Kunstmuseet Arken åbner torsdag en stor udstilling med Ursula Reuter Christiansen. Med hjælp fra kendere tegner vi et portræt af den 82-årige dansk-tyske kunstner, der siden 1960’erne har sat aftryk på den danske kunstverden

Rasmus Elmelund & Klara Tarp Fruelund 

Første gang kunsthistorikeren Mai Dengsøe stødte på Ursula Reuter Christiansen, var da hun for ti år siden var i praktik på Kunsthal 44Møen, og en dame kom anstigende iført pelsfrakke, rød læbestift og træsko. De var på universitetet ikke rigtig blevet præsenteret for den danske maler, men nu stod hun pludselig dér og lignede ingen anden på Møn og spurgte praktikanten, om hun havde kørekort. Hun havde nemlig brug for hjælp til at hente et kaninbur.

»Det havde jeg, og på køreturen brokkede hun sig over, hvorfor kunsthistorikere altid kun var optaget af hendes gamle ting, og jeg kunne godt mærke, at hun var noget ved musikken – men også at hun jo på en måde stod lidt uden for det hele,« fortæller Mai Dengsøe, der i dag er kurator på kunsthallen Gammel Strand.

»Det endte med, at Ursula slagtede kaninen, lavede en kaninret og inviterede mig over.«

I Ursula Reuter Christiansens kunstnerhjem hang der billeder af den tyske kunstner Joseph Beuys, og der var postkort fra Sigmar Polke i skufferne.

»Hun begyndte at fortælle om sit liv, og jeg gik så småt i gang med at hjælpe hende med at rydde op i hendes ting, og faktisk endte det med, at jeg også flyttede ind hos hende.«

De to udviklede et venskab, og da Reuter Christiansen i 2018 fik en soloudstilling på Statens Museum for Kunst, blev Dengsøe formelt hendes assistent. Efter udstillingen opstod der en stor interesse for Reuter Christiansens arbejde fra omverdenen, og de gik sammen i gang med at indsamle hendes værker fra de seneste 60 år i den store monografi, Poppies Mutate into Bats, som blev udgivet i 2021.

Hendes værk består af malerier, skulpturer, installationer og film. Altid har hun forvandlet sit levede liv til kunst og taget livtag med verdens kriser og katastrofer, som gør udtrykket kraftfuldt og radikalt og ofte i spændingsfeltet mellem hæslighed og skønhed.

Fra Düsseldorf til Møn

Ursula Reuter Christiansen blev født i Trier, Tysklands ældste by, midt under krigen i 1943. Som voksen blev hun elev på Kunstakademiet i Düsseldorf og flyttede til Møn i 1969, hvor hun fik kontakt til den eksperimenterende kunstskole Eks-skolen og den nye kvindebevægelse. Hun har både været professor ved Kunstakademiet i Hamborg og i København, og fra 1968 og frem til hans død i 2008 var hun gift med den danske kunstner og komponist Henning Christiansen.

Torsdag åbner en stor udstilling på Arken, og i den anledning spørger Information kendere og bekendte, hvad hun har betydet for dansk samtidskunst.

Den danske billedhugger Bjørn Nørgaard var ligesom Reuter Christiansen tilknyttet kredsen omkring Eks-skolen og mødte første gang Ursula Reuter Christiansen på kunstakademiet i Düsseldorf i 1967, hvor Joseph Beuys havde inviteret ham og Henning Christiansen til at være med i en fluxusaktion.

Ursula Reuter Christiansens ’The Eagle’ fra 1968 er et af de værker, der kan ses på udstillingen ’Jeg er ild og vand’ på Arken.

»Hun var studerende hos Beuys, og det endte som bekendt med, at Henning og Ursula forelskede sig i hinanden og blev gift, og at Ursula begyndte at bo i Danmark. Det betød, at den forbindelse, der opstod mellem akademiet i Düsseldorf og den eksperimenterende kunstskole, blev udvidet og at der i de år var en stor udveksling af studerende og unge kunstnere fra Düsseldorf og især folk omkring Fluxus og Eks-skolemiljøet i København,« husker Bjørn Nørgaard.

»Så på en eller anden måde blev Henning og Ursula omdrejningspunktet for en udveksling af kunstnere og ideer,« siger han.

Barn af krigen

I 1970’erne forsøgte feministerne at få en plads og stemme på kunstscenen. Det samme gjorde Ursula Reuter Christiansen, men samtidig prøvede hun at udslette sin egen historie og identitet, fortæller kuratoren Mai Dengsøe.

