POLITIKEN anmeldelse: I kunstverdenen er det næsten det samme som at sige, at man har været Jesus’ discipel

Ursula Reuter Christiansens udstilling på Arken er en kæmpe bedrift og vidner om en kunstner, som ikke lige foreløbig har tænkt sig at give slip på sit værk.

»Sikke store malerier, du maler!«.

»Det er, så du bedre kan se, hvad jeg har gang i!«.

»Sikke en stor pels, du har på. Som en ulv«.

»Det er, så du ikke kan se mig! Men også, så du ikke kan undgå det«.

Det er den tyskfødte, men i Danmark bosatte kunstner Ursula Reuter Christiansen, som har den store pels på i denne fortælling. På en og samme tid er hun Rødhætte og ulven, bedstemoren og jægeren.

Sådan fremstår hun i sin bestemt ikke lille, men tværtimod stort anlagte teatralske og først og fremmest langtfra kedelige udstilling på Arken.

Hverken udstillingen eller verden som sådan er simpel. Hvad var det for en bestialsk hævnagt at fylde den opsprættede ulv med store sten? Er Rødhætte fortællingens egentlige morder? Det egentlige monster?

I et lille maleri fra 1977 sidder en kvinde med en rød hætte på hovedet alene og tilsyneladende uforskrækket i en skov og rager i et bål med en pind.

’Jeg er ild og vand’, siger Ursula Reuter Christiansen i udstillingstitlen. Både-og. Ild og vand. Og et tydeligt »jeg« …

Jeg: Monstrøs og omfavnende. Ildspyende og spyttende. Kaster man vand på et bål, kan bålet blusse op.

Ild og vand, bål og brand … Ursula Reuter Christiansens udstilling på Arken går installatorisk til værks og er så langt fra en klassisk retrospektiv udstilling, som man kan komme. Foto: anders Sune Berg

Foran maleriet ligger en bunke fyrrestammer med opallignende fade af glas placeret som pytter balancerende i det brandfarlige miljø. Glasset ligner vand, men er skabt i ilden.

Rød kappe, røde strømper

Hovedpersonen, Ursula Reuter Christiansen, fødes i 1943 blandt ulve og nazister i det sydlige Tyskland i byen Trier.

Da hun i skolen finder ud af, hvad der er sket af grusomheder under krigen, er det et kognitivt styrt i graven, som sætter sig i hende. Faren kommer i fangelejr efter krigen. Det var ikke en nem måde at starte livet på. Kunsten bliver, må man formode, en måde at sætte form på dette styrt på.

Det er nogenlunde sådan, jeg har fået historien fortalt. Udstillingen gør det ikke. Det er ikke på den måde en klassisk udstilling. Ikke kronologisk opregnende et helt livs kunst. Ikke det store biografiske udtræk.

Snarere et eventyr.

Ikke som et klassisk hjemme-ude-hjemme-eventyr. Men med gangbroer på gulvet som overgange mellem de otte installationer, udstillingen er opdelt i.

I 1965 kommer Ursula Reuter Christiansen ind på kunstakademiet i Düsseldorf og studerer hos Joseph Beuys. I kunstverdenen er det næsten det samme som at sige, at man har været Jesus’ discipel eller var Leonardo da Vincis elsker eller det, der er bedre. Det er instant legendemateriale.

Ikke blot Rødhættes kappe er rød, strømperne er det også

Hun møder den danske Fluxus-kunstner Henning Christiansen, de bliver et par, og han bliver hendes bro til Danmark.

Der bygges et liv, hun føder tre børn, laver kunst, film og malerier, ikoner i den danske kunsthistorie kommer fra hende: Filmen ’Skarpretteren’ (1973); et bemalet almueskab med langtfra romantiske billeder på tosomheden, ’Ægteskab’ (1978); det store feministiske maleri ’Kvinder frem!’ (1971). Ikke blot Rødhættes kappe er rød, strømperne er det også.

I en stor ny installation i udstillingen på Arken, ’Washed Out Faces’ (2024), hænger hun det blodrøde vasketøj til tørre, som bannere malet med blodet lige ud af årerne. Som hvis Veronika i stedet for at tørre Jesus’ lidende fjæs havde vasket sit eget blødende skræv eller sit blødende ansigt.

