Tine Kirkensgaard Hansen , tekst og Cecilie Rolvung, foto 26. AUGUST 2024
Ursula Reuter Christiansen står over for et gennembrud på den internationale kunstscene. Det kan godt gøre hende bitter, at det ikke er sket før. I soloudstillingen ’Jeg er ild og vand’ smelter hun sammen med sit værk.
Da vi besøgte den 81-årige kunstner på Møn, førte hun os ind i sit univers. Kun iført rød badekåbe noget af tiden. Indtil også den lå tilbage på stranden.
Atelieret er ryddet for værker. Kun røde plamager larmer på den ellers hvide væg, hvor Ursula Reuter Christiansen for en tid siden hængte klude af iturevne lagenstykker op og malede røde diabolske ansigter på dem. Ansigter, der skulle skrubbes. Alt det smertefulde, der har sat sig fast, skulle skrubbes væk.
Støttet til sine to vandrestave har Ursula Reuter Christiansen netop krydset den brostensbelagte gårdsplads fra stuehuset og over til atelieret i hjemmet på Møn, en gammel firelænget gård, hvor hun har boet siden 1970.
Der sker et dyk i stemningen, da vi står i rummet.
Måske er det de fysiske anstrengelser, måske skyldes det fraværet af nogle af de værker, Ursula Reuter Christiansen har lavet efter snart 60 år som udførende kunstner.
Eller måske gider hun bare ikke flere spørgsmål.
For nylig er værkerne afskibet til Ishøj, hvor Arken åbner en soloudstilling med hendes navn på.
Midt i atelieret står en chaiselong i sort læder, den har hun lige købt, og hun styrer hen mod den. »Jeg siger dig, 200 kroner kostede den!«, udbryder hun.
Hun læner sig tilbage, fødderne med høje røde støvler svinger hun op. Hun døjer med slidgigt, for nylig fik hun en ny hofte, og snart skal den anden også skiftes ud.
»Jeg har sindssygt ondt i den højre hofte der«, siger hun med sin ru stemme. Hun minder flere gange sin studiomanager om, at de altså skal få købt en luftmadras, hvor hun kan tage hvil i de kommende dage på Arken.
I december kontaktede Arken Ursula Reuter Christiansen med et tilbud om en soloudstilling, en samling af hendes eksplosive, eventyrlige og kønspolitiske oeuvre, som nu åbner under titlen ’Jeg er ild og vand’ med tidligere værker og nye. Nogle af de gamle har hun siden arbejdet med at opskalere, så de også fysisk kan udfylde museets høje vægge.
Hun blev »dårlig«, siger hun, da hun først fik fremvist de store tomme flader.
»Det er kæmpestore rum med beton overalt. Og jeg hader beton! Jeg sagde bare: Det kan jeg ikke. Det er for meget. Kære venner, jeg er 81 år. Hvis det var for 40 år siden, havde jeg bare gjort det. Jeg er kendt som powerwoman, powerwoman, powerwoman. Lige nu føler jeg mig sgu ikke som powerwoman!«.
Efter at flere medier har besøgt kunstnerhjemmet på Møn, gad Ursula Reuter ikke flere af de samme billeder. Hendes søn sagde: »Mor, så kast dig i bølgerne!«. Det gav meget god mening for hende. Foto: Cecilie Rolvung
Hvorfor fik du det dårligt?
»Jeg blev bange. Jeg lukkede bare øjnene«.
Hendes stemme runger i det luftige rum.
»Jeg syntes, det var usympatisk stort. Hold da kæft! Jeg blev skrækslagen. Jeg tænkte bare: Hvor er musehullet? Jeg ville bare krybe ned i musehullet. Men det gik jo ikke. Så sagde min søn: »Tag dig nu sammen, nu har du den her chance«. Men altså, alt skulle eskaleres, alt skulle være højere, større«.
»Det er det mest udfordrende projekt, jeg nogensinde har lavet«, siger Ursula Reuter Christiansen.
Et projekt, som jeg kommer til at forstå, at hun har været klar til alt for længe.
Gesamtkunstwerk
Da vi først ankommer til gården på Møn, træder vi ind i stuehusets lavloftede åbne køkken med hjemmemalede klinker over komfuret. På et gammelt, rustikt egetræsbord i midten af rummet er der dækket op med kaffekopper med underkop, havedøren er åben, og Ursula Reuter Christiansen sidder på den ene side af bordet. Og før jeg og fotografen får sat os ned, kaster hun august-udgaven af Eurowoman på spisebordet foran os.
