Den 81 -årige kunstner Ursula Reuter Christiansens kunst har altid været politisk og hårdtslående. I sin store soloudstilling Jeg er ild og vand på Arken tager multikunstneren publikum med på en rejse gennem den grusomme situation , hun mener, at verden og menneskeheden befinder sig i . Er der lys og fred for enden af tunellen? Måske. Vi har taget en snak med hende om håb, kamp og om at læne sig op ad andre, når man ikke længere kan selv.
Tekst BARBARA HILTON. Foto PETRA KLEIS.
M a n skulle ikke tro, at krig og ødelæggelse ville finde vej til Møn. I hvert fald ikke den dag fotografen Petra Kleis og jeg besøger Ursula Reuter Christiansen på hendes firlængede gård på den lille syddanske ø. Rapsmarkerne skinner som guld. Solen brager ned fra himlen. Der lugter sødt af honning. Og man kan ikke høre meget andet end fuglene. “Eventyrhaven,” som Ursula Reuter Christiansen kalder haven omkring huset, er fyldt med duftende græs, æbletræsblomster og skønhed.
“Jeg kunne godt sige: Op i røven med verden. Jeg har et smukt sted her. Jeg har min have og min familie. Jeg kunne bare være glad for det. Men det kan jeg ikke,” siger hun med sin karakteristiske hæse stemme, der får mig til at tænke på kampråb og cigaretter.
Ursula Reuter Christensen er heller ikke en, der har tradition for at se den anden vej, når verden er i oprør. Siden 1969, hvor hun kom fra Tyskland til Danmark med sin i dag afdøde mand, komponisten Henning Christiansen, har den politiske kamp været central i hendes kunst. Hun var den første kvindelige professor i maleri på Det Kongelige Danske Kunstakademi og en del af den progressive Fluxus-bevægelse, der ud over hende bl.a. bestod af kunstnerne Bjørn Nørgaard, Per Kirkeby og Lene Adler Petersen og har sat et stort aftryk på den danske kunstscene. Ursula Reuter Christiansen gjorde sig også bemærket i den danske kvindekamp med kunstfilmen Skarpretteren fra 1971 og installationen Washed Out Faces. Hun har gennem sit 50 år lange virke bl.a. udstillet på Louisiana, Statens Museum for Kunst og Kunsthal Charlottenborg, ja, næsten alle danske kunstmuseer og -haller, og hendes kunst har også prydet væggene på MOCA i Los Angeles og MoMA PS1 i New York.
“Jeg er vokset op i en tid, hvor vi demonstrerede mod atombomber. Vi kæmpede for militær nedrustning og mod krig og massemord – og hvad sker der i dag? Vi opruster. Vi råber, russerne kommer. Vi frygter for atombomben, og krige hærger og
dræber så mange civile. Jeg kunne græde. Jeg får tårer i øjnene, når jeg taler om det, for jeg synes, det er så forfærdeligt, at vi i løbet af så kort tid er gået tilbage til den situation, vi kæmpede os ud af for ikke så mange årtier siden,” siger hun og fortsætter: “Alt, jeg laver, er politisk. Det har det altid været. Min kunst og mine udstillinger har altid været en mulighed for at udtrykke mit ståsted. Det er en mulighed, men det er også et ansvar. Derfor handler udstillingen på Arken også om den situation, vi befinder os i i dag. Om liv og død. Om menneskeheden. Om at vi balancerer på en knivsæg med håb på den ene side og afgrunden på den anden. Og hvad gør vi så med den virkelighed?” spørger hun og sætter scenen på den smukke dag i køkkenet på Møn.
Foto: Petra Kleis
Kunstnerkoloni
Ursula Reuter Christiansen er iført sort tøj og rød læbestift. Tøjet er hun lidt utilfreds med, “da man jo ikke kan have så sort tøj på, når solen skinner på den måde.” Så mens vi sidder og taler i køkkenet, går Petra Kleis og Ursula Reuter Christiansens barnebarn, Clara, der overnatter hos hende for tiden, på jagt i klædeskabet og efter gode steder at fotografere kunstneren.