»Hun er tysker, vokset op i tiden efter Anden Verdenskrig, og hendes far sad i sibirisk fangelejr. Hun var flygtet fra sit hjemland og tog sin mands navn. Hun påtog sig en anden identitet, og det blev hun kritiseret for i sin samtid. Men det er et meget komplekst kunstnerisk projekt, hun præsenterer, og det er nogle af de modstridende ting, der altid har været centrale i hendes værk: Hun balancerer mellem det helt klassiske og det meget eksperimenterende. Mellem det krigeriske og det kærlige, det rå og poetiske, det progressive og tilbageskuende.«

Værkerne ’Brud I tvelys’ (1971), ’Vred brud’ (1971) og ’Romakvinde med grøn violin’ (1975) på udstillingen på Arken. Foto: Anders Sune Berg

Per Kirkeby har engang sagt, at med Ursula Reuter Christiansen kom hæsligheden til Danmark. Og det er også rigtigt, siger Mai Dengsøe om Reuters kunst. Men: »Men det er slet ikke hele historien. Der kom også en enorm poesi og et enormt skarpt blik på en eller anden måde, hvor hun bare står dér og, gennem sin kunst, stirrer direkte ud mod publikum.« 

Hvor meget hendes tyske baggrund betyder for Ursula Reuter Christiansens måde at udtrykke sig på, kan man diskutere.

»Jeg er lidt forbeholden over for det med tysk, dansk, fransk og så videre,« siger Bjørn Nørgaard.

»Men selvfølgelig betyder det, du har du mødt meget tidligt, en hel del for den måde, du senere opfatter begreber og kunstbegrebet. Ursula har været barn i slutningen af krigen og gået rundt i ruiner. Når man er vokset op i en ruin, så har man jo fået en anden indgang til tilværelsen,« siger han.

Det næste øjeblik i historien

Ursula Reuter Christiansen fik sit store folkelige gennembrud, da Statens Museum for Kunst i 2018 lavede en stor soloudstilling med hende – og måske et endnu bredere, da hun i 2021 var blandt de medvirkende i anden sæson af DR2’s realitykunstserie Kunsterkolonien.

Det var museumsinspektør med ansvar for nyere dansk og international kunst på SMK, Birgitte Anderberg, der stod for soloudstillingen, og hun har efterhånden lavet en del udstillinger med Ursula Reuter Christiansen, siger hun. Den første, What’s Happening?, var i 2015 og handlede om 60’erne og 70’ernes danske avantgarde og feminisme.

»Det var første gang, vi for alvor skrev de danske feminister ind i avantgardekunsthistorien, som ellers mest har handlet om mændene.«

Efterfølgende erhvervede museet Ursula Reuter Christiansens gennembrudsværk, installationsfilmen Skarpretteren – der viser en kvinde, der spilles af hende selv, der vandrer gennem en række tableauer og møder en svækket soldat, som hun ammer, og sin rødkappeklædte bøddel, skarpretteren – sammen med en mængde arkivmateriale, store silketryk med motiver fra filmen og andre værker, der knyttede sig til den, og på kort tid fik de mulighed for at lave en soloudstilling.

Skarpretteren afsluttes med det ikoniske citat: »Fat mod – det næste store øjeblik i historien tilhører os!« 

Ifølge Anderberg fortæller værket kvindehistorie på en smuk og dramatisk måde – på et tidspunkt i historien, hvor den slags ikke fandtes.

»På den ene side er den nærmest gammeldags i sprog og udtryk, på den anden side har den en radikalitet i den måde, hun går til fortællingen på. Hun er helt ustyrligt ærlig og god til at se tingene i øjnene – med al den smerte og lidenskab og raseri og frustration, tingene indeholder,« siger museumsinspektøren og tilføjer, at der i dag er mange forfattere og kunstnere, der diskuterer moderskab, men at Reuter her var tidligt ud.

»Den frustration, hun står i – kvinden, der får børn, og hvad det betyder i forhold til at miste sit liv – er noget af det, den film handler om. Det at nogen turde sætte ord og billeder på den skrøbelige erfaring, var ret radikalt på det tidspunkt,« siger Birgitte Anderberg.

Uden udløbsdato

Den yngre danske kunstner Esben Weile Kjær har kun kendt den sene Ursula Reuter Christiansen i få år, men har fra deres første møde været tiltrukket og inspireret af hendes »ekstreme karisma«:

»Hun er jo meget langt væk fra det, jeg selv laver i kraft af, at hun i virkeligheden er maler, men på den anden side har hun også et ben i fluxus. Og jeg synes på en eller anden måde, at hendes liv og hendes kunst flyder sammen,« siger han.

’Opbrud til landet som ikke er’ er et af Ursula Reuter Christiansens helt nye værker, der kan ses på Arken. Foto: Anders Sune Berg

»Det er hendes attitude. Jeg tror, hun tager en attitude med sig, som har en enorm integritet samtidig med, at hun er ret rock’n’roll, og det klæder Danmark at have en kunstner, som siger, hvad hun tænker og som gør, hvad hun har lyst til. Hun lefler ikke, og det kan jeg ret godt lide. Hun står virkelig ved sit eget projekt og er meget kompromisløs. Og det synes jeg kun, jeg kan respektere, især i en kunstverden i Danmark, som er meget midtersøgende og ikke ønsker at tage for meget plads. Der har hendes praksis et andet temperament, som jeg ser det.«

En scene fra Skarpretteren, sidder fat i Esben Weile Kjærs hukommelse – »nærmest tatoveret« derinde, siger han:

»Det er en scene, hvor hun giver Henning Christiansen mælk fra sit bryst, som har gjort et meget stort indtryk på mig. Jeg ved jo godt, at Skarpretteren er en hel historie for sig, så på den måde er det jo ikke superbiografisk, men jeg tror, at grunden til, at jeg tænker meget på det, er, at den her kunstner bliver ammet og pacificeret. Der er noget med det her ‘barn og voksen’ og ‘magt og omsorg’, som på en eller anden måde gør sig gældende i den scene,« siger han.

