Af Mai Misfeldt
Der løber mange temaer gennem Ursula Reuter Christiansen ekspressive og eksistentielt betonede værk. Men kernebegrebet, nøgleordet om man vil, er forvandling. Forvandlingens vilkår, som vi dels er underlagt, dels kan vælge til. At blive en anden og dog bevare sig selv. At skifte ham. Det gør ondt at forvandle sig. At forlade en identitet og gå ind i en anden. Se sig selv tage form i et andet billede. Ursula Reuter Christiansen har på mange måder arbejdet med begrebet forvandling eller transformation som figur gennem hele sit virke. Forvandlingen fra tysk til dansk borger, forvandlingen fra ung pige til gift kvinde, til mor og til bedstemor. Det er forvandlingseller forandringsprocesser som vi alle kender, tærskler som vi skal passere. Voldsomme og følsomme skift, hvor vi går fra en tilstand til en anden.
Vi kan ikke undslippe forvandlingen, den er en del af det at være menneske. Vi indhentes af vores egen tid, det er et vilkår. En dag er det ikke mere den unge kvindes ansigt vi møder i spejlet, men vores egen mors. Og vi ser på moderen, og opdager at hun ikke mere er varm og frugtbar men en gammel kvinde, forfald, hængende kød. Vi kan ikke ændre det, men som mennesker med kraften i os, med livsviljen kæmper vi imod. Det er et “Rage Against The Dying Of The Light”, som Dylan Thomas skrev i det smukke digt “Do Not Go Gentle Into That Good Night” fra 1951. Man genfinder denne vrede og modstand mod at blive skubbet tættere mod alderdommen, ud af frugtbarhedens kreds i Ursula Reuter Christiansens malerier fra årtusindeskiftet. Her isprænges glæden over at være blevet mormor sorgen over selv at være forvandlet til den ufrugtbare, den ældre kvinde. Der hvor hun stod, dengang i Skarpretteren (film af Ursula Reuter Christiansen, 1971) står nu hendes datter: Selv er hun ikke mere den hvide kvinde, men den sorte. Tiden er ubønhørlig.
Ursula Reuter Christiansen har kontinuerligt båret det biografiske med sig i sit virke som kunstner. I de tidlige år var det mødet med den danske natur, kultur, kvindebevægelse og kunstscene som prægede hendes værker. Ser man dem nu, med 35-40 års lag af tid på nethinden ser man en ganske ung kvinde, der kæmper med at finde sin identitet i en ny sammenhæng. Ursula Reuter Christiansen tog, konsekvent som hun altid har været, en aktiv og helhjertet konsekvens af det valg hun havde truffet i og med at hun mødte en dansk mand, som hun ville være sammen med. Mødet med manden, og ønsket om at stifte familie, at skyde rødder og sætte nye skud, betød, at hun måtte rykke de gamle rødder op. At hun måtte genfortolke sig selv, ikke mere som en tysk kvindelig kunstner, men nu som en dansk borger, kunstner, kvinde og mor med en tysk historie.
Hun kom fra en aktiv avantgardescene på Akademiet i Düsseldorf og fulgte den legendariske Joseph Beuys´ undervisning. Beuys, som havde gjort turen med fra en tid som Stuka flyver under Anden Verdenskrig, til en kunstnerisk genfødsel, hvor det vigtigste dogme var, at ethvert menneske er en kunstner. Umiddelbart virker det som et kunstnerisk selvmord for Ursula Reuter Christiansen i 1969 at flytte fra dette kunstneriske centrum til en lille provinsflække på Møn og hurtigt få tre børn. Det var det heldigvis ikke, men det krævede fightermod og har været en stadig udfordring. En usvigelig energisk modstand mod, at det skulle være umuligt at være skabende, landbo, mor og hustru på én gang.