Ursula Reuter Christiansen er født under Anden Verdenskrig i 1943 i byen Trier i det, der senere blev Vesttyskland. Men det var først, da hun var 14 år, at hun lærte, hvad der rent faktisk var foregået, forklarer hun. “Vi havde religion i skolen, og min religionslærer – som jeg senere fandt ud af var jøde – førte os ind i foredragssalen, trak gardinerne for og satte en film på, der handlede om koncentrationslejren Auschwitz. Jeg begyndte at græde,” siger Ursula Reuter Christiansen. Hun løb hjem til sine forældre og råbte: “I er nogle svin, hvordan kunne I gøre det?” , “Vi vidste det ikke,” svarede mine forældre. Det var manges svar dengang. Min lærer sagde, at vi var kollektivt ansvarlige for det, der skete. Vi spurgte: “Hvordan kan vi være ansvarlige for det, det var jo vores forældre?” Det gjorde, at vi var en generation, der hadede vores forældre. Der lå en skamog skyldfølelse over Tyskland, og det var også derfor, jeg rejste.
For at slippe væk fra skammens skygge. I mange år efter jeg kom til Danmark, rynkede folk stadig på næsen, når jeg sagde,
at jeg var tysk,” siger hun. Inden Ursula Reuter Christiansen rejste fra Tyskland, nåede hun at gå på kunstakademiet i Düsseldorf, der var ledet af den legendariske kunstner Joseph Beuys. Her gik hun sammen med “alle koryfæerne,” som Sigmar Polke og Jörg Immendorff.
De fik prangende internationale karrierer, hvorimod hun i mange år følte sig forbigået. Det var gennem Joseph Beuys,
hun mødte den danske komponist Henning Christiansen, der blev hendes mand og ham, der satte kursen mod Danmark og
Møn, hvor gården i 70’erne blev samlingspunkt for Fluxuskunstnerne og en form for kunstnerkoloni. “Jeg har haft en superkarriere i Danmark. Jeg har været professor ved kunstakademiet i Hamburg, på Kunstakademiet i København og modtaget hæder i form af legater og udstillinger på de store danske museer. Jeg kan ikke brokke mig. Men jeg ville mere. Jeg ville det internationale gennembrud,” siger hun med et smil. Det er også det gennembrud, den 81-årige kunstner står over for i dag, og som udstillingen på Arken – som godt nok er i Danmark, men alligevel – er et eksempel på.
At turde række ud
I en af gårdens sidelænger ligger Ursula Reuter Christiansens atelier med keramik på reolerne, en kiste med smukke gevandter, borde fyldt med tegninger og noter og en væg med billeder og udklip. Et atelier, der vidner om den genremæssige spændvidde, Ursula Reuter Christiansen besidder som kunstner. “Jeg er meget glad for Arken. Men udstillingen gør mig også lidt bange, for Arken er et stort sted, og udstillingen spiller på mange elementer: tekst, billeder, lys, installationer, malerier og lyd. Det kunstneriske samspil har altid optaget mig,” siger hun.
I hjørnet af atelieret står en rullestol. Foran den hænger en hvid klud, der skal bruges til hendes ikoniske værk Washed Out Faces, der består af tørrestativer fyldt med klude med påmalede ansigter. Et værk, der gør opmærksom på de mange kvinder, der udsættes for vold, og som samfundet ikke tager hånd om. Rullestolen står der, fordi der er ting, som Ursula Reuter Christiansen ikke længere kan gøre uden hjælp. Barnebarnet Clara er her for at skrive en tyskopgave, som den tysktalende mormor vil hjælpe hende med, men man fornemmer, at hun også er der for at hjælpe sin mormor. “Jeg har lovet mig selv, at jeg ikke vil klage over mine skavanker. Men jeg har altså slidgigt, og der er meget, jeg ikke længere kan. Op gennem mit virke har jeg lavet mange store værker, og da jeg sammen med kuratoren på Arken gennemgik dem, viste det sig, at der var mange, jeg ikke havde udstillet før. Dem får omverdenen nu lov til at se. Og så får jeg hjælp af min familie og af assistenter, der er så søde og vil gøre alt for mig. Jeg gør det, jeg kan magte, og resten må andre gøre. Men det plager mig. Det er jo min kunst, det er mig, der skal ind i de værker,” siger Ursula Reuter Christiansen.
Men på trods af skavankerne og den høje alder er det bestemt ikke sikkert, at udstillingen på Arken er hendes sidste, tilføjer hun: “Måske kommer jeg tilbage efter dette. Måske ikke.”