Ved åbningen af udstillingen torsdag på Arken har Esben Weile Kjær sagt ja til at være dj, fortæller han.

»Jeg ved faktisk ikke, om det er hendes idé, eller om det er Arkens idé. Men jeg tror, hun glæder sig meget til det, og hun vil gerne have, at jeg skal spille »La Bamba«. Så det må jeg hellere gøre,« siger han.

Kampen ved lærredet

I løbet af de seneste år har Ursula Reuter Christiansen »arbejdet sig op i skala«, som Mai Dengsøe formulerer det.

»Der er noget lavpraktisk forbundet med det at være kvindelig kunstner, især på det tidspunkt, hun var det. Hun havde for eksempel ikke et atelier. Så når hun har siddet og lavet værker, har det både tidsligt været mellem madlavning og børnepasning, men også rumligt i køkkenet eller ude i haven.«

På et tidspunkt solgte hun et Polke-maleri til en russisk samler og fik penge nok til at bygge et stort atelier. Men selv om hun fik det, lavede hun i mange år stadig værker i mindre skala. Det var først, nogle år efter at Henning Christiansen døde, at hun ifølge Mai Dengsøe gav sig hen og gav fuld gas og lavede nogle enorme værker.

»Det at lave billeder har altid været en kamp for hende. Hun er ikke en nænsom blomstermaler, hun kradser og river og skratter. Men kampen er blevet udkæmpet på en lille plads tidligere, nu er hun gået op i skala. Hun har en urkraft og et raseri og en kærlighed. Og jo ældre hun er blevet, jo mere er hun gået dybdepsykologisk ind i spørgsmål om: Hvad vil det sige at være vokset op i en krigstid? Hvad vil det sige at familier splittes?«

Den brede anerkendelse og opmærksomhed, hun de senere år har nydt, har ifølge Mai Dengsøe på den ene side været glædelig, men samtidig forbundet med et vist pres.

»Det at være fysisk udøvende kunstner er også krævende,« siger hun.

Kuratoren fortæller, at hun på et tidspunkt var med hende til en åbning af en stor retrospektiv udstilling i Leipzig, hvor museumsdirektøren i sin tale sagde, at Reuter Christiansen var en af de oversete kvindelige kunstnere, der altid har stået i skyggen af sin mand. På vej hjem i bilen sagde hun ud af det blå: »Jeg har egentlig aldrig følt mig overset.«

»Det, synes jeg, var meget sigende,« siger Dengsøe.

’Das Mädchen und der Tod’ fra 1997 af Ursula Reuter Christiansen.

»Kunsthistorikere putter nogle gange strukturelle læsninger på individuelle kunstneriske positioner. Der kan godt ske fejl. Og altså – når Ursula Reuter Christiansen træder ind i et rum, er man ikke i tvivl om, at hun er entreret. Og hun hænger på et hvert dansk kunstmuseum med respekt for sig selv.«

Birgitte Anderberg fra Statens Museums for Kunst mener heller ikke, det giver mening at tale om Ursula Reuter Christiansen som en af de oversete kvinder.

»Hun havde vigtige udstillinger i 1980’erne på blandt andet Silkeborg Kunstmuseum og Aarhus Kunstmuseum, og i 2000 en stor retrospektiv udstilling på Brandts. Ud af den generation af kunstnere fra 1960’erne og 1970’erne, som hun er en del af, vil jeg faktisk sige, at hun er en af de kvinder, som har haft flest muligheder undervejs,« siger Birgitte Anderberg og tilføjer, at Ursula Reuter Christiansen allerede i 1970’erne var blandt de første kvinder, der modtog Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

Vigtigst, hvad man er nu

Den nu 77-årige Bjørn Nørgaard og 82-årige Ursula Reuter Christiansens samarbejde rækker mange år tilbage i tiden. Tilbage til dengang de to kunstnere udviklede og støbte deres kunstneriske ståsted:

»I begyndelsen lavede Ursula og jeg jo en lang række ting, som vi begge var involveret i. Og det er jo der, man danner nogle af de ideer og forestillinger man har om, hvordan kunsten og mennesket og samfundet hænger sammen. Og der har mit bekendtskab og venskab med både Henning og Ursula været noget af det bedste og fineste, jeg har haft,« siger han.

Selv om Bjørn Nørgaard vægrer sig ved at udtale sig om Ursula Reuter Christiansens betydning for den danske og internationale kunstscene, fortæller han dog:

»Der er jo ingen tvivl om, at Ursulas kunst og hendes undervisning, både i Hamburg og i København, har haft stor betydning. Også for en lang række unge kunstnere. Men vi skal passe på med at afsige domme om noget, som vi først ved noget om mange år – og det vigtige er jo, hvad man kan nu og her. Og der kan Ursula rigtig meget,« siger han.