Ursula Reuter er født i den tyske by Trier i 1943, og voksede op i et efterkrigshærget samfund, og ind i den tunge tyske skamshistorie. For hende var rejsen ind i det danske et klart valg. Hun ville netop skifte identitet, ville væk fra det tyske. Hendes børn skulle være danske, og det er de blevet. Som hun selv har sagt det i et interview var det nordiske rum en vej mod det at blive en anden. Det var ”en romantisk længsel hos mig, ligesom romantikerne har beskrevet det. Det var altid rejsen mod nord, mod lyset. Og da jeg kom hertil var jeg helt betaget af både lyset og åbenheden. Jo længere du kommer sydpå, jo tættere er tingene, strukturerne flettet sammen. Her følte jeg for første gang frihed. Jeg kunne være, som jeg ville. Det var en fantastisk fornemmelse.”
Det er i høj grad etableringen af denne bro, fra det tyske til det danske, og fra den unge kvinde til mor, som de tidlige værker handler om. At blive mor er at lade sig binde. Har man gået over broen til moderskabet, er der ingen vej tilbage. Man er bundet, man er for altid forandret, og man er for altid placeret i et skisma mellem egen lyst og børnenes behov. Man må lære at vige, og man må lære at insistere. Som kvindelig kunstner lå der endvidere et stort arbejde som brobygger til den kvindelige tradition. Noget, der på det tidspunkt var større opmærksomhed omkring i Danmark, end på den tyske scene, hvor det var mændene, der var i fokus. Og her adskilte Beuys sig, sit rummelige kunstbegreb til trods, ikke fra den gængse opfattelse. Symptomatisk nok for Ursula Reuter Christiansen, var det også hans modstand, som han udtrykte den ved en akademifest, hvor han sagde, at problemet med kvinder ikke var, at de manglede talent, men derimod at de ikke havde nogen energi (!), der blev en drivkraft. Lidt frækt sagt, kan man se hele hendes fyrreårige virke som ét energisk modsvar på denne rabiate påstand.
Det de kvindelige kunstnere så i 70´erne, var at alle broer, alle bånd til fortidens kvindelige kunstnere var kappet over. Sporene efter dem var svage, men det gjaldt om at vise, dels at de havde været der, tænkt og arbejdet, dels om selv at kæmpe med næb og klør mod den glemslens skæbne, som kvinderne før havde fået til del. En måde at vise sin anerkendelse af de tidligere kvindelige kunstnere på, var at genoptage håndarbejdet og ikke mindst at betragte det som et kunstnerisk udtryk. Fordi det var det udtryk, der havde været mange kvindelige kunstneres mest forhåndenværende mulighed. Og med ét så Ursula Reuter Christiansen sig stedt i samme situation, som kvinderne før hende havde været i. Bosat på Bakkehøjgaard på Møn, omgivet af 3 små børn blev det netop oplagt at vælge håndarbejdet som en mulighed, i stedet for at begræde den fysiske mangel på bevægelsesfrihed.
Den tyske landsmand Caspar David Friedrich, der frekventerede det Danske Kunstakademi fra 1794-98, sad i sin tid ved Østersøklinten ved Rügen i Tyskland, og drømte ensomme drømme om den store metafysiske længsel. 200 år senere sad Ursula Reuter Christiansen, ganske tæt ved den store Møns Klint, men det var ikke dér, hun malede. Hun blev, som mange kvinder før hende, i sin have, omgivet af børn og malede en busk, en barnevogn, eller syede sære mønstre på stof. I hendes hænder forandrede tøj, det tøj vi bærer på kroppen, og som flygtninge og rejsende gennem alle tider har taget med sig, som en form for erindring, sig til relikvier, narrekapper og mindekåber. For Ursula Reuter Christiansen var og er kunsten konkret. Det handler om at vælge det konkrete øjebliks mulighedsrum. ”Jeg maler det, der er omkring mig”.
