af Helene Navne
Hvilket kunstværk har gjort særligt indtryk på dig? Det spørger Ibyen en række store danske kunstnere om. Denne gang Ursula Reuter Christensen, der peger på maleriet ’Judith Slaying Holofernes’ af den italienske kunstner Artemisia Gentileschi.
»Jeg har så mange kunstnere, jeg elsker. Men hvis jeg skal fremhæve en særligt, bliver det Artemisia Gentileschi. Hun levede i 1600-tallet i Firenze og malede blandt andet et meget berømt billede af den hebraiske kvinde Judith, der skærer hovedet af hærføreren Holofernes.
Historien fortæller, at Artemisia Gentileschi selv blev voldtaget af en af sin fars venner. Og selv om der var en retssag, gik manden fri. Men hun hævnede sig i sine malerier.
Man brugte dengang mytologiske, antikke og religiøse motiver, når man fik opgaver fra konger og kejsere. Hun malede flere billeder fra samme mytologi og fra andre lignende. Hun, som er blevet voldtaget og dårligt behandlet, mens voldtægtsmanden gik fri, brugte mytologien til at hævne sig.
Man fatter det ikke, så modig hun var
Hendes mod har været en stor inspiration. Man fatter det ikke, så modig hun var. Når der skete en voldtægt, så var synet, at det var kvindens egen skyld. Artemisia Gentileschi fik tommelskruer på og blev altså udsat for tortur under retssagen, for at man kunne sikre sig ‘et sandfærdigt udsagn’. At hun dengang som eneste kvindelige maler i den liga havde modet til bagefter at bruge sin kunst som sit eget personlige hævntogt, hvor hun skærer hovedet af alle voldtægtsmænd, beundrer jeg. Jeg ser foran mig, hvordan hun står med en kammerpige, som hjælper med at skære hovedet af. På et af de andre står kammerpigen med et lys, mens Judith har Holofernes’ afhuggede hoved for sine fødder. Meget dramatisk.
Jeg bruger også min egen historie i min kunst. Jeg formulerede tidligt en sætning: Jeg er mine billeder, mine billeder er mig. Fra starten har jeg malet, lavet film og skulpturer om mig selv og min fortælling. Jeg bruger mig selv som stof. Dybdelodder mine eksistentielle vilkår, under hvilke man bliver et menneske – som kvinde. På den måde bruger jeg også kunsten som en kanal eller en bekendelse, en måde at kunne fortælle og vise, hvor jeg står. Og selvfølgelig er det ikke kun min egen historie, men også mere generelt kvindens historie.
Det kan være meget grænseoverskridende. For eksempel lavede jeg med to kolleger en film i 1971, hvor vi besluttede at kastrere en gris. Jeg holdt grisen, mens en anden, der havde været på landbrugskursus, kastrerede grisen. Men den gris var for stærk, jeg kunne ikke holde den. Jeg klemte, til den blev helt blå. Og hun var i gang med at skære nosserne af den. Jeg var rystet, men hun gennemførte det
Så spørger du, om jeg også har overskredet grænser, er svaret ja. Der er mange gange, jeg er gået over stregen.
Men jeg vågnede skrækslagen om natten og tænkte: Nej, jeg er kannibal. Jeg har hans fedt i mig
Marco Evaristti havde et sindssygt projekt, hvor han tappede sit eget fedt. Min mand lavede musik til. Vi var på en tagterrasse, og Marco lavede de lækreste frikadeller. Jeg skulle holde en paraply, for det begyndte at regne. Ej, hvor lugter det godt, sagde jeg. Og så fik jeg lov at smage. Men jeg vågnede skrækslagen om natten og tænkte: Nej, jeg er kannibal. Jeg har hans fedt i mig.
For nogle år siden skrev jeg under pseudonym min egen historie. Jeg skriver om, hvordan det er, når man bliver gammel. Og der turde jeg ikke skrive i eget navn. Jeg ville ikke have, mine børn læste det. Men de har for længst gættet, at det jo er mig selv. Det er både interessant og pirrende, at man hele tiden jonglerer med ting, der er normale, forbudt og forargende. Jeg har snart en stor udstilling i Basel, som jeg kalder: ’Auf Messers Schneide’ – på knivsægget. Hele udstillingen handler om den balanceakt. Hvornår tipper det til den ene eller anden side. Holder du balancen, eller ryger du ned, og må definere dig på ny.
Det er vigtigt at have nogen at beundre. En af vor tids største kunstnere, Louise Bourgois, arbejdede til sin død som 98-årig. Jeg er lige blevet 80 og har en del skavanker. Men jeg fortsætter og leverer og udstiller. Så der ser jeg op til hende og tænker: Jeg er jo kun 80.
URSULA REUTER CHRISTIANSEN 