Historien gentager sig
I skrivende stund er udstillingen på Arken endnu ikke åbnet, men Ursula Reuter Christiansen fortæller mig, at den bliver bygget op som en sløjfe eller et kredsløb uden en begyndelse eller afslutning. Rundt omkring i udstillingen vil der være vagttårne, og over højtalerne i et af rummene kan man høre Ursula Reuter Christiansen stemme hviske “Es ist noch nicht zu spät,” der betyder, at det endnu ikke er for sent. Lidt efter hvisker hun: “Es ist zu spät.” Det er for sent. To sætninger, der bliver ved med at gentage sig. Det er knivsæggen med håbet på den ene side og afgrunden på den anden. Det er en reference til klimaforandringerne, men også til de voldsomme tragedier, vi mennesker bliver ved med at påføre hinanden igen og igen. “Jeg er meget påvirket af det, der sker i Gaza. Når forbundskansler Olaf Scholz giver våben til Israel og siger, “vi fordømmer jer ikke,” er det, fordi Tyskland stadig lider under den store forbrydelse, nazisterne påførte det jødiske folk. Derfor kan Olaf Scholz ikke gøre noget. I Det Gamle Testamente står der: “øje for øje, tand for tand,” og det er det, som Israels premierminister Benjamin Netanyahu praktiserer i Gaza lige nu. Det er så forfærdeligt, når man ved, hvad det gør ved de børn, de mennesker, der overlever. De bliver traumatiserede og hadefulde. Vi giver vores traumer videre til vores børn, og det er også derfor, at historien bliver ved med at gentage sig,” siger Ursula Reuter Christiansen og fortsætter: “Vi kan kaste med sten og rådne æg og give udtryk for vores foragt. Vi kan prøve at navigere og fortsætte fremad. Paradokset er, at vi på den ene side skal leve, for hvad andet kan vi gøre? Og på den anden side er vi fortabt.”
Vi rummer alle ødelæggelse og håb
Det er på mange måder dystre temaer, der fylder i udstillingen på Arken. Men jeg bider også mærke i udstillingens titel: Jeg er
ild og vand. Jeg synes, der løber en kilde af håb gennem ordene. Titlen, fortæller Ursula Reuter Christiansen, kommer fra digtet
Vierge moderne af den afdøde finske digter Edith Södergran. Det handler bl.a. om køn og kvindefrigørelsen, men sætningen
“jeg er ild og vand,” siger også noget andet.
“Vi er ild, og vi er vand. Vi er begge elementer. Vi er det, der brænder, og det, der slukker. Vi har begge ting i os. Det er ligesom, når en vulkan går i udbrud, så er den altødelæggende og dækker jord og byer med aske. Men når asken får vand, bliver
den frugtbar. Efter ødelæggelsen kommer genopbyggelsen. Pointen med min udstilling er ikke at prædike dommedagsprofetier. Derfor handler en del af udstillingen også om, at vi bliver nødt til at sige farvel til verden, som vi kender den, for at vi kan bygge en ny op igen,” forklarer hun.
Ursula Reuter Christiansen viser mig en tekst, hun har skrevet, som kommer til at være en del af udstillingskataloget. Teksten, der nærmest kan beskrives som et værk i sig selv, handler om, at hun pakker sin slæde, sine ørne, sin pelsfrakke og sine bøger og forlader sin smukke biotop for at vandre mod ‘landet, der ikke er.’ Det land figurerer også i Edith Södergrans forfatterskab, som et utopia, et himmelsk sted, der ikke er opfundet endnu. Et sted, som vi mennesker måske “med fare for at falde,” som der står i udstillingsteksten, bliver nødt til at vandre imod og skabe. For som Ursula Reuter Christiansen skriver: “Vi er blevet til mellem ild og vand.”
Jeg brænder inde med et spørgsmål, da vi er ved at runde af. I 1973 lavede Ursula Reuter Christiansen den ikoniske feministiske kunstfilm Skarpretteren, der slutter med ordene: “Fat mod, det næste store øjeblik i historien tilhører jer.” Hvem tilhører det næste store øjeblik med den verden, vi står i i dag? “Jeg har selv tænkt over det. Dengang i 1973 var det kvinderne. Det var vores tid. I dag tilhører det næste store øjeblik dem, der vil forandre noget. Hvad vil vi med denne verden? Hvad er vores fælles mission? Vi bliver nødt til at sige: Nu er det nok. Vi må sige stop, stop, stop og det, håber jeg, vil betyde forandring.”
URSULA REUTER CHRISTIANSEN 