Ursula Reuter Christiansen arbejder ekspressivt med sig selv og sit eget liv som materiale. Og hendes eget liv rummer bl.a. en stor belæsthed, og en levende interesse for myterne. Derfor er der for hende ikke noget skisma mellem det personlige stof, den lille historie og den store mytologiske fortælling. Den lille historie kan tolkes gennem den store. Myterne er åbne og kan Ursula Reuter Christiansen: Selvportræt mellem krukkerne. 1985. (Foto: York Wegerhoff). bruges, som de alle tider er blevet, i en aktiv tilegnelse og dermed i en aktiv fortolkningsproces. Der er mange forvandlingsbilleder hos Ursula Reuter Christiansen. Et af de signifikante er kjolen. Fra hvid over rød til sort. Det er naturligvis en reference til Edvard Munchs kvinde i tre stadier, den hvide, den røde og den sorte. Hos Ursula Reuter Christiansen er de alle tre tilstede hos en og samme kvinde. I Skarpretteren bærer den unge kvinde, i skikkelse af hende selv, hendes egen bedstemors kniplingsbesatte brudekjole. I filmen fra 1987 Den røde skov møder vi dronningen, der, som i Grimms eventyr om Snehvide (Brødrene Grimms eventyr har været barndommens litterære næring for Ursula Reuter Christiansen) ønsker sig et barn, ”så hvidt som sne, så rødt som blod og så sort som ibentræ”. I malerierne La Chambre fra 1998 handler det om manden og kvinden. Om ægteskabet. Og ikke mindst – kunstnerægteskabet. For Ursula Reuter Christiansen har alle årene arbejdet i et tæt parallelløb, hvor sporene ofte er krydset med ægtemanden, komponisten og kunstneren Henning Christiansens. Både indenfor litteraturen og malerkunsten er der utallige historier om, hvor vanskelig en balance kunstnerægteskabet har været, og mange er historierne om mænd, der ikke mente, at der var plads til to kunstnere indenfor ét ægteskab. Ursula Reuter Christiansen har fået og taget pladsen. Og hun har været sig historien bevidst. Lige så meget, som hun har arbejdet med og tematiseret det fælles rum, kærlighedens fletværk, har hun tematiseret vigtigheden af at insistere på sin egen identitet, sin egen integritet. Som Virginia Woolf skrev, må man kæmpe for et eget værelse, ikke mindst mentalt. ”A woman must have a room of ones own”.
I Ursula Reuter Christiansens optik er kunsten en magisk besværgelse. Kunsten er omstyrtende; i kunsten kan alle billeder kastes ind. Og her forvandles de fra den lille private historie, til den store almene fortælling om mennesker. Om lidenskab, svigt, begær og kærlighed. Hun har flere steder sammenlignet maleriet med en angrebsflade, et mål, der attakeres. ”Ich trockne mir die Hände ab und sage: es sei nur ein Schwein gewesen.“ Det er malet med tjære og bombarderet med æg (Schwein, 1993). Men det er som sagt ud af kaos, at der skal fødes dansende stjerner. Billedet yder modstand, billedet er et forvandlingsrum, og det ægger til fornyet kamp. Det er det magiske, det besværgende islæt hos Ursula Reuter Christiansen, der forbinder hende til den romantiske og den tidlige modernistiske tradition.
I Ursula Reuter Christiansens seneste billeder er der kommet en ny ro til. Den voldsomme transformation og de maleriske kampe og hurtige penselstrøg er afløst af en mere kontemplativ tilstand. I selvportrættet Rotor fra 2005, sidder kunstnerens alter ego i sin performancekjole i en stol i biblioteket. På knæet troner en sort ravn, visdommens fugl. På hylderne bag hende er reolerne fulde af navne på de kunstnere, som har betydet noget for hende. Kahlo, Munch, Martin, Polcke, Beuys og Runge. Der er en fornemmelse af ro og behag i billedet. En kvinde, som befinder sig godt i sit eget rum, som har lukket verden ind, men bevaret sig selv.
(Teksten er et redigeret uddrag fra kataloget Derestauration, Ursula Reuter Christiansen og Henning Christiansens katalog til Venedig biennalen i 2001.)
URSULA REUTER CHRISTIANSEN 