Vaskebaljen, der står på gulvet, har givet op. Alt det i historien, vi ikke kan vaske væk, selv om folk prøver og prøver og prøver.

På væggen hænger hun: ’Bæstet i mennesket’ (2022). En kat, en ulv? Iført den store pels. Selvportræt.

Det er krigen i Gaza

Krigen, den gamle, de nye, de indre, men i høj grad også de ydre og territoriale, flyder gennem udstillingen.

Noget, der ligner høje vagttårne, fungerer som piedestaler for skulpturer, og så er der en kort videosekvens af et øje i et nærbillede. Hvad kan dette ene øje se? Hvad er busten med de lukkede øjne, et tidligt værk fra 1967 med titlen ’Vidnet’, vidne til?

I mundblæste glasklokker findes sorte keramiske skulpturer. Ursula Reuter Christiansen kalder dem bomber. Det handler om krigen i Gaza. Hvis ikke kunsten kan tale om det værste i verden, hvad kan så?

Det fungerer, fordi kunsten ikke kun vil omfavne dig, men også vil spytte dig ud

De små keramiske fragmenter i klokkerne minder mig om tyske Anselm Kiefers ufatteligt høje betontårne, der står i kunstcentret Pirelli HangarBicocca i Milano. I Milano er ruinerne som maksimalisme. Her er de som miniaturer. Med ruinerne i Gaza som en direkte forlængelse af ruinerne efter Anden Verdenskrig.

Et andet fællesskab mellem Kiefer og Reuter Christiansen: valmuerne. De findes igen og igen i malerierne. Røde tegn i landskabet. Liv, død og bedøvelse. Og fælles for Kiefer og Christiansen: en Walter Benjaminsk sensibilitet over for den brutalitet, der ligger ikke blot i historien, men også i den måde, historien skrives på.

Intet historisk dokument om civilisationen er ikke også samtidig et dokument om barbariet. Man kan ikke skrive historien ved blot at se på vinderne. De anonyme skriver historien.

Dødens kanetur

Og her ankommer vi til udstillingens hovedværk. Et værk, der reelt set består af det, som jeg kunne tælle mig til er 18 malerier fra forskellige perioder i kunstnerens produktion i nogenlunde ens dimensioner, placeret i en art skråtstillede staffelilignende konstruktioner.

De danner ring om et centralt punkt i den store sal, med en rund scene, hvor en gammel sort kane står.

I kanen står en gine iført en stor pels. Denne monstrøse forklædning igen.

En rovfugl (ørn?) sidder på kanens bagende.
Er kanen et dødssymbol? En rustvogn?

Det er udstilllingens hovedinstallation, en art rumligt selvportræt med et helt livs malerier af Ursula Reuter Christiansen samlet i en kreds om en kane, på vej til det hinsides. Foto: anders Sune Berg

Scenariet minder mig om dødsscenen fra Henrik Ibsens ’Peer Gynt’, hvor Peer lader sig selv og den døende moder, Åse, køre i en imaginær kane til slottet Soria Moria, hvor Sankt Peter venter med vin og kager.

Reuter Christiansens kane er udstyret med navne på helte fra historien: Bertolt Brecht, Carl Th. Dreyer, Käthe Kollwitz, Simone de Beauvoir …

Og i Benjamins ånd er der gjort plads til den anonyme i kanen. ’Anonyma’ står der …

Det er den kane, du rider ud af Arken på. Sendt af sted fra en udstilling, som vil omfavne dig med sine ekspressive malerier, store installationer og scenografiske insisteren på, at museumsrummet godt må underholde. Der er lyd i højttalerne. Tekst på væggene. Eventyr og effekter. Det er lidt som at gå rundt i en film.

Det fungerer, fordi kunsten ikke kun vil omfavne dig, men også vil spytte dig ud. Fordi du på samme tid er slugt af ulven og sprætter den op indefra. Der er modstand.

Det er en kæmpebedrift af en kunstner, som befinder sig så relativt sent i livet, at insistere på ikke at lade museumsinstitutionen gøre sig til et musealt objekt. Til et dokument fra historien.

Det skal tids nok komme.

I stedet digter Ursula Reuter Christiansen videre. Bygger broer mellem fortiden og nutiden. Og hænger alt det beskidte vasketøj til tørre imens.