»I skal ikke lave endnu et af det der! Det har vi set nu«, siger hun.
»Jeg orker ikke mere. Nu skal I ikke se de samme steder igen. Jeg talte med min søn, som sagde: »Mor, så kast dig i bølgerne!«. Jeg er jo ild og vand«.
Vi bliver enige om, at vi senere må til havet. Men hun er dårligt gående. Kan hun kaste sig i vandet?
Inden for få år har flere medier været forbi hjemmet på Møn, og det forstår man godt. Den firlængede gård er ganske æstetisk, det er et hjem, som rummer historier og kunstværker, tegninger og personlige fotografier, et rum med proppede bogreoler, pæretræer og blomstrende buske i haven, på gårdspladsen et kolossalt figentræ.
—
Et sted, der virker forrygende til retræte. Det er det, hun har lyst til nu, siger hun flere gange. At trække sig tilbage. Men hun er ikke færdig. Der er noget, hun skal.
I udstillingen på Arken begiver hun sig ud på en rejse i »et landskab mellem ild og vand« og kæmpe træstammer, der er drevet i land efter en stormflod. Hun skal rejse med fare for at falde.
Ursula Reuter Christiansen blev født i Nazityskland, og hun mødte sin far første gang, da hun var knap 7, og han kom hjem fra russisk fangelejr. Traumer er noget, hun i sin kunst vender tilbage til. Sammen med en insisteren på håb.
Hele udstillingen bygger på paradokser, siger Ursula Reuter Christiansen.
»Ild er noget, der blusser. Vand dulmer. Jeg mærker, at jeg er totalt todelt. Jeg føler, at det er, som om jeg går på en overflade, og så dykker jeg ligesom ned. Jeg føler faktisk, at det at være kunstner nærmest er et skizofrent anliggende«.
Selv om hun kaldes en af Danmarks største nulevende kunstnere, og hun har repræsenteret Danmark ved Venedig Biennalen, er hendes navn ikke for alvor kommet langt ud over landegrænserne. Men især inden for det seneste år er hun begyndt at mærke en stigende interesse fra udlandet.
Sidste år udstillede hun på galleriet Von Bartha i Basel, hun har nu værker på Klaus von Nichtssagend Gallery i New York, og lige før pandemien nåede hendes navn til The Box Gallery i Los Angeles. Især, siger hun, skyldes det mødet med Masha og Jens Faurschou fra galleriet Sabsay, som har haft internationale kontakter.
Er det internationale gennembrud noget, hun har ønsket?
»Altså, jeg vil nok kende den kunstner, der ikke inderst inde drømmer om at komme ud. At blive berømt og tjene penge. Selvfølgelig gør man det. Og nu er der en chance«.
Har du en følelse af bitterhed over ikke at være blevet opdaget internationalt tidligere?
»Selvfølgelig!«, siger hun højt med sin skarpe tyske intonation.
»Jeg følte jo, at jeg var blevet vækket tidligt i mit liv med det store kald: Nu skal jeg være kunstner. Men da jeg dimitterede fra kunstakademiet i sommeren 69, var jeg allerede gravid i femte måned, og så flyttede jeg væk fra mit epicenter, som var Düsseldorf. Til Møn, en udørk, hvor der ikke var noget som helst«.
Lidt baggrund: Ursula Reuter mødte sin mand, den danske kunstner og komponist Henning Christiansen, på kunstakademiet i Düsseldorf i 1960’erne, og efter et kort ophold i København flyttede de sammen til gården ved landsbyen Askeby på Møn.
Hun var blevet en del af kredsen omkring Eks-Skolen, en kunstskole oprettet i opgør mod kunstakademiet, som talte blandt andre Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen – og Ursula Reuter Christiansens mand. Sammen med ham lavede hun performative installationer, og de fik tre børn sammen, som blev født med få års mellemrum.
»Pludselig befandt mig jo i den her totale isolation. Mine kolleger fra dengang blev alle sammen meget, meget berømte og havde en masse penge og købte slotte, og jeg ved ikke hvad. Og så tænkte jeg: Nej, jeg kan jeg ikke være bitter. Jeg har haft et fantastisk liv her med mine børn og min mand, vi har bygget en masse op. Men selvfølgelig ville jeg gerne have været mere berømt«.
»For jeg har hele tiden været i gang«.
Eget rum
Under besøget er det ikke nemt at få Ursula Reuter Christiansen til at forholde sig til meget andet end den nuværende udstilling. Jeg brænder inde med spørgsmål, så jeg ringer til hende dagen efter.
