det teatralske er ikke påtaget, det er kunstnerens dna. Ursula Reuter Christiansen vil favne det hele, hun vil, at kunsten skal være en historie fuld af gru og skønhed som barndommens læsning af brødrene Grimms eventyr. Der er skov og Rødhætte i kunstnerens bagage. Og de er virkelige fænomener. Figurer, der betyder noget. Eventyret forandrer og revolutionerer sindet, må man forstå. Optagetheden af døden er en historie, der aldrig kan bruges op.
Ursula Reuter Christiansens værk har også sine skæve og humoristiske sider midt i alvoren. Et tema, hun har fornyet gennem årene, er ”No More Services” (ikke flere tjenester). Når man er gammel nok, bestemmer man selv: ikke flere seksuelle ydelser, ikke flere husholdningspligter, ikke mere servicering af andre! Hun vasker gulv med blodrød maling, ser det ud til. Symbolerne er ikke til at tage fejl af.
Straks inden for skydedørene til udstillingen danner to sorte og røde koste et korsets tegn: hertil og ikke længere. Eller velkommen indenfor. Alt andet er udenfor. ARKEN og Ursula Reuter Christiansen har med ”Jeg er ild og vand” skabt nye vilde og voldsomme billeder til vores tankerum. Det er eminent gjort at lade et helt livs mange billeder indgå i nye konstellationer. Der er tilført nye værker fra kunstnerens hånd, men alt er stemt af, så hovedindtrykket står tilbage: Ursula Reuter Christiansen er en af kongerigets mest betydningsfulde kunstnere.
Hun mestrer fortællingen om menneskesjælens rejse gennem livet og bruger løs af allehånde kunstneriske former for at udtrykke sig. Der er ild i kunsten på ARKEN, men vandet er mørkt, stille og dybt. En udstilling af bibelsk styrke!
Ursula Reuter Christiansen: Jeg er ild og vand. ARKEN Museum for Samtidskunst. Til den 5. januar 2025.
URSULA REUTER CHRISTIANSEN 