Tidligere i sit liv, har hun fortalt, var hun misundelig på sine mandlige kolleger, der »altid havde tid til deres kunst«. Hvordan ser hun på det i dag?
I København havde hun i 1970’erne været aktiv i rødstrømpebevægelsen og var formet af et intellektuelt kunstnermiljø i Düsseldorf, men i hjemmet på Møn var det hende, der passede børnene, og Henning Christiansen, der sørgede for at tjene penge.
Igennem sine år som underviser på kunstakademiet i Hamburg og i København har hun været tæt på nye generationer og ser, hvordan de unge kvindelige kunstnere i dag kræver mere.
»De har jo et helt anderledes professionelt forhold til det at være kunstner«, siger hun med sin hæse røst.
»Altså, da jeg tænkte på at blive kunstner, anede jeg ikke, hvordan det ville udforme sig, hvordan jeg skulle leve af det«.
Hun ler lidt i røret og taler hastigt videre:
»I dag har de deres eget atelier, de går på arbejde, de har deres manager. Jeg har ikke kunnet gå på arbejde, jeg havde mit kæmpe hus her og mine børn. Jeg havde ikke et liv, hvor jeg kunne forlade hjemmet for at tage på arbejde og lave kunst og så hjem igen. Jeg kan se, at kvinder i dag ser det som en selvfølge, at de har deres eget rum, de har et atelier uden for deres hjem«.
Når hendes studerende dengang fik børn, sagde hun til dem: »Følg min model«. Det kaldte hun to timer om dagen, hvor hun kunne snige til at male. Hvor det gjaldt om at smide alt. Og bare tage over i det atelier.
Titlen på sin nye udstilling har Ursula Reuter Christiansen taget fra sin yndlingsforfatter, Edith Södergran. I digtet ’Vierge moderne’ fra 1916 skriver Södergren: »Jeg er en flamme, søgende og kæk,/ jeg er et vand, dybt men dristigt op til knæene/ jeg er ild og vand i ærlig forbindelse på frie vilkår«.
»Det var den måde, jeg overlevede på. Jeg kunne stå der om natten, og børnene var i seng, og så havde jeg noget at komme tilbage til. Når du er dødtræt, og det er aften, og du faktisk skal i seng, er det ekstremt svært at finde ud af, hvad du nu skal male. Når du allerede er begyndt på noget, er det bare at fortsætte. Jeg sagde: »Tænk på jer selv. Hvis I ikke gør det, går I nedenom og hjem, som kunstnere, som mennesker«.
»Men nu kan jeg jo se, at kvinder i dag er lige så målbevidste som mændene. De gider ikke at være hjemme, og børnene er i institution«.
Vi taler om hendes kortfilm ’Skarpretteren’ fra 1971, som hun lavede som ung mor, en film om kvinderollen, bruden, martyren, madonnaen, kvinden, der er fanget mellem moderskabet og ambitionerne.
Kvinden halshugges af skarpretteren, som er manden. I sin samtid blev filmen betragtet som ynk. Ursula Reuter Christiansen har tidligere fortalt, hvordan filmen dengang blev »buhet ud« under en fremvisning på en kortfilmsfestival i Berlin, fordi hun blev set som »opgivende, melankolsk og tårevædet«.
Ord, jeg ikke umiddelbart vil beskrive denne kvinde med.
For få år siden blev ’Skarpretteren’ hevet frem og genudstillet, på Charlottenborg i 2016 og SMK i 2018. Har værket mere momentum i dag?
Det er Ursula Reuter Christiansen ikke i tvivl om.
»Den unge generation kendte den jo ikke før! Og da den så kom frem der i 2018, var det sådan, at folk sagde til mig, at de havde stået der på SMK, og deres hår rejste sig på armene, de fik gåsehud, fordi det, jeg snakkede om, var noget, de selv følte. Men det fandtes ikke i mit eget univers dengang. Det var sådan: Åh nej, nu er alt ødelagt, bla bla bla«, siger hun iltert.
Noget er forandret, men hun tror ikke på, at konflikten mellem ambition og moderskab er løst for kvinder, der laver kunst i dag:
»Selv om kvinderne i dag er meget mere selvbevidste, og de har succes, er det jo stadig en historie, der gentager sig. Kvinden marcherer af sted og har sit eget atelier og alt det der, men kvinden er jo stadig den, der har barnet i baghovedet. Hvad skal vi med aftensmad? Hvem køber ind? Han skal til lægen. Og så videre. Altså. Det hele kører som en understrøm i kvindens hoved. Det kan vi ikke løbe fra«.
Zu spät?
Da vi er på gården dagen før, siger Ursula Reuter Christiansen, at hun faktisk ikke orkede at få besøg, få dage før udstillingen åbner.
»Jeg gad ikke stå op. Jeg gad ikke have tøj på. Jeg gad ikke have makeup på«.
»I morges, da jeg vågnede, havde jeg bare lyst til at sige, at I skulle skrubbe af! Men I er nu meget søde«, siger hun til mig og Cecilie, fotografen.
På Arken vil man i et nyt værk høre Ursula Reuters stemme hviske i båndsløjfe: »Es ist noch nicht zu spät. Es ist zu spät!«.
Det er endnu ikke for sent. Og så: Det er for sent.
»Det er en konstant indre dialog, der er i mit hoved, som siger: Jeg kan ikke komme længere. Jeg er på vej. Nej, du kan lige så godt droppe det. Jeg balancerer på en knivsæg. Jeg falder til højre, jeg falder til venstre, jeg falder. Jeg er en flækket træstamme!«.
Hendes studiomanager, Christina, kommer ind med figner i favnen fra træet på gårdspladsen.
»Ej, Christina! Jeg elsker dem! Vi plantede det for tre år siden og pludselig, puf, så eksploderede det bare. Nå, hvor var vi?«.
Hvad er det, der er for sent?
Der opstår en stilhed.
»Altså, det er jo … Jeg har pakket min slæde. Jeg er 81 år, og jeg har bare tydeligt den opfattelse, at det her er min sidste færd«.
Der er noget mørkt og dystert, men er der også håb i, at det endnu ikke er for sent?
»Jo, men når nu jeg tager af sted, og jeg pakker mit grej, så er det min sidste rejse. Måske kommer jeg tilbage, jeg ved det ikke. Jeg tager til et land, som ikke er. Jeg ruster mig. Jeg tager alt med, jeg tager min ørn med, min pels med, mine billeder, de kvinder, jeg har malet, som alle er mig. Så jeg har selskab. Jeg skal op til norden. Jeg skal derop og hvad så? Er det stop, eller skal jeg tilbage igen? Det er et eksistentielt spørgsmål«, siger hun og ser ud mod haven.
»Det er en uendelighedssløjfe. Sådan er det også formet på udstillingen. Noch ist es nicht zu spät. Es ist zu spät, es ist zu spät, es ist zu spät!«. Hendes stemme bliver kraftigere hen mod slutningen.
Jeg sagde: »Tænk på jer selv. Hvis I ikke gør det, går I nedenom og hjem, som kunstnere, som mennesker«
Er det hendes eget liv eller udstillingen, hun taler om? Når hun taler om sin kunst, taler hun om sig selv, forstår jeg.
»Jeg er mine billeder, mine billeder er mig«, siger hun.
En gammel kane, der stod på loftet, da hun og hendes mand overtog gården for mere end 50 år siden, er også at finde på udstillingen. Det er slæden, hun har pakket.
Sidste udkald
Christina har stillet surdejsboller frem på spisebordet og et fad med avokado, blåskimmelost, prosciutto.
Ursula Reuter Christiansen er ild og vand, så efter vi har spist, vil hun i vandet. Med hjælp fra Christina trækker hun i en postkasserød badekåbe, og på fødderne har hun nu sorte træsko. Hun lader vandrestavene stå, og Christina og jeg tager fat i hver sin arm for at hjælpe hende ud i bilen, og vi kører den korte tur til badestranden, Ursula Reuter først for nylig har opdaget.
Rød er Ursula Reuter Christiansens farve. Rød som blod, krig, død, rød som kærlighed, seksualitet og lidenskab. Rød har været et gennemgående tema i hendes oeuvre: røde valmuer, ’Den røde skov’, udstillingen ’Réves Rouges’. Foto: Cecilie Rolvung
På jorden er hun gangbesværet, i vandet er hun flydende. Hun beder fotografen være klar, når hun plasker i vandet. Hun bliver længe derude. På vej tilbage i bilen spørger jeg hende, hvad der kommer på den anden side af udstillingen.
»Jeg føler, at nu er det foreløbig sidste udkald. Jeg har brugt mine sidste ressourcer. Det næste halve år er afsat kun til at komme på dupperne. Jeg skal have høreapparat, jeg skal have en tid til hofteoperation«, siger hun.
»Jeg var tæt på at sige stop mange gange undervejs. Det har været for stort et projekt for mig i den her alder«.
Når udstillingen er åbnet, pakker hun sit grej. Og rejser til et slot i Italien.
URSULA REUTER CHRISTIANSEN 